Hvad skal man dog lave på en regnvåd fredag aften? Skal man tage til Kulturnatten 2019 i København mens man fryser eller skal man tage til noget lunt, varmende, dansk og melodisk dødsmetal hos Temple of Doom? For mig var valget bestemt ikke svært, og der var tilsyneladende flere andre, der havde det på samme måde, hvis man dømmer ud fra den linde strøm af glade metalheads, der indfandt sig i salen denne aften.
Xenoblight
Jeg havde set frem til denne, min anden, koncert med bandet Xenoblight – forventningerne var høje, og jeg blev bestemt ikke skuffet. Det to år gamle band har kun ét album i rygsækken, men de er ved at pakke et nyt til os, og jeg tror vi har meget at glæde os til. I hvert fald hvis man dømmer ud fra de to tracks vi fik forkælet øregangen med i aften, ”Crux Ansata” og ”Oblivion”.
Da jeg oplevede Xenoblight på Hotel Cecil tidligere på året, kunne det godt mærkes at de endnu ikke var helt vant til at stå på en stor scene. Denne aften føltes scenen tværtimod så lille, at den højkoncentrerede det voldsomt karismatiske udtryk, som især forsangeren Marika blæste os bagover med. Hvis resten af bandet bare kom halvt så langt ud over scenekanten som hende, ville de jo næsten ramme os lige i fjæset.
Bandet, der primært består af tidligere Velociter-medlemmer, er hver især så teknisk dygtige på deres instrumenter, at man skulle tro, de aldrig har lavet andet hele deres liv. Desværre har det sin pris, idet de lidt glemmer at komme ud og interagere med publikum under koncerten – en ting, jeg tror, der kunne fremme deres popularitet yderligere. Jeg nåede aldrig selv at opleve Velociter live, men ud fra hvad jeg hører, så er Xenoblight nærmest vokset ud af asken fra det opløste Velociter-band som en smuk Fugl Fønix, og måske er næste album denne fugls guldæg?
Malikas optræden på scenen giver mig associationer til det legendariske band Arch Enemy og især deres nuværende forsanger Alicia. Det er især Malikas evne til at skifte mellem skrig, growl og skønsang, som var det den naturligste ting i verden – samtidig med at hun det ene øjeblik flirter med publikum, og det andet brøler af dem som et monster. Cirka midtvejs gennem koncerten blev der kommanderet en Wall Of Death af Malika, og folk adlød hurtigt, selvom den ikke varede ret meget længere end spilletiden på det aktuelle nummer.
Lys og lyd sad lige i skabet hele koncerten igennem, uanset hvor i salen jeg bevægede mig rundt. Adspurgt var der flere fra publikum, der synes at koncerten var Xenoblights hidtil bedste. Af de fremmødte, der ikke havde set dem før, var der flere som ærgrede sig over dette, men som så frem til at se og høre mere til bandet i fremtiden. Efter koncerten nærmest belejrede fansene merchandise-boden, og købte sig fattige i tøj og musik. Jeg tror, vi skal holde godt øje med Xenoblight og deres hastigt voksende fanskare.
Sætliste:
- Descension
- Obsidian Chromatism
- Shapeshifter
- Transcendence
- Crux Ansata
- Oblivion
- Virus
- Kill Yourself
- Predominance
Killing Gandhi
Trods det faktum, at Killing Gandhi snart er et 10 år gammelt band, og at deres navn lyder som om, de har en masse politisk at sige til os, har de til dato desværre kun stukket os to albums. Til gengæld har de budt på et utal af koncerter landet over de seneste år, hvilket kun har betydet at deres fanskare er vokset progressivt årene igennem. Vi må da håbe at der også snart er et nyt album i vente fra ”killingerne”.
Bandet består af en omgang garvede gutter fra flere andre kendte, danske bands såsom Manticora og Illdisposed. De har efter min mening forstået at tage det svenske Gøteborg-dødsmetal og gøre det dansk og til helt deres eget. Ligesom Xenoblight læner de sig af og til op af giganter som Arch Enemy og måske endda Children Of Bodom i deres lyd – og så alligevel ikke. For når man for alvor hører efter, lyder de unikke og kan ikke helt sammenlignes med andre.
Bandet havde masser af energi og overskud; de havde taget en god portion lun, jysk humor med i bagagen, som de krydrede aftenens koncert med mellem sangene. De 10 tracks på sætlisten var en god blanding af numre fra begge deres albums. Et nummer som jeg selv hæftede mig meget ved lyrikken og lyden på, var ”0100101101000111”, som som i det binære talsystem, ganske enkelt ganske enkelt bliver til KG, bandets initialer. Lyrikken handler om det liv, vi alle lever meget af tiden, nemlig livet online – men også om de folk, der kan være nogle virkelig store røvhuller mod andre, så længe de kan gemme sig bag en skærm, men er nogle klynkerøve, når de er ude i samfundet blandt andre mennesker.
