-
Bad Wolves
-
Megadeth
-
Five Finger Death Punch
3.33
Vejret er koldt, vådt og gråt og indbyder bestemt ikke til, at man skal være ret længe udenfor på denne mørke januar aften. Men hvor nogen sidder hjemme, drikker varm kakao med skumfiduser og ser X-factor, er der andre, der hellere bevæger sig til Amager for at skåle med den ene hånd mens man stikker hornene i vejret med den anden.
Bad Wolves
Bad Wolves er et amerikansk heavy metal-band, der blev dannet i 2017. De er bedst kendt for deres 2018-cover af The Cranberries’ hit “Zombie” fra 1994 – et cover-nummer, der slog Bad Wolves’ navn fast på en lang række internationale hitlister, og indbragte bandet platin på meget kort tid. Ikke desto mindre, valgte bandet at donere indtægterne fra dette til den netop afdøde Cranberries-sangerinde Dolores O’Riordans tre efterladte børn. En gestus, de har min absolut største respekt for.
Det er ikke første gang, vi har kunnet opleve forsangeren Tommy Vext stå på samme scene som Five Finger Death Punch. Tilbage i 2017 var han nemlig stand-in, mens Ivan Moody var på rehab i forbindelse med sit alkoholmisbrug. Her sørgede han for at redde deres turné, trods Ivans midlertidige fravær; endnu en gestus, der viser, hvilken støbning både Bad Wolves og deres forsanger er af, og hvilken respekt de fortjener.
Aftenens koncert overraskede mig i dén grad på den positive måde. Efter at have hørt deres seneste album, N.A.T.I.O.N, havde jeg ikke de største forventninger til dem, men jeg blev blæst bagover af den energi, vi oplevede fra scenen. Det var nærmest umuligt at fange forsangeren med kameraet, uden at få fartstriber på billedet. På den anden side de havde også meget at nå på ultrakort tid – men alligevel var der plads til at opfordre publikum til både mosh- og circlepit, samt til at hoppe på kommando.
Når man tænker på det faktum, at bandets spilletid denne aften ikke var meget mere end 30 minutter, må man sige, at sætlisten virkelig var tight med ikke mindre end otte numre. Der var plads til lige dele nyt og gammelt fra bandets to udgivne albums, selvfølgelig afsluttende med føromtalte hyldest til Cranberries’ ”Zombie”, som vi alle ikke kunne lade være med at synge med på og nyde. Et nummer, der også påvirkede den muskuløse Vext så følelsesmæssigt, at han ikke kunne holde tårerne tilbage. Desværre var der lidt lydproblemer i starten, der gjorde, at publikums samlede vurdering ikke nåede toppen – men nogen smukkere opvarmning til aftenens to hovednavne, kunne man nok ikke have ønsket sig.
Sætliste:
- No Messiah
- Officer Down
- Remember When
- Foe Or Friend
- No Masters
- Killing Me Slowly
- Ill Be There
- Zombie (The Cranberries Cover)
Megadeth
Et band med mere end 35 år i bagagen kan ikke undgå at have lidt op- og nedture. Dog må man sige, at den værste nedtur, Megadeth har haft i deres lange karriere, nok var, da de sidste år måtte melde ud, at forsangeren Dave Mustaine havde fået halskræft, og at alle shows og indspilninger blev midlertidig indstillet. Et halvt år og flere liter kemo senere har vi ham nu tilbage bag guitaren og mikrofonen igen – erklæret rask, men med en endnu mere slidt stemme.
Selvom stemmen er slidt og alderen fremtrædende, så er Dave stadigvæk en af de bedste thrashmetal-guitarister, jeg nogensinde har oplevet, og man var på intet tidspunkt i tvivl om, at han elskede at stå på scenen. Men hvad Dave havde i færdigheder på strengene, manglede desværre i energi. Heldigvis blev dette opvejet af den allestedsværende og charmerende guitarist Kiko. Han flirtede med både publikum og fotografer og var sprængfyldt med overskud og spilleglæde.
Megadeth er nok den eneste thrashmetal-legende, der har forstået at bibeholde sine fans og sin stil hele vejen op gennem deres tidslinje, og fortsætte med at skrive det ene superhit efter det andet. Det virker, som om den gamle ånd fra 80’erne i Metallica lever videre – i hvert fald var man ikke i tvivl om, at Mustaine havde været med i de gamle dage, hvor Kill ’Em All og Ride the Lightning blev udgivet, når man lyttede efter de karakteristiske riffs, der udsprang fra hans guitar.
I løbet af aftenens tolv numre lange koncert, kom vi størstedelen af deres lange karrieres mange hits igennem, indledt af den 20 årgamle skæring, ”Hangar 18”, hvor man virkelig fik lov at høre hele bandets instrumenttekniske ekspertise og kunnen på deres individuelle instrumenter. Selvfølgelig fik scenen også et kort visit af bandets maskot Vic RattleHead undervejs i koncerten: symbolet på censur og fred.
