-
Redwood Hill - Ender
4.5
Kunsten at sætte punktum
Når en fortælling skal afsluttes, er der mange ting, der bare skal passe sammen. Især når der er tale om det sidste kapitel i en trilogi. Det første kapitel i Redwood Hills trilogi startede tilbage i 2013 med albummet Descender, der blev fulgt op af Collider året efter. Begge disse værker blev meget varmt modtaget, så presset er på, når deres fans skulle vente næsten seks år på afslutningen. Har det mon været ventetiden værd?
Et dystert triumftog
Redwood Hills musik eksisterer lidt for sig selv på den danske scene. Der er generelt ikke særlig mange musikere, som i første omgang overhovedet begår sig i den såkaldte ’post-metal’-genre, og det er heller ikke mange, der helhjertet og gennemført kaster sig ud i ren og skær musikalsk melankoli. De påtager sig vellykket både den vemodige stemning og en ørefangende skønhed.
Selve bandets historie har også sin begyndelse i det lidt dystre, da hele konceptet blev skabt i starten af sidste årti, hvor mange af medlemmerne oplevede dødsfald og andre tragedier, som kom helt tæt på livet af dem. De følelser, der følger med den slags, fik de tæt på perfekt kanaliseret ned på albummene Descender og Collider. Man kunne derfor tro, at der ville være en reel fare for, at Ender, seks år senere, enten ville begynde at lyde lidt træt og måske påtaget, eller at gruppen ville forsøge noget helt andet, end det, deres fans var blevet så glade for, et halvt årti tidligere.
Det skulle dog vise sig, at Redwood Hill ikke er et hvilket som helst band, for det lykkedes dem nemlig at være både genkendelige og tro overfor deres egen historie på Ender, men uden at det på noget tidspunkt bærer præg af hverken genbrug eller mangel på kreativitet.
Smukt, dragende og vemodigt
Ender starter med nummeret, som deler navn med deres første album, Descender. Den er bygget op på det, man måske kan kalde for en ’typisk’ Redwood Hill-måde. En stemningsfuld, lettere tyst og melodisk opbygning, som efter over fem minutter, eksploderer i rå og passionerede black metal inspirerede skrål, med en lige så stærk intensivering af instrumenterne. Det er ikke noget, der vil chokere lyttere af gruppens tidligere albums, men det, der straks sætter Ender i en anden klasse, er produktionen. Der er tydeligvis blevet kælet lidt mere for det hele, lige fra de rå optagelser til masteringen af albummet. Det hele lyder bare godt.
I gennem alle 11 tracks på Ender er der helt sikkert en rød tråd i komponeringen. Alle numrene tager og giver energi videre til hinanden, som var de akter i et teaterstykke eller i en film. Også lidt ligesom i en god film, så kan de lidt mere dystre instrumentale passager faktisk gøre én lidt nervøs for, hvad der mon nu snart skal til at ske. Det viser sig især for mig på tracket ”Leben”, hvis initiale, langsomt fremtonende guitar- og baspassage har en lettere skummel implikation, på en sådan måde, at man bare ved, at noget snart skal ske. Så når frontmand Marco Sewohls gennemskærende skrig endelig slår til, rammer det bare lidt hårdere, end en lignende vokal ville gøre, i en lidt mindre mesterlig komposition.
Post-metal, eller post-hvad-som-helst, kan være en spøjs genretype at skulle bevæge sig ind i, da der måske ikke er ligeså mange regler, som man kunne forvente af andre, mere historisk stålsatte undergenrer i metalmusikken. Redwood Hill klarer det dog på imponerende vis, ved at blande elementer fra forskellige velkendte scener. Især black metal er en klar inspiration her, men det lykkedes dem faktisk også at inkorporere en tydelig sludge-lyd, for ikke at glemme enkelte steder, som der faktisk har en lille aroma af hardcore.
Det lyder dog ikke på nogle måder kunstigt eller som en forhastet sammensyning. Faktisk er bandets egen lyd så konsistent, at jeg må indrømme, jeg havde lidt svært ved at huske præcist hvilke sange, der var hvad, når jeg ville opsøge et specielt fedt moment. Kvaliteten er dog heldigvis stadig så høj, at når jeg huskede forkert, var der ingen skuffede miner, selvom jeg kom til at bruge fem minutter på det ’forkerte’ nummer.
Når enden er god…
Selvom den overordnede stemning på Ender er alt andet, end hvad jeg vil kalde opløftende, kunne jeg stadig ikke lade være med at føle mig lidt svævende, da albummet var ovre. Redwood Hill har med deres trilogi, og især på Ender, lykkedes med at blande melankoli, frygt og desperation, til noget, jeg kun kan beskrive som betagende og smukt.
Selvom trilogien nu er overstået, må vi dog håbe, at gutterne stadig har noget gemt i ærmet til os i fremtiden. For selvom Ender er et fantastisk album, som mange metalbands med glæde ville kalde deres magnum opus, har jeg på fornemmelsen, at det her er en af de grupper, som vil kunne komme med noget endnu vildere, der virkelig vil cementere dem som genrelegender.
Redwood Hill har gjort dét, som mange manuskriptforfattere på visse tv-shows ville ønske, de kunne: De har givet en mere end tilfredsstillende afslutning på deres albumserie. Der er absolut ingen grund til, at én, der finder denne genre bare den mindste smule interessant, ikke skulle få lyttet til Ender, så snart muligheden viser sig. Når du så har gjort det, kan du derefter glæde dig sammen med os andre til, at de for fjerde gang indtager scenen på Copenhell senere i år.
Trackliste:
- Singularity
- No Horizon
- Descender
- Nihil
- Leben
- Black Heart
- Absence
- Collider
- Polar
- The Passage
- Ender
About the author:
Assignments: Reviews of concerts and releases / Band interviews / Editorial Tasks
Active since: 09-09-2019
Favorite genres: Punk / Hardcore / Metal in all shapes and sizes
Lucifer
Lamentari