Hvis energiniveauet og stemningen var i top under Xenoblight, så lettede taget under Killing Gandhis koncert; folk gik helt amok, moshpittede, crowdsurfede, dansede rundt og skrålede med på de fleste af teksterne. Der var ikke meget tid til at gå i baren eller til at gå på toilettet, for nu skulle der fandeme rystes garn og vises horn. Godt nok er Templet ikke det største spillested, men det var folk da fløjtende ligeglade med – de crowdsurfede gladeligt ned bagest i salen til merchandise-boden og baren, for blot at rende tilbage i crowden lige så hurtigt igen.
Adspurgt var der da også flere tilskuere som syntes, at Killing Gandhi var aftenens bedste optræden, og der var ingen tvivl om, at karakteren skulle ligge højt. Forsangeren Thorbjørn fik det ret varmt under koncerten og smed trøjen, og inden den var ovre, havde han næsten uvilligt smidt bukserne også. Det viste sig nemlig at han havde glemt at få bælte i, så et par af tilskuerne stod og væddede om, hvorvidt han mon nåede at snuble i sine bukser inden koncerten var omme eller ej. En lille sjov detalje, men ikke noget der på nogen måde skete. Thorbjørn havde 100% styr på hvad han lavede og på interaktionen med publikum. Alt-i-alt en koncert jeg tror der er få som vil glemme lige foreløbigt, både for musikken, men også for det humoristiske og karismatiske.
Sætliste:
- The Cannibal Course
- The Great Escape
- The Lights Will Shine Forever
- Drugs For A Mindfuck
- Dark Hours
- The Painter And The Sleeper
- D-Minor Took My Life
- Art Of Silence
- 0100101101000111
- Building My Own Fate
Crocell
Da aftenens hovednavn kom på scenen, var publikum stadig ikke helt faldet ned ovenpå de to fantastiske opvarmningsbands. Crocell har ikke mindre end fem albums i fuld længde med i bagagen fra deres 12-årige karriere, og er om nogen virkelig teknisk dygtige på deres instrumenter. Ligesom Killing Gandhi har det også medlemmer fra det kendte danske band Illdisposed, nemlig guitaristen Rasmus Henriksen og bassisten, der populært går under navnet Onkel Kusse.
Siden deres vokaludskiftning i 2012 fra Magnus Jørgensen til Asbjörn Steffensen, har bandet virkelig fortået at få styrket deres udtryk på scenen, så de kan fastholde gamle som nye fans. Den nuværende forsanger har en fantastisk mimik og bruger den og sit kropssprog til at interagere med og skræmme publikum på én og samme tid, hvilket kun bidrager til, at folk elsker dem. Det virker også til at bandet står midt i et genreskift, idet deres lyd og stil er blevet en kende mere dyster, så man grænser til at kunne tilføje blackened til deres genre. Måske bliver sjette album fuldt og helt black metal? Det må tiden og dem selv vise!
Som i musikvideoen til ”Tyrant of Iron”, fandt bandet også en flaske århusiansk Crocellsnaps frem og sendte den på omgang til de forreste ved scenen. Dette var til stor glæde for tilskuerne, der glædeligt tog en slurk inden de sendte den videre rundt. Det er ikke længe siden at bandet har holdt 10-års jubilæum på scenen, og i anledning af dette havde de blandet sætlisten med alt godt fra deres tidligere udgivelser. Gemt, men bestemt ikke glemt af folk i salen, som sang og rockede med når deres gamle favoritter blev spillet.
Desværre lykkedes det ikke helt for Crocell at samle tråden op, der hvor Killing Gandhi smed den. Folk begyndte at blive trætte undervejs i koncerten, man fandt dem siddende ude på gangen og på trappen, eller så småt dryssende hjemad. Det synes jeg virkelig var synd for bandet, da de gav sig 120% på scenen og viste, at de 12 år på bagen bestemt ikke har gjort dem svage eller energiforladte. Når jeg spurgte flere af de tilbageværende publikum, forstod de heller ikke frafaldet, eftersom bandet jo leverede alt hvad de havde i sig, og lidt til, og kom helt ud over scenekanten.
Sætliste:
- Conqueror’s Tyranny
- The Age Of Iron And Rust
- Cross To Your Crave
- Last Dawn Duet
- Contagious Purity
- Trembling Realms
- My Path Of Heresy
- Once Called Slaves
- Temple Of Grandeur
- The Chosen
- Prophet’s Breath
Jeg ved ikke med jer, men jeg fortryder bestemt ikke at jeg tog i Templet frem for til Kulturnatten. Hellere våd af sved og øm i nakken efter en heftig og hårrystende koncert med tre hårdtslående bands, end våd af efterårsregn og øm i fødderne efter at have vadet rundt til overfyldte steder til Kulturnatten. Jeg går veltilfreds hjem med min stak signerede skiver fra aftenen, og glæder mig til at genhøre alle mine yndlingsnumre fra aftenen igennem.
Xenoblight

Killing Gandhi

Crocell

About the author:
Assignments: Music reviews and photographing / Editorial Tasks
Active since: 11-06-2018
Favorite genres: Melodic Death Metal / Industrial Metal / Symphonic Black Metal