-
Moonlight Haze - Lunaris
3.5
Nyt symfonisk metal fra et band med blandede erfaringer
Nogle forbinder måske symfonisk musik med noget mere stille og eventyrligt. Så hvad sker der hvis man putter nogle hurtige rytmer – og endnu hurtigere trommer – ind over? Tilmed tilsættes en smule growl. Kommer det hele for langt ud af kontekst? Ikke for det her band! De er klar med deres andet album og til at vise, hvordan de gør det – og det virker. Man kan nemlig godt sætte tempoet op på det eventyrlige.
Lunaris
Moonlight Haze er et italiensk band, der blev dannet i 2018 af tidligere bandmedlemmer fra blandt andre de kendte grupper Temperance, Elvenking og Sound Storm. Nu er de klar med deres anden fulde udgivelse, Lunaris, som udkom den 12. juni. Selvom deres første album, De Rerum Natura, var udemærket, så er det tydeligt, at bandet er blevet styrket og nu fungerer som et sammentømret team. De leverer noget velkomponeret symfonisk metal, hvor der bliver arbejdet med stærke power-elementer. Musikken bliver præsenteret rigtig fint, men man skal dog lige være klar over, at vokalen er italiensk. Nummeret ”Enigma” har gruppen dog valgt også at lave en engelsk version af.
Symfonisk powermetal
Gruppen lever op til alle symfoniske forventninger. Man kan sammenligne dem med bands som Nightwish – et af de helt store bands indenfor symfonisk metal. Moonlight Haze bidrager med hver deres erfaring indenfor musik, og kombineret står de ret godt; der er fem medlemmer, heraf fire mænd samt den kvindelige frontvokal Chiara Tricarico. Tricarico kan mange ting, og leverer blandt andet fine seancer af opera.
Albummet, der er på 11 tracks, går ikke på kompromis – det er gennemarbejdet fra start til slut og bærer præg af det hele vejen igennem. Under nummeret ”Enigma (English version)” kan jeg følge lyrikken og den omhyggelige skriveproces, det må have været, at gøre den varieret og spændende. Med alle Moonlight Hazes supplerende elementer bliver musikken mere unik: I powermetal-delen smider bandet nogle hurtige tempi ind, hvilket egentlig fungerer godt, men blandt andet i sangen ”The Dangerous Art Of Overthinking” er der lige pludselig en smule growling ind over. Det giver på den ene side en fin kontrast til sangen, men det bliver på den anden side lidt for meget, og lidt for langt fra den stil, de ellers kører. Når det så er sagt, skaber de fængende rytmer, man hurtigt kan blive optaget af.
På vej i den rigtige retning
Af et ungt band, der er på vej ud for at vise verden deres materiale, tror jeg, mulighederne er gode for dem. De kommer med mange fine elementer i musikken, for eksempel i førnævnte powermetal-del, der fungerer rigtig godt. Det virker til, at de ikke tager den letteste vej, men arbejder for at få det hele til at lyde, som de vil have det. Det er blevet et godt, solidt album, men der er også lige de små detaljer, som skal helt på plads. Helt klart et band, som er værd at tjekke ud, hvis du ikke kender dem og er til symfonisk metal.
Hurtige rytmer i et tempo, man næsten ikke kan følge med i, er ikke noget, man normalt forventer af et symfonisk band. Men det virker fordi bandet har hver deres individuelle erfaringer at trække på. Jeg er ikke sikker på, at growl er en god ingrediens i det her tilfælde, men bandet beviser, man sagtens kan tilføje en hel del power til den eventyrlige, symfoniske stilart og stadig slippe godt afsted med det.
Trackliste:
- Till the End
- The Rabbit of the Moon
- Lunaris
- Under Your Spell
- Enigma
- Wish Upon a Scar
- The Dangerous Art of Overthinking
- Without You
- Of Birth and Death
- Nameless City
- Enigma (English version)
Phoebus Moreleón
Marthe