Når det kommer til en genre som Industrial, er der ikke mange kaniner med hanekam man kan rive op af den høje hat. Alligevel lader den til at have en magisk tiltrækningskraft på flere og flere i den danske befolkning. Det måtte jeg sande, da køen foran indgangen til pumpehuset denne lørdag aften slangede sig næsten helt over til Palads-bygningen kort før dørene blev slået op klokken 20.00.
Skold
Det er første gang, jeg selv stifter bekendtskab med den spændende person Tim Sköld: stifteren af det svenske band, der bærer hans efternavn. Bandet består af forsangeren Tim Sköld på guitar, Nero Bellum på keyboardet og Jon Siren bag trommerne. Tim er kendt fra blandt andet sin tid som bassist for legenden Marilyn Manson, men også fra soundtracket til filmen Universal Soldier: The Return. Han har desuden også været producer for både Marilyn Manson og aftenens hovednavn Motionless in White. Siden han gik solo, har han sparket ikke mindre end tre mere eller mindre anmelderroste albums, ned i sin bagage, fra rejsen op gennem hans karriere.
Industrial og Alternative metal var aftenens tema, og det må man sige, Skold levede op til. Bandets tre medlemmer kom på scenen meget tæt på det annoncerede klokkeslæt, og Jons trommer buldrede tungt tonerne til første nummer, ”Triumph of the Will”. Musikerne på scenen var iklædt sort gothtøj, var sminket lighvide i hovederne og deres hårpragt mindede samtidig mest af alt om 80’ernes punkerfrisurer.
Stemningen og lyssætningen på scenen var indenfor det kolde, dystre, tunge og monotone, og hele koncerten igennem var det Jons dundertrommer, der satte takten – som på en galej over Atlanten. Jeg hørte en tilskuer kalde musikken meditativ og afslappende, og det så da også ud til, folk virkelig slappede af og blev sløve. Godt hjulpet på vej af den manglende interaktion fra de tre på scenen; det første rigtige livstegn fra bandet var, da de præsenterede deres nye nummer, ”Small World”, for os.
Vi skulle dog vente helt til tredjesidste nummer, ”Don’t Pray for Me”, før folk spredt begyndte at bevæge sig tranceagtigt til musikken. Alt imens de af og til smed en næve eller horn i luften mellem numrene. Bandet rundede af med sætlistens sidste – og efter min mening også bedste, nummer, ”Better the Devil”, inden scenen skulle indtages af Motionless in White kort efter.
Sætliste:
- Triumph of the Will
- I Will Not Forget
- Tonight
- Small World
- Remember
- Roses
- Don’t Pray for Me
- Angel of Noise
Motionless In White
Aftenens hovednavn havde jeg glædet mig til, lige siden jeg, desværre, gik glip af dem på CopenHell i 2017. Så forventningerne var høje, og det skulle vise sig, at de heldigvis ikke blev bristet i løbet af aftenen. Inden hovednavnet kom på, blev tålmodigheden dog sat en smule på prøve med technorytmer og Christina Aguileras ”Genie in a Bottle”, i højtalerne. Pinslerne varede, til min glæde, ikke længe, og efter en smule forsinkelse kom forsangeren Chris “Motionless” Cerulli og resten af bandet begejstret på scenen.
Koncerten blev indledt med nummeret ”Undead Ahead 2: The Tale of the Midnight Ride” – et track, der i sit navn alene rummer mere end dobbelt så mange tegn end antallet af numre på bandets, ellers lange, sætliste. Efter at have mediteret til Skolds musik, var alle nu sprængfyldt med energi: der blev headbanget, danset, hoppet og ikke mindst moshpittet, som var der ikke en dag i morgen. Folk puffede og hoppede så meget, at det var svært at holde øllet i krusene, og ikke så få kom hjem med tøj og sko gennemvædet af den gyldne drik.
Men om det var stemningen fra gulvet der smittede bandet på scenen eller det omvendte, ved jeg ikke. Chris takkede i hvert fald flere gange undervejs i koncerten, og han havde også masser af overskud til ikke bare at opildne publikum til mere, men også opfordre os til at ryste bagdelen. Dette tog de glade metalheads hurtigt til sig, men ikke alle kunne desværre holde til presset fra alle sider. Selv hér havde forsangeren ikke bare overskud, men også overblik, nok til at stoppe koncerten et øjeblik, for at få hjulpet en nødstedt tilskuer ud, og invitere hende til at stå backstage og se resten af koncerten fra sidelinjen i sikkerhed.
Efterfølgende lagde jeg mærke til, hvor mange, der havde fortrukket sig op til bjælkerne langs salen, for at kunne se det hele lidt fra oven, uden at komme til skade. Her fik jeg øje på en lille pige, nok ikke meget ældre end 10 år, der tilsyneladende ikke bare vidste hvordan man headbanger, men også kendte samtlige bandets tekster og sang med på det hele med stor entusiasme.
Aftenens sætliste bød på en bred vifte af sange fra samtlige af deres tidligere albums – krydret med en trommesolo lidt før ”Sick From the Melt” i bedste The-Muppets-stil. Animal har bestemt ikke levet forgæves.
Alt i alt en virkelig stemningsfuld og vidunderlig koncertoplevelse, der langsomt byggede op til et klimaks, som kulminerede da folk messede på ekstranummer – OG FIK DET! Nummeret ”Eternally Yours”, gav mig associationer til danske The Interbeing: et band, jeg værdsætter meget, og derfor kan jeg kun gå hjem med en glad følelse dybt i maven.
Sætliste:
- Undead Ahead II: The Tale of the Midnight Ride
- Necessary Evil
- /c0de
- Soft
- Disguise
- Brand New Numb
- Catharsis
- Voices
- Headache
- Rats
- Reincarnate
- Sick From the Melt
- Abigail
- Break the Cycle
- Broadcasting From Beyond the Grave: Death Inc.
- Devil’s Night
- Eternally Yours (encore)
Med et trylleslag sluttede aftenen: efter først at være blevet bragt i en hypnoselignende trance, til dernæst at kaste sig ustyrligt rundt til musikken – som havde bandet fået fingre i djævelens violin der tvang os til at danse indtil den lyse morgen. For endvidere til sidst at vandre hjem med en udmattet, men mæt, smil på læben, stadig med sætlisterne fra aftenen på repeat på den indre pladespiller.
Skold
Motionless In White
About the author:
Assignments: Music reviews and photographing / Editorial Tasks
Active since: 11-06-2018
Favorite genres: Melodic Death Metal / Industrial Metal / Symphonic Black Metal