Kort, Hårdt, Kontant
Kort, hårdt og kontant. Dette er tre ord, som de svenske crust punk-veteraner i Wolfbrigade længe har personificeret gennem deres altid iørefaldende blanding af hardcore punk og metal. Disse tre nye tracks er ingen undtagelse, og det er, vist en smule forudsigeligt, selvom det på ingen måde en dårlig ting.
Kæmpe bagkatalog
Siden deres formation i 1995, dengang under navnet Wolfpack, har gutterne i Wolfbrigade smadret igennem på scener over hele verden med deres egen hårdtslående udgave af crust punk. Hele ti albums og fem EP’er er det blevet til, og nu, i herrens år 2022, smider de en ny EP på gaden. Den lægger al tvivl til hvile, hvis nogen skulle have gået rundt og været bange for, at de erfarne svende var ved at miste grebet.
Fuld fart over feltet
Anti-Tank Dogs lægger hårdt ud med titeltracket. På bare tre minutter bliver vi revet rundt af alt fra grove thrashy guitarer og pedal-maniske trommer, til en vokal som går fra rå punk til decideret grusom dødsvokal. Alt sammen med det høje tempo man forventer fra netop punkgenren.
Man får ikke megen tid til at komme sig over den barske opvågning, før EP’en stormer ind i skæring nummer to, “Brainruler”. Dette er, mod al forventning, endnu mere tempofyldt end det hæsblæsende åbningsnummer. Rent musikalsk er det lidt mere den traditionelle hardcore punk som man kunne forvente, men energien holdes på sådan et konstant højt og stigende niveau, at det efter første nummer minder om det musikalske svar på en voldelig eskalering.
Det tredje og afsluttende nummer på EP’en, “Necronomion”, er et overraskende, men dog velkomment mere indslag fra de dyriske punkrockere. Der gives faktisk lidt tid til stemningsopbygning, før helvede bryder løs igen. Det er klart et stand-out, ikke bare blandt disse få numre, men fra hvad man generelt forventer fra et band som Wolfbrigade. En sang der ville passe perfekt som en del af soundtracket til en ultravoldelig, usmagelig men dog elskværdig kult- actionfilm fra de tidlige 80’ere, er den perfekte måde at afslutte dette korte, men meget tilfredsstillende gensyn med nogle genreveteraner af den gamle skole.
Ikke de store overraskelser
Der er måske ikke meget som vil overraske de garvede fans på denne udgivelse, men folk som ved hvad Wolfbrigade handler om, eller bare har en forkærlighed for rå og ulækker – på den gode måde – smadremusik, vil stadigvæk gøre sig selv en ugerning, hvis de misser denne lille kaos-trilogi.
10 minutter er måske ikke meget musik, men den energi der pumpes ud af de tre numre på Anti-Tank, kan sagtens tåle blive sat på repeat.
Trackliste:
- Anti-Tank Dogs
- Brainruler
- Necronomion
Stream EP’en på Spotify eller lyt på den herunder:
About the author:
Assignments: Reviews of concerts and releases / Band interviews / Editorial Tasks
Active since: 09-09-2019
Favorite genres: Punk / Hardcore / Metal in all shapes and sizes