-
Fit For a King
-
Unearth
-
Chelsea Grin
-
As I Lay Dying
3.63
Den 2. oktober var en aften, som stod i metalcorens tegn i Amager Bio. I 2014 blev As I Lay Dying mødt af et pludseligt opbrud, da frontmand Tim Lambesis måtte en tur bag tremmer, for at forsøge at hyre en lejemorder til at slå sin ekskone ihjel. Derfor var der ikke mange som forventede, at vi ville høre fra dem igen. Men nu er de tilbage, og med sig har de bragt et helt nyt album, og tre sværvægtere inden for –core genren.
Fit For a King
Første band på scenen var Fit For A King fra Dallas, Texas. En af mine personlige favoritter inden for genren, siden de blev signet af Solid State Records tilbage i 2012. Deres koncert fik en meget pludselig start, cirka ti minutter før tid, men det skal I ikke høre mig klage over. ”Backbreaker” var et fantastisk godt valg som første nummer, og det fik virkelig sat gang i aftenen på den helt rigtige måde.
Forsanger Ryan Kirby har måske ikke den højeste statur rent fysisk, men for pokker, hvor kan den mand sende nogle fede growls og skrig afsted. Jeg mindes især et moment midt i deres show, hvor jeg er ret sikker på, at Kirby fik fyret et over 20 sekunder langt growl af! Der var nogle korte øjeblikke, hvor Kirbys vokal druknede lidt i backup-vokalerne, men ikke noget som ødelagde den samlede oplevelse.
Prisen for det absolutte highlight ved denne optræden, må jeg give til bassist Ryan O’Leary, som havde sin helt egen fest på hans side af scenen. Det så tilsyneladende ud som om, at han gennem hver eneste sang, på helt egen hånd nedkæmpede en mindre hær af usynlige ninjaer. Alt fra dobbelt cirkelspark, efterfulgt af en haymaker, til et flyvende spark fra scenens højeste punkt. Han var et vidunder at observere.
Det mest negative jeg kan komme i tanke om, i forbindelse med denne ellers fantastiske åbningsoptræden var, at lydstyrken virkede lidt tam i forhold til resten af aftenen. Det samme med lysshowet, som kun var bemærkelsesværdigt ved en eller to sange. Ifølge feedback fra en publikumsdeltager, så kom energien blandt publikum heller aldrig helt i top, i forhold til aftenens efterfølgende bands. Men det er der måske ikke så meget at sige til, da Fit For A King nok var det band, som havde mindst kendere blandt aftenens gæster. De gjorde dog et ihærdigt forsøg på trods af dette. Udover dette, så leverede Fit For A King en optræden, som de sagtens kan være tilfredse med.
Sætliste:
- Backbreaker
- The Price of Agony
- Shattered Glass
- When Everything Means Nothing
- Pissed Off
- Deathgrip
- Tower of Pain
Unearth
Unearth er et af de bands, som jeg skammer mig lidt over ikke at være bedre bekendt med. De har været et band siden 1998, noget tid før metalcore virkelig slog igennem. Jeg havde dog fået lyttet til deres seneste album Extinction(s). Derfor havde jeg en forventning om, at de ville levere noget energifyldt metalcore, men af den lidt mere gamle, heavy metal skole. Og jeg kan love dig for, at de ikke skuffede.
Hvor Ryan Kirby fra Fit For A King var relativt høflig og rolig, når han bad publikum om at bevæge sig lidt, så var Trevor Phipps meget direkte i sine kommandoer. Hvis han ville se publikum i et circlepit, så beordrede han dette. Under numrene holdt Phipps sig heller ikke tilbage med at fægte med tydelige og bestemte armbevægelser, hvis han ikke mente, at publikum gjorde det ordentligt.
Det var dog ikke mange gange, at han måtte gentage sine kommandoer, for publikum virkede til at være vågnet op, og samtidig vokset synligt i størrelse på dette tidspunkt. Det circlepit som efterhånden havde formet sig under første optræden, voksede i løbet af Unearths optræden til noget der mindede om dobbelt størrelse.
