Ægtepar leverer imponerende passionsprojekt
Josh og Amanda Farrel er manden og konen bag bandet Neverlight. Parret udgav oprindeligt albummet Nova Red tilbage i 2017. Nu har de så valgt at genudgive albummet som en ’Expanded Edition’. Med en genudgivelse er der altid det lurende spørgsmål: ”Er der nogen reel grund til dette, eller er det bare en kynisk måde at tjene lidt ved at genbruge gammelt materiale?”. Neverlight viser heldigvis, at genudgivelser sagtens kan retfærdiggøres.
En nuanceret sammensætning af lyde
Neverlight beskriver sig selv som et meget bredt favnende band rent genremæssigt. ’Dark Metal’ er mærkatet, de selv sætter på deres lyd. Jeg mener dog personligt, at dark som en genrebeskrivelse kommer til kort, når det handler om at beskrive de lydbilleder, som bliver fremvist på Nova Red. Gotisk ville være en udmærket måde at beskrive den tematiske føling, der kører igennem hele albummet. Det har en lidt dyster lyrik, som tydeligt er inspireret af gotisk litteratur i sit ordforråd og sin udtryksform. Samtidigt er progressivt det nærmeste, jeg kan komme på at sætte et mærkat på deres musikalske udtryk, som kombinerer fængende guitarsektioner med intense og hårdtslående synths. Rent stilmæssigt er det svært at komme udenom, at Nightwish og lignende bands har været en inspiration bag det lydmæssige image. Alt i alt finder jeg både spor af symfonisk, power, melodisk og alternativt metal igennem hele albummet, dog uden at det føles kunstigt sat sammen på nogen måde, hvilket må siges at være imponerende.
Føles næsten for perfekt sammensat
Det er uendeligt fascinerende, at et band bestående af et ægtepar kan lave en uafhængig udgivelse med den lydkvalitet, som er at finde på dette album. Når man husker, at de kun er to mennesker, er det ikke overraskende, at der også er en del udefrakommende hjælp, som har været rekrutteret for at gøre deres vision til virkelighed. Josh og Amanda står begge for sangskrivningen, mens Josh er den primære guitarist, og Amanda leverer den operainspirerede vokal. Begge disse elementer er en stor del af sammenhængskraften i selve musikken. Men jeg kan ikke lade være med at være lidt nervøs for, om fremtidigt output fra bandet vil være væsentligt anderledes, hvis de ikke kan få præcist det samme talentfulde crew tilbage til at indspille samtlige andre instrumenter samt alt det andet ’behind the scenes’-gøgl, som hører med til produktionen af et album af denne størrelse.
Jeg vil dog ikke dømme denne udgivelse ud fra mine personlige spekulationer om mulige fremtidige mangler. I værste tilfælde beviser Neverlight på dette album, hvad de er i stand til under de bedste omstændigheder. I bedste tilfælde er Nova Red (Expanded Edition) et eksempel på, hvad Josh og Amanda kan udrette, selv når de ikke har faste medlemmer på de resterende poster.
Noget for de fleste, trods enkelte mangler
Jeg er normalt lidt nervøs for at anmelde den slags metal, som Neverlight leverer. For jeg skal blankt indrømme, at bands med en tydelig Nightwish-inspiration har det med at efterlade mig med en oplevelse, af en flok kunstnere som tydeligvis brænder for det de laver, men som har svært ved at overkomme den kitsch, som kan følge med, når man forsøger at levere den form for operainspireret dramatisk musik.
Jeg er derfor glad for at kunne meddele, at Neverlight er et af de bands, som helt sikkert har passionen med i det de producerer, og med den overkommer den lidt falske, opstadsede lyd, som mange andre ikke formåder. Amandas stærke vokal kan nogle gange blive lidt ensformig i sin elegance, hvilket kan lyde lidt hårdt. Men når denne elegante og kraftfulde vokal kombineres med den mere kaotiske og hårdtslående musik, især på den første og sidste håndfuld numre på albummet, er der virkelig noget specielt her, som jeg håber, at de vil bygge videre på på deres kommende album. Giv os endelig mere af de skrig/growls, som kort kigger forbi enkelte gange!
Alt i alt er Nova Red (Expanded Edition) en fantastisk god introduktion til nye fans. De ekstra tracks, som er tilføjet på denne udgivelse, vil også helt sikkert være en lækker lille godtepose for de allerede etablerede lyttere.
Trackliste:
- In Darkness
- Fractal
- Moonlight Fire
- Shallow Grave
- Forget Me
- The Revenant
- Liar
- Your Medusa
- United Against
- Red Shift
- Nova Red
- Scarlight (Piano Version)
- Inner Demons (Demo)
- Gatherer (Demo)
- Shallow Grave (Acoustic Version)
About the author:
Assignments: Reviews of concerts and releases / Band interviews / Editorial Tasks
Active since: 09-09-2019
Favorite genres: Punk / Hardcore / Metal in all shapes and sizes