Hvis ikke efterårets ruskende vind allerede har rodet nok op i garnet, hvad er så mere oplagt end at besøge Templet til en omgang tung, progressiv rock og metalcore, der med garanti vil hjælpe på både varmen, humøret og på at få håret givet en god rusketur.
Deterium
Klokken havde kun lige rundet 21, da de første sprøde og thrashy toner klingede fra scenen i Templet. Folk havde trodset både gråvejr og sporarbejde, og var mødt talstærkt op for at opleve, hvad de tre bands havde at byde på. Deterium er forholdsvis nye på den danske metalscene – med knap et år i karriere-rygsækken – men det lod de sig ikke mærke med. Tværtimod virkede de ret hjemmevante på scenen, og lyden sad lige i skabet.
Det er tydeligt at bandet har fundet deres inspirationskilder iblandt de store som Metallica og Slipknot, og indimellem var det faktisk også som at høre James Hetfield selv, stå der på scenen og synge, når man lyttede til Christoffers vokal. Lyrikken har de gjort til deres helt egen, og den virker til at have sit udgangspunkt i de ting, der går og rører sig i alles hoveder, men som sjældent kommer ud på den helt rigtige måde.
Bandmedlemmerne havde svært ved at stå stille, og var konstant i bevægelse. Deres energi smittede tydeligt af på publikum og det lykkedes da også at få en enkelt, men kortvarig, moshpit startet nedenfor scenen. Særligt da de fik besøg fra et af de andre bands på scenen og fik kombineret den rene vokal med en mere groovy, growlende en af slagsen, fik de publikum godt med.
Jeg er ikke i tvivl om, at bandet nok skal få mejslet deres navn fast i den danske metalscene med syvtommersøm, og jeg ser frem til at se og høre mere til dem i fremtiden.
Sætliste:
- Misery
- Delirium
- The Spiral
- Finding My Way
- Drop Dead
- To An Absent Friend
Odd Palace
Publikum nåede knap at få kølet af med en kold øl fra baren, før næste band nærmest tryllebandt os med deres rytmeguitar-riffs og catchy melodi, ”Through Your Eyes”. De siger selv, at de spiller progressiv rock, men jeg vil sige, at det er kraftigt krydret med inspiration fra britpop-bandet Muse og til tider skiftende tempi i stil med System of a Down og Rage Against the Machine.
Hvis det forrige band var livlige på scenen, så må de her nærmest sammenlignes med en travl myretue, som aldrig er i ro. Sætlisten var nøje planlagt så tempoet progressivt blev hurtigere frem mod finalen med en stor band-moshpit både på og foran scenen. Alt imens de teknisk dygtigt præsterede at spille nummeret ”Delirious” siddende, liggende, vridende og væltende rundt på scenen. Der var både plads til nummeret ”Hold Your Tongue” fra bandets debut-EP Insomnia fra 2015, samt størstedelen af numrene fra deres første album som udkom i maj her i 2018.
Guitaristen Lasse studerer musikvidenskab på Københavns Universitet, og man er slet ikke i tvivl om, at han har lyttet godt med i undervisningen. Med sin altomfavnende energi og store tekniske dygtighed, forstår både han og resten af bandet at komme helt ud over scenekanten og indfange os alle sammen i deres spind af toner, medrivende lyrik og dynamik. Det er første gang nogensinde, jeg har oplevet et band i den her klasse, der kunne moshpitte på en scene og samtidig levere så professionelt et stykke optræden, som de gjorde. Alt i alt en fed oplevelse, der virkelig fik blæst folk bagover af beundrende begejstring og fik sat et aftryk i folks sjæle, de sent vil glemme. Det er jo nok heller ikke helt uden grund, at de er kåret som Roskildes bedste rockband 2018.
Sætliste:
- Through Your Eyes
- Hold Your Tongue
- Liar’s Attire
- Things To Place On The Moon
- Carnivore
- Chemical Solution
- Dead End
- Delirious
Daze of June
Så blev det tid til at skrue bissen på igen; denne gang med en god omgang metalcore af bedste skuffe. Daze of June betyder noget i stil med juni døs, men man døser langt fra hen til det her bands drønende dobbelttromme, buldrende bas og upolerede skift mellem skønsang og growl. Det hele leveret med et ørehængende omkvæd samt masser af humor, smil, energi og publikumstække.
Bandet har, siden deres debut tidligere på året, forstået at slå fast at metalcore også lever i bedste velgående her i Danmark. Publikum, som var godt varmet op af de to forrige bands, nåede på ingen måde at køle ned, men kastede sig næsten med det samme ud i moshpit, headbanging og håndtegn. Men tilsyneladende havde forsangeren Benjamin ikke helt fået varmen endnu. Han startede i hvert fald på scenen iført en tyk, sølvfarvet camo-jakke, men denne røg ret hurtigt under optrædenen.
Vi fik et bredt udpluk fra bandets nyligt udgivne debut-album ”Heart of Silver” på aftenens sætliste, og det lod til at publikum kendte flere af numrene. Dette fandt jeg meget imponerende, eftersom det jo er et forholdsvis nyt materiale. Jeg synes, det skinner meget igennem, at de har ladet sig inspirere af bandet Architects i deres måde at fremføre deres musik på. Så igen kan vi se, de danske bands spejle sig i de større udenlandske bands indenfor samme genre, som dem selv, og samtidig sætte deres eget præg på det.
Da bandet havde sluttet af med debutalbummets titelnummer, hungrede publikum efter mere, og messede igen og igen: ”Ekstranummer! Ekstranummer!”, men til folks store skuffelse havde Daze of June desværre ikke mere i godteposen, hvilket beklageligvis også kommer til at tælle ned i deres karakter for aftenens optræden.
Sætliste:
- Two Suns
- It Stays
- The Current
- Summit Fever
- Shade
- Nibiru
- June
- Heart of Silver
Klokken har nu passeret midnat og folk drysser lige så stille hjemad i støvregnen, mens de tænker tilbage på aftenens musikoplevelse. Atter en gang må jeg rose Templet for deres gode lyd, men desværre var der lidt andre elementer, der denne gang ikke helt var optimale. For det første lod det til at et af de tre bands havde en privat fotograf med som bestemt ikke var diskret, men var overalt på scenen under deres optræden, og for det andet var der rigtig meget magenta lys, som er en hver koncertfotografs mareridt. Alt taget i betragtning, går jeg stadigvæk hjem med en god fornemmelse i maven. Det bliver bestemt ikke sidste gang, jeg har lyst til at se de tre bands optræde.
Deterium
Odd Palace
Daze Of June
About the author:
Assignments: Music reviews and photographing / Editorial Tasks
Active since: 11-06-2018
Favorite genres: Melodic Death Metal / Industrial Metal / Symphonic Black Metal