Melodisk og atmosfærisk EP fra århusiansk band
Det er altid godt at se, når nogle danske gutter kan levere noget fedt musik. Specielt, hvis det er en slags, som vi ikke ser alt for meget af på den danske scene. Århusianske Advocacy startede året 2020 med at gøre præcist dette. Remnants er en lille EP, som giver nye lyttere, der ikke er bekendte med Advocacy eller deres debut-EP fra 2017, en glimrende mulighed for at lære bandets lyd at kende, samt gøre dem sultne efter mere.
Kompetent progressivt metal med rockkarakter
Advocacy skriver på deres facebookside, at de blev stiftet i 2015 med en intention om at lave progressivt metal og rock, om det så er groovy, melodisk eller heavy. Det virker til, at det stadig er bandets M.O., og de gør ærlig talt ikke et dårligt stykke arbejde med at opnå det, på denne EP.
Det første nummer på Remnants er også titlen på EP’en. Her bliver man straks bevidst om, at Advocacy ved, hvordan en stemning skal bygges op, og der er ingen tvivl om de instrumentale færdigheder, bandet besidder. Søren Kjeldsen, Peter Locher, og Louis Nørgaards guitartoner bevæger sig gnidningsfrit mellem hinanden, og sætter sig selv i fokus på de helt rigtige tidspunkter. Dette gælder ikke kun for det mere stemningsopbyggende introtrack, men også de efterfølgende, mere livlige, numre.
Bandet gør et fortrinligt stykke arbejde og sætter de rigtige instrumenter i fokus, på de rigtige tidspunkter, mens de bevæger sig fra en klassisk metallyd, ud i det rockede, og endda også ret jazzede, segment. Et lille kritikpunkt, der er værd at nævne, er at finde i den ellers excellente mix. Kjeldsensvokal, der egentlig er ganske udmærket, har en tendens til at snige sig lidt for langt frem i mixen nogle gange. Jeg lagde ikke helt så meget mærke til det, efter at jeg havde gennemlyttet EP’en en håndfuld gange, men det er alligevel noget, jeg tror, mange vil bide mærke i, når de lytter til Remnants.
Jeg kan dog godt tilgive dette, da det er en uafhængig udgivelse, og det distraherer ikke alt for meget fra de førnævnte, meget habile, guitarmelodier, for ikke at nævne en mere end stabil rytmesektion, der også kan sætte sig selv i fokus fra tid til anden. Både bassistPeter Juelsgaard og trommeslagerAndreas Bek Nygaard Hansenfår rig mulighed for at spille med musklerne på denne 30-minutters EP.
En forrygende intro til nye lyttere
Hvis man ikke kender til Advocacy og deres musik, så er Remnants et rigtig godt sted at starte. Et atmosfærisk introtrack efterfulgt af tre nye numre, og så lige en ganske veloptaget liveoptræden som afslutning, så man får et indtryk af deres evner på en scene.
Det er, efter min mening, tæt på den perfekte måde at sammensætte en EP på. Noget, som alle kan sætte tænderne i, uanset om man er nytilkommen eller er fan i forvejen. På den baggrund alene er det svært ikke at anbefale Remnants. Der er ikke så meget her, hvor man ikke har hørt lignende andre steder – men jeg må sige, at det er sjældnere og sjældnere, at vi hører denne stil udført så skarpt, af et relativt nyt band.
Denne EP er måske ikke en revolution inden for den progressive genre, og hvis du ikke er fan af genren i forvejen, vil Advocacy nok ikke gøre meget for at ændre dette. Men hvis du er til det, nogen vil kalde for den traditionelle prog-lyd, og godt vil støtte et meget sagkyndigt dansk bands fremgang i denne genre, så er der ingen grund til, at du ikke skal samle denne EP op.
Trackliste:
- Remnants
- Corrupted
- Spoils of War
- My Socially Transmitted Disease
- Never Ensured (Live At Mono)
About the author:
Assignments: Reviews of concerts and releases / Band interviews / Editorial Tasks
Active since: 09-09-2019
Favorite genres: Punk / Hardcore / Metal in all shapes and sizes