Nordisk mytologi og historiske fortolkninger fra vikingetiden kommer til live
Træk vejret helt ned i dine dybe vikingelunger, for vi skal nemlig på tur med Vanir tilbage til vikingetiden og den nordiske mytologis æra. Bandet formidler gennem deres musik fortolkninger af historier fra vikingerne og den nordiske mytologi, så vikingetidens værdier ikke bliver glemt. I dette album bliver vi klogere på den hedenske vikingekonge Svend Tveskæg.
Vikingemusik fra Roskilde
Danske Vanir, der lige har holdt 10-årsjubilæum, udkom for snart et år siden med albummet Allfather. Vanir er stiftet i Roskilde og har udgivet i alt fem albums, hvoraf Allfather er det nyeste. Det er et band, mange er kommet til at holde af igennem årene – og det forstår man godt. Deres velkomponerede musik er noget, man kan samles om på gammel vikingmanér. Bandet består af dygtige musikere, der her i albummet tager os med ind i et univers med de gamle nordiske guder. Allfather tager udgangspunkt i vikingekongen Svend Tveskæg og de kampe, han historisk er kendt for, samt den faderfigur, han indtager i den nordiske mytologi gennem en visualisering af Odin og i navnet på albummet. Vanir ønsker altså at ”bygge bro mellem mand og myte” – noget, jeg synes, de lykkes ganske godt med.
Viking
Vanir bliver nævnt i forlængelse af bands som Amon Amarth, og det giver noget at leve op til – men det lykkes også. De leverer noget rigtig fed musik, som fortjener den gode omtale, den har fået. Musikken er benhård med tunge, hurtige trommer, hvor den aggressive guitar og bas følger trop, alt imens der bliver growlet på ondeste vis. Her kunne jeg godt mangle en smule kontrast i musikken, da det kommer til at virke lidt ensformigt. I et nummer som ”Fejd” får vi dog noget kontrast, hvor der i en fed lyrik bliver sunget dele af sangen uden growl.
Generelt er det noget godt komponeret musik med en gennemarbejdet lyrik, hvor det er meget fremtrædende, at deres tema er bundet til vikingestilen og de gamle nordiske guder. Det giver musik, der er optimal til de rå aftener med øl – eller mjød – og samtidig er der nok acceleration på trommerne til at holde tempoet oppe hele aftenen. Det er lige før, man kunne forestille sig at sidde i et vildmarksbad og koge sammen med en øl serveret i horn.
Et band med deres helt egen stil
Det er et rigtigt stærkt album fra Vanir, og jeg kan godt lide den stil og det tema, de gør til en del af deres musik. Der er ikke mange skønhedsfejl, hvilket altid er en fornøjelse, når man sætter sig ned for at lytte et album igennem. Jeg er overbevist om, at bandet kunne være rigtig fedt at opleve live. Så heldig har jeg ikke været endnu – men der er mulighed for det, idet at de kommer til Aarhus og spiller koncert fredag den 20. marts 2020.
Det er bestemt en overbevisende måde, bandet har valgt at kommunikere deres budskaber på, og det giver en helt unik stemning, når musikken omhandler de traditioner og ideologier, vikingerne stod for. Noget, jeg tror, bandet kun er i stand til på grund af deres egen fascination af emnet med forhistorierne fra vikingetiden.
Trackliste:
- Væringjar
- Svoldir
- The Final Stand
- Ironside
- Shield Wall
- Fejd
- Thor
- Bearer of the Word
- Ulfhednar
- Einherjer
- Gravfærd