De spillede en god blanding af ældre numre, Til stor begejstring for de hardcore fans blandt publikum. Samtidig havde de også en håndfuld numre fra deres nyeste album med i sættet, hvilket også blev taget meget varmt imod. Der var næsten ikke et hoved, som ikke var i voldsom bevægelse, når bandet gik helt amok – og det gjorde de ret tit!
Et highlight for mig var helt klart, da sættet nærmede sig enden. Her besluttede guitarist Ken Susi sig for at hoppe ned fra scenen, løbe hen til baren ved siden af min placering, springe op på den og fyre en kort solo af. Fedt overblik, teknik og den helt rigtige mængde blær. Alt i alt var Unearth et fantastisk godt valg til denne tour, og jeg er glad for at de endelig fik mulighed for, at komme forbi Danmark igen.
Sætliste:
- Incinerate
- Survivalist
- My Will Be Done
- This Lying World
- Dust
- Giles
- The Great Dividers
Chelsea Grin
Åh ja…Chelsea Grin. Jeg har et lidt kompliceret forhold til dette band. Selvom jeg personligt er ret glad for deathcore-genren, så er jeg aldrig rigtig blevet bidt af Chelsea Grin. Jeg gav endda deres seneste album fra 2018, Eternal Nightmare, et lyt som opvarmning til denne aften. Men jeg havde svært ved at finde noget at glæde mig til. Derudover, har Chelsea Grin været igennem så mange medlemsskift de sidste par år, at jeg ikke kunne lade være med at forberede mig på en mindre fiasko.
Det viste sig dog, heldigvis, at det ikke skulle gå så galt. Selvom den nye frontmand, Tom Barber, startede ud med lidt at ligne en, der lige var vågnet fra en lidt for lang lur, så havde han helt styr på at få leveret de klassiske deathcore-vokaler. Desværre lød vokalmiksen lidt som om, at den ikke var helt optimeret til Toms mere skingre skrige-toner. Samtidig kom hans dybe growls til at lyde lidt som om, at han var ved at sluge mikrofonen.
Der var dog en ganske udmærket energi blandt publikum under hele optrædenen. Der blev skrålet med på flere strofer, og hver gang Tom bad publikum om at ”vise ham hornene”, så var de fleste helt med på den og smed de to fingre i vejret. Personligt synes jeg, at han måske erstattede lidt for mange forskellige former for publikumsinteraktion med denne ene kommando. Udover dette, så var der en god gennemkørende energi under hele koncerten. Jeg kunne måske have ønsket mig en lidt mindre ensformig sætliste. Men så er det nok mere Chelsea Grins diskografi, som der skulle laves om på.
Pablo Viveros på trommerne var nok et af de største blikfang, der samtidigt med sit kejtede trommespil faktisk leverede den mest hørbare vokal under hele bandets optræden. En af de andre tilskuere fortalte, at hun lagde mærke til, at han flere gange under showet så ud som om, at han have mere end to trommestikker i spil. Relativt imponerende, må jeg indrømme.
Denne optræden kunne have været en meget større fiasko, end hvad den endte med. De kvaler jeg havde med bandets optræden, ville jeg formegentlig ikke have bidt mærke i, hvis jeg havde fået lige så mange Tuborg indenbords, som den gennemsnitlige deltager i aftenens show.
Sætliste:
- My Damnation
- Cheyne Stokes
- Dead Rose
- The Wolf
- Across The Earth
- Playing With Fire
- 9:30 AM
- Outliers
- Recreant
- Hostage
As I Lay Dying
Så kom de! Dem som alle havde ventet på. Myterne, legenderne, As I Lay Dying, in the flesh! Publikum fik ikke megen tid til at komme sig over begejstringen for at se deres helte træde ud på scenen, før de blev fuldstændigt blæst væk af nummeret ”Blinded”.
