-
Psy:code - Persona
3.5
En atmosfæreindsprøjtning til metalcore-genren
Når man snakker om metalcore, kan det være svært at komme udenom de typiske breakdowns, moshpits og de, nogle gange, meget forudsigelige og direkte former for komponering. Der er dog enkelte bands, som ikke er bange for at eksperimentere lidt med formularen. Danske Psy:code er et, og med Persona forsøger de at tilføje mere introspektive og progressive elementer til genren.
Fjerde album fra rutinerede københavnere
Siden 2010 har Psy:code været et meget stabilt band, når det kommer til deres albumudgivelser. Cirka et fuldt album hvert tredje år – noget, som nok de færreste vil rynke på næsen ad. Det er heller ikke fordi, de tager den lette vej ud i forhold til mængden af indhold på deres output. Alle deres plader har haft mindst 11 numre i sig, og Persona er ikke anderledes. Her har gruppen valgt at forkæle os med 12 numre, der rummer alt fra meget traditionel og kompetent lydende metalcore, til primært klaverdrevne ballader, og så noget som kombinerer disse.
Det er nok sikkert at sige, at hvordan du som lytter har det med de sange, der lander midt i de to ekstremer, vil afgøre, hvad du synes om Persona. Det er i dette mellemrum, at langt størstedelen af Psy:codes komponering synes at forekomme, og hvis du er af den mere traditionelle skole, kan det godt få det hele til at lyde som om, at bandet ikke ved, hvor de gerne vil hen med deres sangskrivning. For mig er metalcore dog en genre, hvor man bliver nødt til at stikke lidt ud, for at blive lagt mærke til. Specielt nu om dage, hvor der aldrig er langt til den næste gruppe, som kan opfylde ens trang til growls og breakdowns.
Spacy og excentrisk råhed
Noget, der fangede mit øre under første lyt, var den meget omfattende brug af keys, til at skabe den auditive baggrund i de fleste af numrene. Det er de selvfølgelig ikke det første metalcoreband, der har gjort, men der skal alligevel stadig sendes ros deres vej. Der er nemlig desværre rigtig mange grupper i denne genre, som har svært ved at inkorporere brugen af keyboard, uden at ende med at lyde som et electrocore-band. Psy:code får dog denne lyd indført meget organisk på Persona, og det løfter selv de mest simple og, under andre omstændigheder gennemsnitlige, numre op, ved at uddybe det samlede lydbillede en smule.
Det er ikke for at sige, at musikerne ikke også står stærkt alene. Især vokalen fra Schou er jeg ret glad for. Hans sangstemme er muligvis ikke én, der ville komme i X Factor-finalen, men den er oprigtig og inderlig i sin lyd. Hans skrig og growls glider også, nogle gange, over i noget, der nærmest kan kaldes for råb, eksempelvis under nummeret ”Demons Guide My Way”. Det gør mig dog ikke noget: Det tilføjer blot et lille pust af traditionel hardcore, i et ellers meget lydmæssigt moderne album.
Resten af gutterne gør også deres arbejde rigtig godt. Guitaristerne med de stiliserede kunstnernavne SteiN og JezpR er mere end kompetente på deres instrumenter. Det er dog under rytmesektionerne, at jeg har et problem med Persona. Produktionen er simpelthen tragisk flad på nogle områder, hvilket gør det svært for bassisten Dag og trommeslageren Gøtsche at blive ordentligt hørt. Der er virkelig fede og tempofyldte momenter på albummet, hvor de to herrer simpelthen burde blive skubbet lidt længere frem i miksen.
Selvom den gennemkørende produktion i det store og hele er udført ok, gør den det svært at skille numrene fra hinanden under den første håndfuld gennemlytninger. Bandmedlemmerne er dog talentfulde nok som kunstnere, til, at de for det meste kan skinne igennem den lidt mudrede lyd.
En mere end værdig tilføjelse til genren
Selvom jeg som musikanmelder godt kan sidde og blive lidt irriteret over, at produktionen af et ellers så godt album ikke sad mere i skabet, så kan jeg samtidig som metalcorefan ikke holde min begejstring tilbage. Hvor er det fedt, at vi i Danmark stadig har bands som Psy:code, der ikke er bange for at lave det, som de har lyst til, uden at skue alt for meget til, hvad deres samtidige har gang i. Det er tydeligt, at gutterne har en passion, for hvad de laver, og det skal man tage hatten af for.
Der er god grund til at beundre et band med den arbejdsetik Psy:code har. De kan producere meget musik samtidig med, at de turnerer – uden at ende med at lyde som efterabere eller nogen, som er bange for at lege lidt med den genre, de bevæger sig i. Det alene er værd at støtte op om. At Persona så også er et skidegodt album, det siger vel bare noget om det talent, vi har med at gøre.
Trackliste:
- Collide
- Deranged
- Breathing Fire
- Aldrig
- Dark Days
- Demons Guide My Way
- Til Evig Tid
- Simplified
- Keep on Pretending
- Black Souls
- Perfect Imperfection
- Samme Vej
About the author:
Assignments: Reviews of concerts and releases / Band interviews / Editorial Tasks
Active since: 09-09-2019
Favorite genres: Punk / Hardcore / Metal in all shapes and sizes
The City Kids
Mike Tramp