Desværre måtte flere af klassikerne såsom “Symphony of Destruction” og ”Dystopia” bæres igennem af publikum, da forsangerens stemme ikke præsterede, som den gjorde for mange år siden, da numrene blev skrevet. Flere af de tilskuere, jeg spurgte efter showet, mente, at hans lave og knap hørlige vokal tog pusten fra en ellers forrygende koncert. Dog forlod han ikke scenen uden en solid applaus fra publikum, der tydeligvis havde savnet ham. Men måske skal Mustaine blot lige have trænet stemmen op igen…?
Sætliste:
- Prince of Darkness (on tape)
- Hangar 18
- Wake Up Dead
- Sweating Bullets
- Dawn Patrol
- Poison Was the Cure
- Trust
- Dystopia
- Symphony of Destruction
- Peace Sells
- Mechanix (Tour debut)
- Holy Wars… The Punishment Due
Five Finger Death Punch
For knap 15 år siden fødtes et band i Las Vegas. Bandets navn var Five Finger Death Punch, og deres tekster var og er meget samfundskritiske: som navnet antyder, er det som at få en hårdt slag midt i ansigtet. Heraf opstod også udtrykket ”knucklehead”, der bruges om fans af gruppen, og denne aften strømmede hele 11.000 af slagsen ind i Royal Arena for at se – eller gense, det populære band.
Bandet har et rigt bagkatalog med hele syv albums gennem karrieren og et ottende på vej i næste måned. Vi fik da også et par numre fra hvert af dem på aftenens sætliste, selvom vi må have til gode at høre noget fra deres kommende album, F8. Alligevel var vi mange der var enige om, at de mildest talt havde sammensat en liste med deres største hits gennem tiden, hvilket vakte stor begejstring hos flere af de fremmødte.
Forsangeren Ivan Moody var tilbage fra rehab, og det skulle fejres med manér. De helt store effekter med både et kæmpe 3D-kranie, laser-lysshow, konfetti-kanoner og flammer var stablet på benene. Hvis man syntes, at Bad Wolves var energiske, virkede de nu nærmest sløve sammenlignet med Moodys hyperaktivitet. Han spænede og hoppede rundt på scenen som en teenager høj på for meget sukker og energidrik.
Men selv den mest energiske er nødt til at hvile sig lidt, hvilket skete omtrent halvvejs inde i sættet, hvor Ivan gav os en akustisk a cappella-version af de to megahits ”Wrong Side of Heaven” og ”Battle Born” – og viste os, hvorfor det lige netop var dém, der var hovednavn denne aften. Det er ikke mange af nutidens musikere, der kan levere en så ren vokal uden at være autotunede eller bakket op af instrumentale toner.
Efterfølgende var det tid til den klassiske ørehænger ”Burn MF” hvor salens højre og venstre side skulle konkurrere om hvem, der kunne synge højest. Derefter overlod hele bandet scenen til den nye trommeslager Charlie Engen, så han kunne vise os, at han bestemt er fuldt på højde med hans forgænger Jeremy Spencer. Inden aftenens sidste numre fortalte Moody om, hvor lang tid han havde været ædru og spurgte, om der var andre, der ligesom han, kæmpede for at holde sig fra et misbrug. Han udvalgte en af de oprakte hænder, som han belønnede med sit smadrede baseballbat: en fed souvenir at tage med hjem på hylden, til at minde en om, at man er på rette vej.
Sætliste:
-
- Lift Me Up
- Trouble
- Wash It All Away
- Segue (on tape)
- Jekyll and Hyde
- Sham Pain
- Bad Company (Bad Company cover)
- Burn It Down
- Got Your Six
- The Agony of Regret (on tape)
- Wrong Side of Heaven (acoustic)
- Battle Born (partly acoustic)
- Blue on Black (Kenny Wayne Shepherd cover)
- Coming Down
- Never Enough
- Burn MF (with drum solo)
- Under and Over It (Encore)
- Far From Home (Encore, A capella)
- The Bleeding (Encore)
- House of the Rising Sun (on tape)
- Inside Out (on tape)
Vejret og den grå stemning udenfor står i dyb kontrast til den, vi bærer med os ud af salen. Tonerne fra ”House of the Rising Sun” kan stadig anes i højtalerne og minder os om, at vi oplevede en lige så stor forskel mellem aftenens to hovednavne på scenen: Mustaines thrash og Moodys nu-metal – to store navne fra hver sin æra i musikhistorien. En aften, vi alle sent vil glemme.
Bad Wolves
Megadeth
Five Finger Death Punch
About the author:
Assignments: Music reviews and photographing / Editorial Tasks
Active since: 11-06-2018
Favorite genres: Melodic Death Metal / Industrial Metal / Symphonic Black Metal
Ereley
Advocacy