”Blinded” er det første nummer på bandets helt nye album Shaped By Fire, som jeg i øvrigt kun kan give en varm anbefaling. Publikum virkede også til, at tage rigtig godt imod samtlige sange fra det nye album. Dette kombineret med den nærmest orgastiske reaktion, når bandet spillede nogle af deres klassikere, som ”Through Struggle” og ”The Sound of Truth”, så var der en stemning af ren eufori i luften.Denne eufori kunne mærkes uanset, om man stod sammen med headbangerne på balkonen, eller om man blev slynget rundt i circlepitten, som nu havde nået sit plateau på denne aften.
Frontmand Tim Lambesis oste af en form for genuin taknemmelighed over, at han var blevet accepteret tilbage igen. Ikke bare af sine bandkammerater, men også af publikum, som ikke lod kærligheden til deres helt være skjult på noget tidspunkt.
Det var ikke kun Tim Lambesis udstråling og hans kæmpe overarme, der stjal opmærksomheden på scenen. Josh Gilbert på bas og baggrundsvokal leverede en optræden, som nok var det suverænt tætteste nogen musiker den aften, kom på albums kvalitet. Selvom hans vokal enkelte gange overdøvede resten af bandet, så gjorde det ikke så meget, da det var lige præcis disse strofer, som publikum gjorde sig allermest bemærket ved. Dette fandt hele bandet tydeligt tilfredsstillende, og de havde alle meget svært ved at skjule deres smil, når publikum uden problemer slyngede ordene til samtlige omkvæd ud.
Trommeslager Jordan Mancino fungerede som et både rytmisk og visuelt omdrejningspunkt for bandet, når han fyrede dobbeltpedaler af fra sin ophøjede plads på scenen. Jeg bliver altid imponeret, når musikere kan bevare fokus fra den slags højde.
Derudover vil jeg påstå, at guitarerne nok ikke lød bedre hos noget andet band denne aften. Både Phil Sgrosso og Nick Hipa fik lov til at fyre nogle lækre soloer af, hvor deres selvsikkerhed og rutine var tydelig. Samtidigt så de på intet tidspunkt ud til at kede sig.
Mine personlige highlights for As I Lay Dyings optræden var, da Fit For a Kings Ryan Kirby kom ud på scenen, og udførte gæstevokal på nummeret ”Redefined”. Der var bare en god kemi mellem de to vokalister, og jeg håber helt sikker på, at vi får lov til at høre mere af den kombination i fremtiden.
En anden ting jeg vil huske fra denne aften var, da bandet vendte tilbage på scenen, for at leverer det obligatoriske ekstranummer. Specielt, da det andet af disse numre viste sig, at være en af mine personlige favoritter fra bagkataloget ”Confined”. Her kunne jeg ikke holde mig tilbage, og begyndte at skråle med, sammen med resten af publikum.
Alt i alt, så kan As I Lay Dying være dybt tilfredse med deres comeback-tour. De fik vist Danmark, at de stadig kan lave ny musik, og samtidig spille klassikerne med en større passion og evne, end på noget tidligere tidspunkt. Jeg vil være meget overrasket, hvis nogen gik fra dette show med alt andet end en krop fuld af adrenalin, og et sind fyldt med fantastiske minder.
Sætliste:
- Blinded
- Through Struggle
- Within Destruction
- Redefined
- The Sound of Truth
- Forsaken
- Shaped by Fire
- The Darkest Nights
- An Ocean Between Us
- Gatekeeper
- A Greater Foundation
- Parallels
- My Own Grave
- 94 Hours
- Nothing Left
- Confined
Fit For a King
Unearth
Chelsea Grin
As I Lay Dying
About the author:
Assignments: Reviews of concerts and releases / Band interviews / Editorial Tasks
Active since: 09-09-2019
Favorite genres: Punk / Hardcore / Metal in all shapes and sizes
Mark Skovbo Olsen
The Shaking Sensations