-
Gjaldulei
-
Sylvatica
-
Afsky
-
Moonsorrow
3.75
Hvad har en flok folkemusikskjalde, dødsmetal og black metal til fælles? Når de alle krydres med lidt hedenske vikingeelementer, så kan de serveres på en scene til Udgårdsfest i Pumpehuset. Kombineres menuen med et horn fuld af mjøl og tilpasse mængder af headbanging, så kan man kun føle sig godt tilpas.
Gjaldulei
Dagens første band indfandt sig tidligt på scenen i Byhaven. Som en gruppe markedsskjalde med hvert sit autentiske og håndlavede instrument tog Gjaldulei os med på en tidsrejse tilbage til dengang, hvor de gamle sagaer blev født. Med stemmer og instrumenter, der smukt akkompagnerede hinanden, blev vi tryllebundet og forført af den glade stemning, de havde med sig. Men enhver skjald ved, at musik ikke er nok til at holde et publikum fanget, der skal også noget historiefortælling og interaktion til. Derfor bød Christine Kammerer allerede ved tredje nummer op til dans med kvadet ”Midvintervisen”, og som hendes lokkende sang skred frem, sluttede flere og flere sig til, og snart havde vi en mellemstor cirkel af dansende glade mennesker foran scenen.
Gjaldulei er måske et ungt band på knap et år, men medlemmerne har alligevel flere års erfaring med både historisk og musikalsk formidling samt forskning i emnet. Martin Kufahl og Lea Rossander har optrådt som skjalde på Island og Færøerne, H.C. Molbech er kendt fra sit mangeårige arbejde med historisk musik og formidling i andre musikgrupper som Lurpakket og Almune, og Christine Kammerer er uddannet indenfor musikvidenskab og har arbejdet med historisk formidling på Kronborg Slot.
Bandet har fortalt, at de udelukkende bruger instrumenter baseret på fund fra vikingetiden, samt instrumenter som de tror måske kunne have eksisteret, eller har hørt omtalt i sagaer og kvad. Med gamle instrumenter som lyre, trommer, fløjter, lur og strygelyre forstår det hyggelige folkemusikerband at fortælle os gode historier gennem musik, tale og lyrik. Det hele blev leveret følelsesladet og med en indlevelse, der sjældent er set.
Sammenligningen med fortidens skjalde er måske ikke så malplaceret, for de forstod virkelig at dukke op og bidrage til den glade stemning og humøret, både indenfor i Pumpehuset på den lille scene, men også udenfor. Efter deres scenedebut i Byhaven turnerede de rundt og underholdt sammen med blandt andre Laura Beck – violinisten fra det forgangne Huldre – og overalt, hvor de kom frem, dansede, smilede og skålede folk med dem og nød deres selskab. Jeg håber, at de en dag går i studiet og får deres musik udgivet, så vi også kan høre den derhjemme i stuerne.
Sætliste:
- Markvise
- Lyset Vågner
- Midvintervisen
- Thorleifs Bortvisning
- Bålfærd
- Rans Døtre
- Krummi
Sylvatica
Sylvatica er nok et af de mest innovative folkemetalbands, jeg har oplevet. Allerede tilbage i september sidste år, da jeg så dem optræde på Gimle i Roskilde, tog de både jeg selv og publikum med storm og leverede et brag af en koncert. Den evolution, som Sylvatica har været igennem siden sin dannelse tilbage i 2010, er imponerende og positiv.
Desværre var heldet ikke helt med bandet i aften, for lyden drillede på vokalen under de første par numre, og lyssætningen aftenen igennem var på ingen måde god. Men dette skal ikke lægges Sylvatica til last, de håndterede udfordringerne ved blot at komme lidt længere ud over scenekanten til stor glæde for publikum. Generelt leverede de en nærværende og professionel koncert, som kom meget tæt på den føromtalte, og det var tydeligt, at de nød at optræde for os.
Der var nok flere gengangere blandt publikum, som stadig havde tømmermænd og ondt i nakken fra aftenen forinden, men det lod til, at de hurtigt glemte begge dele, og der var masser af plads til både moshpit, headbanging og højt humør overalt i salen. Oppe foran, hvor jeg stod, var der masser af publikumskontakt og også plads til en horn-skål eller to. Med fare for at blive upopulær hos flere af de fremmødte vil jeg faktisk påstå, at de kom mere ud over scenekanten og ind i hjertet på os alle sammen end noget andet metalband denne aften.
Sætlisten var den samme som ved deres koncert i Templet tidligere i år og på Gimle, men det var tydeligt, at den nu var noget mere indøvet end dengang, og jeg er stadigvæk meget spændt på, hvad ellers vi kan vente os på den længe ventede efterfølger til Evil Seeds, som udkom i 2014. Den udvikling, vi har set hos bandet fra udgivelsen og til i dag, ser virkelig lovende ud, og bandet bevæger sig i en retning, der minder meget om store navne som Wintersun eller Amon Amarth. Det eneste, de mangler lige nu, er et nyt nummer, som kan blive signaturen på deres nye stil, så tror jeg, at de kan drive det vidt. Sprogskiftet fra dansk til engelsk i lyrikken gør også, at de kan komme ud over landets grænser og ind på de internationale hitlister nu.
