-
Royal Deceit - Animus
4.5
Hæderlig debut fra skanderborgdrenge
Den moderne metalcorescene er ikke nem at kaste sig ud i. Hvis man ikke kommer med noget, som folk aldrig har hørt før, er det utroligt svært at skille sig ud – her er Royal Deceit lidt specielle. Deres fremgangsmåde er umiddelbart ikke noget, som aldrig er hørt før i genren; det, der gør disse drenge specielle, er, at de udfører alle metalcorens grundregler og normer på et niveau, som man normalt kun hører fra nogle af de længst etablerede bands på scenen. Dét alene gør Animus til et album, som man ikke kan ignorere.
Tilbagevenden til genrens storhedstid
Efter en meget stemningsopbyggende intro, går det første rigtige track i gang. ”End of Days” er et intenst og brutalt første nummer: vokalisten Mathias Rønde Uldall kommer i nærheden af en råhed, man mest kender fra deathcore-genren. Efter det første, korte nummer, troede jeg, at jeg havde fået en forsmag på det, jeg kunne forvente af resten af albummet, og så derfor frem til en energisk, men måske også relativt ensformig debut. Men om ikke jeg tog fejl! ”Bite the Curb” bragte mig straks tilbage til mine teenageår i midt-nullerne, hvor jeg først lige havde fået øjnene op for bands som As I LayDying og The Devil Wears Prada. Følelsen af at finde et band, som på en meget ligefrem og naturlig blander dybe growls, vigorøse guitarer, buldrende trommer, catchy melodier og emotionel sang, er efterhånden en sjældenhed. For det meste lyder forsøgene afdanket eller forældet.
Et første album som oser af rutine
Royal Deceit er stadigt et relativt ungt band: de blev etableret i 2014, og har et par enkelte EP’er på bagen. Den lyd, de leverer på Animus, er dog en lyd, som normalt er at forvente fra et etableret band med mindst et årti af albums og tours bag sig. De har en lyd, der er let genkendelig for fans af genren og samtidigt unik nok til, at den kan kaldes deres egen. Guitaristerne Jesper Malmsiø Larsen og Alexander Jacobsen bygger melodier og rytmer op og bryder dem ned igen med en tydelig rutine, som man ikke kan fuske sig til med en god producer. Samtidig udviser trommeslageren Simon Drachmann og bassisten Andreas Harder Laursen absolut ingen grund til, at betvivle deres færdigheder. De går gnidningsfrit fra at være auditive mure af ren intensitet, til at fokusere på at fremme de mere melodiske momenter på albummet. Selvom der ikke er nogen revolution af metalcore-genren i gang her, så siger det en del, at Royal Deceit i herrens år 2020 udfører metalcore bedre end de fleste eksisterende bands med rødder i genrens glansperiode.
En lovende fremtid
Når jeg lytter til Animus, kan jeg ikke lade være med at glæde mig lidt til at se, hvad fremtiden vil bringe fra disse gutter. De har allerede et jerngreb om kunsten at spille god metalcore, endda med et lille glimt af nu-metal her og der. Måske de vil læne sig endnu mere ind i den genre i fremtiden, eller måske finder de på noget helt tredje. Uanset hvad, så har de i hvert fald vist os her, at det ikke er evnerne, der kommer til at holde dem tilbage.
Medmindre du er en af dem, som ikke kan udstå metalcore, uanset hvilket niveau det spilles på, så er Animus et sikkert hit. Specielt folk, der har en kærlighed til denne lyd, vil med god samvittighed kunne samle albummet op og støtte et dansk band, som med international kvalitet har pustet nyt liv i genren.
Trackliste:
- History Repeats
- End of Days
- Bite the Curb
- Just Business
- Elitist
- Chasing Ghosts
- Pariah
- Backstabber
- Hang Them Hight
- Oceans of Black
- Echeos of Hate
About the author:
Assignments: Reviews of concerts and releases / Band interviews / Editorial Tasks
Active since: 09-09-2019
Favorite genres: Punk / Hardcore / Metal in all shapes and sizes
Jane Steg
Peter Hesseloe