-
Lamentari – Missa Pro Defunctis
5
Vanvittigt gennemført symfonisk opbygning, der når klimaks – men det slutter ikke der
Nej, i stedet bliver du gennemtævet af fede riffs, og dertil kommer en seriøs lækker høj pitchvokal. Det er det allerførste udspil fra Lamentari, men det er ikke første gang i år, at en debutplade overrasker mig så positivt, at det slår benene væk under mig. Dette udspil kommer hjemme fra vores egen baggård. Hvis nye bands i år begynder at spytte så høj kvalitet ud, som noget af det første, de gør, så bliver det et meget interessant år – for den her EP er både uventet, brillant og virkelig eminent smagfuldt komponeret og spillet.
Mørkladen tur mod afgrunden
Det er svært at skrive en introduktion til dette band, da det er en helt ny duo. Den består af Max Uldahl Pedersen og Emil Holst Partsch, begge fra København. Navnet ’Lamentari’ betyder: et passioneret udtryk for sorg. Musikken leder ens tanker hen på typisk, symfonisk black metal, med de klassiske elementer og kompositioner. Hvor jeg normalt føler: ’Var det bare det?’, under det episke klimaks fra andre grupper, gør jeg det ikke med Lamentari; Pedersen og Partsch evner at føre dig hele vejen op til toppen, og bagefter sønderrive dig i den mest vidunderlige, dunkle, uldne tur mod afgrunden med riffs- og guitarsoloer. Det er så storladent og velproduceret, at man nærmest taber pusten. Lamentari formår med Missa Pro Defunctis at løfte sig til noget mere – til noget unikt.
Inderligt og smukt
”Dies Irae” starter albummet op efter en kort intro. Tracket begynder med en yderst klassisk komposition, der nærmest opbygger sig selv – og når toppen er nået, fortsætter det i nogle heftige riffs og blasts, der sender dig ned i en dyster afgrund, for så igen at hive dig op. Derefter kommer der et stykke, der i dén grad minder mig om Dimmu Borgir: Vokalen og det symfoniske underlag er som taget ud af en af deres skiver. I stedet for at slutte her, fortsætter duoen længere og længere ud i en spiral af symfoniske black-elementer, der er så inderlige og smukke, når de bliver forbundet med guitarsoloen. En solo der fører dig igennem til den opbygning, der bliver det endelige klimaks på hele nummeret. For lige at understrege dette, slutter Lamentari af med en smule stilhed, hvor du kan synke det, du lige har oplevet – virkelig smukt!
”Confutatis” afslutter denne EP, det var et nummer jeg lyttede igennem mange gange, og det bliver bedre og bedre for hvér gang. Den er knap så pompøs, som resten af EP’en er. Til gengæld er det ubestridt lækkert, stabilt og dunkelt: Tracket har et indtagende keyboard-stykke, der glider ud i et mellemstykke med strygere og guitarsolo. De to andre sange er derimod helt oppe i de prægtige, overdådige, opbyggende og bombastisk høje segmenter. ”Confutatis” formår at bringe dig fuldstændig ned i den helt anden ende af spekteret. Man kan kun elske, hvordan denne duo bare imponerer på så mange områder.
Kontraster i spil
Wow, et værk at fyre af som sin allerførste udgivelse. Er du til symfonisk black metal, som for eksempel Dimmu Borgir, skal du tjekke denne udgivelse ud. Er du ligesom mig, og ikke rigtig til det førnævnte, og som foretrækker den lidt mere rå black, så gør det alligevel. Der er nogle gedigne, grove og dunkle elementer imellem også, som i dén grad gør det værd at høre denne plade. Du kan opleve Lamentari live på Forbrændingen i Albertslund den 16. maj sammen med Xaon, Sunless Dawn og Ethereal Kingdoms.
Kunne denne udgivelse have været længere? Selvfølgelig kunne den det, og det ville jeg have elsket – men når du først har ladet Lamentari føre dig op gennem klimaks for bagefter at gennemtæve dig med deres lækre riffs, så har du allerede fået virkelig meget. Og det er nu ikke helt dumt at efterlade lytteren sulten efter mere
Trackliste:
- Introitus
- Dies Irae
- Lacrimosa
- Confutatis
About the author:
Assignments: Reviews of Releases and Concerts and Interviews. Nerd on all levels (finding releases, bands and labels) - Giving the editor gray hairs...
Active: 13-12-2019 - 27-08-2022, now freelance-reviewer
Favorite genres: Blackened Death Metal - but listens to all kinds of metal and rock!
Redwood Hill
The Grenadines