Sætliste:
- Daybreak
- Ashes And Snow
- Pillars Of Light
- The Ascension
- Cosmic Strings
- Helios
- Evil Seeds
Afsky
Nu fra det festlige glade univers til det mere dystre, melankolske og mørke. Forsangeren Ole Luk fra det populære black metal-band Solbrud har gjort det igen. Flere mener, at han er den ukronede danske konge indenfor genren, og med Afsky har han vist, at titlen ikke er helt malplaceret. Med dette band gør han klart for os, at han også kender til andre nuancer af genren, og at han ikke er bange for at eksperimentere.
Bandets anmelderroste debutalbum, Sorg, udkom sidste år, hvor de også skrev kontrakt med Vendetta Records som deres label. Hvilket kun kan anses som en kvalitetsstempling, da de er kendt for kun at tage lovende black og doom metal-talenter under deres natsorte vinger. Aftenens sætliste var kort, og vi var flere, der savnede deres virkelig stemningsfyldte nummer ”Glemsomhedens Elv” fra albummet som enten indledning eller afslutning på koncerten.
Hvad der var mere savnet var, hvis Ole havde haft Amalie Bruun fra Myrkur eller Troels Dueholm Nørgård fra Huldre med på henholdsvis nøgleharpe og drejelire til at underbygge aftenens vikingetema. Ligesom de havde suppleret ham på Sorg, men det må vi have til gode til en anden gang.
Black metal er normalt ikke min yndlingsgenre at skrive om, idet jeg finder den meget kompliceret med alle dens underkategorier af subgenrer og stilarter. I aften følte jeg, at musikerne på scenen var teknisk dygtige på hver deres instrumenter, men der var ikke meget variation i de lange numre. Så selvom de var velspillede og meget stemningsfyldte, fik de ikke helt fanget mig. Til gengæld så det ud til, at en del af publikum nød koncerten mere end jeg, og flere af de adspurgte havde da også kun godt at sige om bandets optræden i aften.
Sætliste:
- Vættekongen
- Et Sidste Farvel
- Skær
- Vinteren Bæres Ind
- Velkommen Til Dødsriget
- Sorte Vand
Moonsorrow
Lettere forsinket kom aftenens hovednavn på scenen – et band, jeg havde glædet mig meget til endelig at få chancen for at opleve live. De startede da også virkelig flot ud med et par numre i stil med Ensiferum eller Insomnium, og selvom jeg må indrømme, at finsk ikke lige er min spidskompetence, virkede det til, at mange af aftenens gæster kendte teksten og højlydt sang med.
De finske bands lader til at have deres helt egen letgenkendelige stilart, hvor de kombinerer det lidt dystre black metal-univers med den mere festlige og melodiske folk metal-genre. Begge dele forstår Moonsorrow at få ind i deres musik, dog bevæger de sig lidt i et skyggeland med mere fokus på det instrumentale, autentiske og mørkere folk end andre bands. Jeg overhørte en fra publikum sige: ”Moonsorrow er en perfekt kombination af slag i ansigtet og kælen for melodier”, og jeg synes, det er en meget passende beskrivelse.
Det er første gang nogensinde, at Moonsorrow gæster Danmark, men forhåbentlig ikke sidste. Bandet har siden 1995 udgivet ikke mindre end syv albums, deres seneste, Jumalten Aika, udkom for bare tre år siden. Frem til deres fjerde album, Verisäkeet, var de primært et black metal-band, men med tiden udviklede de sig progressivt frem mod deres nuværende status som nogen af de tunge drenge på pagan/viking-scenen. Moonsorrow har dog ikke glemt deres rødder, og de har beholdt meget af det mørke i deres udtryk, dette er deres signatur og hvad, der adskiller dem fra andre bands i folk metal-genren.
Når alt dette er sagt, vil jeg dog indskyde, at jeg slet ikke forstod aftenens valg af numre til sætlisten. Moonsorrow har lavet mange gode numre, som selvom de altid er lange og som regel varer over 15 minutter hver, ikke er kedelige. Men deres valg af numre fangede desværre ikke helt publikum, og flere valgte at se, hvad baren nedenunder havde at byde på frem for at blive og lytte med. Især det sidste nummer ”Jotunheim” så ud til at vare for længe efter folks smag, og der var nærmest flere i baren nedenunder, end der var tilbage i salen, da de sidste toner ebbede ud fra melodien.
Sætliste:
- Tyven / Sankarihauta
- Kylän Päässä
- Huuto
- Ruttolehto
- Suden Tunti
- Raunioilla
- Haaska
- Jotunheim
Festen i Udgård er slut, og turen går nu hjem til Midgård, tilbage til en noget lysere nutid. Tørsten er slukket med mjøl, stemmebåndene ru, og nakkerne er ømme. På vej ud hørte jeg, at en gut i baren omtalte de to første bands som aserne og de to sidste som jætter, en sjov sammenligning og måske havde han ret, i hvert fald blev musikken mere og mere mørk, som aftenen skred frem.
Gjaldulei
Sylvatica
Afsky
Moonsorrow
About the author:
Assignments: Music reviews and photographing / Editorial Tasks
Active since: 11-06-2018
Favorite genres: Melodic Death Metal / Industrial Metal / Symphonic Black Metal
Arsenic Addict
Peter Hesseloe