-
Silent Fracture - Hunger:Lust:Death:Pray
2.5
Debut som slår en proper næve
Silent Fracture har spøgt en smule i den danske undergrund i nogle år nu. Med et par EP’er udgivet i løbet af de seneste par år, har de fået skabt en del opmærksomhed på dem selv. Nu er de så klar med et melodisk og hårdtslående debutalbum, som vil lyde en anelse for familiært for fans af genren.
Arrig energi på trods af manglende nuancer
At placere ”Nightmare” som første sang på albummet, var en utrolig smart beslutning. Nummerets korte og klassisk lydende intro gør et godt stykke arbejde i at fange lytterens opmærksomhed, inden det for alvor går amok. Tordnende guitarer og trommer bryder pludseligt freden, og kort tid efter slutter en bidsk vokal sig til, med det klassiske vrede og intense udtryk som vi kender fra genren. Resten af nummeret byder også på nogle ganske veltimede temposkift både instrumentalt og vokalmæssigt. Silent Fracture får også allerede her kastet både melodiske, hardcore, og groove-elementer ind i komponeringen. Hvis man er vild med dette første track, så er der gode nyheder. For stort set resten af albummet leverer i præcist samme kaliber.
Selvom det er et imponerende antal musiske spor, som Silent Fracture formår at køre i, så kom der dog et tidspunkt på albummet, hvor jeg ønskede, at de ville ændre bare en lille smule kurs. I forhold til hvor mange genrer de drager inspiration fra, så blev jeg overrasket over, hvor hurtigt det hele blev lidt for ensformigt. Ikke at det var decideret kedeligt, overhovedet ikke. Der er en god gennemkørende energi på hele albummet, men på trods af dette, så havde jeg efter flere gennemlytninger stadig svært ved at holde styr på, hvor langt jeg egentlig var kommet. Der er, efter min mening, alt for få hørbare milesten på albummets numre, som gør sig selv genkendelig ved kasuel lytning. Når jeg oplever dette på et album, så må jeg altid stille spørgsmålet: Er det sangskrivningen den er gal med? Musikernes instrumentale kunnen? Eller måske produktionen?
Lost in translation
Efter af have lyttet en smule mere analytisk til de enkelte numre på albummet blev jeg dog lettet over at opdage, at der absolut ikke er mangel på evner hos de individuelle bandmedlemmer. På trods af at Julian Gilbros growl ikke er det mest unikke genren nogensinde har hørt, så formår han at komme med en benhård intensitet på stort set hvert eneste nummer, og har minimale problemer med at følge musikkens skiftende tempoer. Jeg ville dog ønske, at vi fik lidt mere af den hæse råb/sang-blanding, som han disker op med på blandt andet ”Nightmare”.
Resten af bandet skuffer heller ikke med deres teknik. Selvom jeg til at starte med følte en mangel på kreativitet i størstedelen af de bærende melodier på albummet, så endte jeg efter flere lyt faktisk med at lægge mærke til flere fængende passager. Problemet er dog, at produktionen på Hunger:Lust:Death:Pray er for flad. Jeg forstår godt, at et band med sådan et råt lydbillede og udtryk, for alt i verdenen gerne vil undgå en overproduceret lyd. Det kan dog også gå for meget den anden vej, hvilket jeg personligt mener, er tilfældet her. Det varierer en smule fra nummer til nummer, men en tendens jeg hører på albummet er, at vokalen og de forskellige instrumenter ofte kæmper om pladsen. Det føles ofte som om, at guitarerne bliver skubbet for langt tilbage, eller vokalen for langt frem, når disse optræder på samme tid. Dette er en skam, da der er flere af de mere stemningsfyldte sektioner på albummet, hvor jeg føler, at instrumenterne godt kunne have taget førersædet foran vokalen, uden at nogle af elementerne ville miste deres effektivitet, Jeg mener sågar at de ville have styrket hinanden betydeligt mere end hvad der er tilfældet.
Lys for enden af tunnelen
Efter at have lyttet gentagende gange til Hunger:Lust:Death:Pray, så står jeg tilbage med en smule skuffelse over, at hvad jeg føler, kunne have været en fantastisk debut, er blevet degraderet til noget lettere gennemsnitligt i miks-processen. Dog har jeg mest af alt en nysgerrighed for fremtiden af Silent Fracture. Der er intet på dette album, som fortæller mig, at det er et band, som ikke er i stand til at levere varen. Især er jeg sikker på, at de skaber en pokkers til mindeværdig live-forestilling, hvis bare halvdelen af den aggressivitet de udtrykker på albummet, bliver bragt med på scenen.
Jeg er sikker på, at hvis man er fan af hård, melodisk metal, så vil man finde noget at elske her, på trods af mine kvaler med de mere tekniske elementer. Jeg vil personligt selv glæde mig til at se, hvad Silent Fracture byder os på deres fremtidige bestræbelser.
Trackliste:
- Nightmare
- The Wicked
- Enemy of Me
- Lions and Lambs
- Bring Me Home
- Damned Ignorance
- Disengaged
- Dead Inside
- Hellbound Agony
- Diamonds (feat. Benjamin Ganzhorn)
About the author:
Assignments: Reviews of concerts and releases / Band interviews / Editorial Tasks
Active since: 09-09-2019
Favorite genres: Punk / Hardcore / Metal in all shapes and sizes
Adbhutam
Peter Hesseloe