Det er en kold aften, men så er det godt, at der er masser af varme i Beta – faktisk så meget, at det er lige før, sveden drypper fra loftet. Så har du lidt varme at gå hjem med. Prime is Coming er kommet til København, og er her for at samle penge ind til børns trivsel på asylcentre, nemlig Sandholm lejren, Sjælsmark og Avnstrup asylcenter. Hvad kunne også være bedre end nogle timer med hyggeligt selskab og masser af hjertevarme? Især når de penge man bruger, er med til at hjælpe børn, der har det svært!
The Vision Ablaze
Bandet kommer fra København, og har eksisteret som The Vision Ablaze siden 2010. De udgav i 2015 et album i fuld længde, men siden da har bandet haft udskiftninger og er i gang med at finde deres fælles lyd med en ny forsanger og bassist. Den sætliste, bandet spiller i aften, består derfor af fire helt nye tracks, der også bliver en del af deres kommende udgivelse.
Bandet vælger at lægge ud med noget af en langsom sjæler og forsangeren understreger også dette ved at stå på scenen og lade hånden langsomt svæve frem og tilbage. Faktisk skiller sangen sig meget ud fra resten af bandets sæt, og når jeg snakker med publikum, lyder det også til, at nummeret virker en smule malplaceret – lidt surt, for det har helt sikkert været deres mening at komme til Beta og sparke igennem. Heldigvis fortsætter bandet med tre brutale numre, der indeholder en masse energi og periodiske, melodiske riffs i en lækker komposition. Den nye forsanger Tim Nederveen shiner, når han growler, og det burde han gøre noget mere i. Desværre lider den rene vokal af nogle enkelte knæk.
Der er ingen tvivl om, at bandet har lagt deres hjerte i at udvikle og komponere disse nye numre, for det er gode, aggressive og storladne riffs med flotte harmonier samt trommerne og guitaren komplimenter hinanden. Guitarsoloerne flyder derud af, men på scenen virker det, som om bandet kan være en smule introverte: de er koncentreret, men kommer ikke helt så meget personligt ud over scenekanten, og det er noget publikum efterspørger.
Der er ingen tvivl om, at dette band kan komme virkelig langt; det bliver spændende at se bandets fremtidige plade samt hvornår den kommer ud – jeg ser frem til den allerede! Er du til lækker, brutal og melodisk metalcore, så bør du gøre det samme.
Sætliste:
- Forever Haunted
- Transcendence
- It’s in the Water
- Starborn
South Haven
South Haven er et femmands band fra København bestående af bassist, guitarist, trommeslager og to kvindelige vokaler. Deres stil er en god blanding af pop-punk, funk, R&B, hård rock og en smule metal-vibes.
På den samlede line-up kan det undre, at man har placeret South Haven mellem to bands, der har langt mere tilfælles og dermed får South Haven til at skille sig helt vildt meget ud. I stedet skulle de have været allerførst på scenen. Bandet kommer til at fungere som den perfekte pause til en cigaret og/eller frisk luft, og det bliver da også benyttet af publikum.
Det er åbenlyst, at South Haven arbejder enormt meget med deres live-performance, og de prøver virkelig hårdt. Men man kommer til at savne intensiteten; deres lyst til at spille den musik, de gør. Det virker til at være et godt koncept. På papiret lyder det rigtig godt: Vi blander poppen med lidt hård rock og metal lyd – men for at det skal fungere, skal det kunne mærkes, at alle brænder for det. Det mangler denne aften. Pigerne forsøger at få sunget lidt op til de forskellige instrumentale medlemmer og til hinanden, men resten af besætningen kommer til at ligne stillestående support, der bare venter på en chance til at kunne fyre den af, men aldrig rigtig får muligheden for det.
Angels stemme er virkelig flot og hun formår at komme ud over scenekanten. Lyden på Christines vokal er ikke høj nok, og jeg ved ikke om det er på grund af, at hun lige skal hæve stemmen noget mere for at komme ud, men den knækker en del gange undervejs, og det er rigtigt ærgerligt. Det kunne være fedt at se bandet få en smule mere rigtigt metal ind i musikken – i hvert fald hvis de skal fungere som support for metalbands.
Sætliste:
- Better
- Crush
- Sweet Suffering
- Torn
- Soldiers Heart
- Devotion
- Dancing in Nightmares
The Interbeing
The Interbeing er et industrielt-melodisk metalband fra København, der er opstartet i 2006 og har en EP og to albums ude. De virker da også til at fungere som en gennemøvet helhed under hele koncerten: de er enormt meget til stede og de er bevidste om de valg, de fortager, helt ned til Daras kontaktlinser. Jeg er ikke den store industriel-metalfan, men de formår at overbevise mig om, at jeg faktisk godt kan lide det, hvis det bare er skruet helt rigtigt sammen som det er her – tak for påmindelsen!
Der går ikke længe, før publikum er tilbage fra deres rygepause og er med til at fylde den lille sal fuldstændig op – der er tæt pakket og folk står som sild i en tønde og derfor bliver der også virkelig varmt. Det får dog slet ikke humøret ned hos publikum, der nyder at høre bandets lækre, tunge, melodiske metal; The Interbeing smider hurtige, heftige riffs ud over Betas lille sal og det er tight hele vejen igennem. Betasalens publikum svarer også hjerteligt igen: de synger med, de svinger med garnet og skoene i rummet får luft under sålerne.
For første gang i aften er lyset i Beta spot on. Indtil nu har lyset fra siden fungeret som blinkende lygter, der mest af alt burde have været noget, der fandt sted til techno- eller hiphop-koncerter. Hele aftenen har jeg tænkt: ”hvorfor fjerner man dog ikke sidelyset, for hvad gør det godt for?” Men her under den sidste koncert er lyssætningen bare helt rigtig, ligesom resten af sceneshowet, og de blinkende lygter er i stedet forvandlet til mere ensartet farver, der skifter mere langsomt og er med til at fremhæve lygterne i loftet. Man går fra denne koncert med et ønske om snart at høre noget mere nyt fra The Interbeing – et band, jeg ikke havde stiftet så meget bekendtskab med, før op til koncerten gennem min research. Tjek dette band ud, hvis du er til tight, melodisk metal. Lad dig ikke skræmme af industriel-tagget, hvis du som mig ikke altid er helt til det – giv det et lyt alligevel!
Sætliste:
- Intro
- Depressor
- Pulse within the Paradox
- Spiral into Existence
- Sins of the Mechanical
- Purge the Deviant
- Rhesus Artificial
- Fields of Grey
- Deceptive Signal
Det er en aften, der efterlader en masse forskellige indtryk og noget at tænke over. Man går derfra, efter The Interbeing har fået slynget deres hurtigspillet industriel-melodiske riffs ud over publikum så excellent, at det har fået temperaturen til at stige adskillige grader og man er opvarmet og parat til mere…
Fotos venligst udlånt af: Linda Dehn
The Vision Ablaze
South Haven
The Interbeing
About the author:
Assignments: Reviews of Releases and Concerts and Interviews. Nerd on all levels (finding releases, bands and labels) - Giving the editor gray hairs...
Active: 13-12-2019 - 27-08-2022
Favorite genres: Blackened Death Metal - but listens to all kinds of metal and rock!