Richter byder som altid på fantastisk lyd, god akustik, glimrende bar og denne lørdag aften en dejlig line-up. Selvom det er en forstad til København, og det ikke er andet end en slentretur fra Buddinge Station, så kan det måske virke afskrækkende i forhold til placering og transportmuligheder til spillestedet. Trods dette samt det faktum at der også var både Royal Metal Fest og andre koncerter i Hovedstadsområdet, forhindrede det lavere fremmøde ikke Shadowspawn, Six String Slaughter og LIK i at brage igennem, som var lokalet proppet til bristepunktet. Specielt sidstnævnte band formåede at få sprængt lidt danske metalhjerter og beviste, at man i virkeligheden ikke behøver så mange tilskuere for at holde en sand fest.
Shadowspawn
Shadowspawn startede i København i 2012 og spiller old school deathmetal med et hint af thrash og groove på flere af sine numre. De har to fuldlængde plader ude og mellem dem har der været en del line-up skift. Blandt andet mistede de guitaristen Kelvin Dam, hvorpå Oliver Larsen trådte til. Men da bandet så også mistede en bassist, kom Dam tilbage for at udfylde den plads i stedet.
I 2020 fik de midlertidigt Danni Jelsgaard ind på trommer under indspilningen af albummet The Biology of Disbelief, en plade der indeholder mange spændende elementer. Den er værd at give et lyt, hvis du ikke allerede har tjekket den ud, for den viser et band på vej i den rigtige retning. Senest tiltrådte trommeslager Lukas Meier i 2021 i det nuværende lineup.
Det er et band, der udstråler, at de virkelig gerne vil deres musik, men som ikke får bragt det helt ud over scenekanten. Guitarist Larsen får ofte gemt sig helt bag Kelvin Dam, men de gange Larsen nøjes med at træde blot en smule tilbage for at give plads til Dam, fungerer det rigtig godt. Selvom sidstnævnte har en rigtig god publikumskontakt, gør det også at Larsens tilbagetrækning ind i mellem mærkes ret markant.
Publikum var ikke helt opvarmet og salen virkede yderst stille koncerten igennem, og mange af de tilstedeværende mindedes tidligere Shadowspawn-koncerter med stor glæde, hvor dette havde været anderledes. Flere syntes at det kunne have været rigtig lækkert med noget mere interaktion mellem forsanger Bue Jensen og det publikum, som gerne ville have en fest med ham og bandet. Dette kunne måske inkludere flere håndtegn og noget mere headbanging fra scenen og ikke altid indbefatte at skåle, selvom ganen selvfølgelig også skal vandes en smule.
Det bliver fedt at se Shadowspawn få gang i deres liveoptræden igen efter en coronaperiode og de mange udskiftninger. Der er helt klart rigtig meget potentiale. På nuværende tidspunkt har de planer om at lufte deres instrumenter til Raise Your Horns på Bornholm efter sommerferien. Vi kan kun håbe på flere bookinger til bandet i den kommende tid – det er ikke sidste gang, de skal opleves.
Sætliste:
- State of Decay
- Obliteration Exceptional
- Condemned Eternity
- Daughters of Lot
- Under The Blood Red Moon
- Dark Dawn Take Me
- Ashes of Sorrow
- Decreating The Pristine
- Spawn of Darkness
Six String Slaughter
Dette band blev dannet kort efter trommeslageren Nicholas Maschølns exit fra Corpus Mortal. Sammen med sin kollega fra samme band guitarist Søren Jensen og forsangeren Daniel Wilkens fra Hoak opstod grundstammen til selve Six String Slaughter. De har indtil videre udgivet to EP’er og to fuldlængde albums. Det sidste, As the Continents Collide, er med guitaristen Kirk Backarach, som vi også kender fra Iron Fire og Vanir.
Det er dette line-up, bandet stadig består af den dag i dag. Både teknisk og tempomæssigt, fik musikken nu et nøk op. Der var langt mere publikumskontakt end fra forgængerne, og der gik ikke længe før stemningen steg og håndtegnene og tilråbene tog til i styrke og antal. Stemmerne bliver måske lige varmet en smule meget op, da der opstår klyngesnak i baggrunden under pauserne i musikken, hvilket faktisk er enormt forstyrrende.
I midten af sættet opstår en situation, hvor halvdelen af bandet ikke længere virker særlig engageret, hvilket gør at en del tilskuere får en fornemmelse af ligegyldighed. Det skal stå hen i det uvisse, om det er, fordi man ikke er en del af en klynge af faste koncertdeltagere, som der bliver brugt meget energi på fra scenekanten. Hvor meget denne form for kommunikation skal fylde er nok en overvejelse, de skal tage sig.
Forsanger Wilkens har dog en fest på scenen sammen med guitarist Jensen, der også hygger sig med at posere til stor glæde for de mange fotografer foran scenen. Jensen tager også gerne en spadseretur ned blandt publikum. Anderledes står det til med Backarach, der bruger en del energi på materialet, og den lånte sessionsbassist Charlie Selvig Jensen, der ikke helt på samme måde formår at komme ud over scenekanten.
Sætliste:
- Natural Punishment
- A Product of a Weak Design
- Earth’s Sixth Mass Extinction
- Gathering Dust
- Everywhere (There Are Prophets)
- We are Sick in Our Minds
- Children of the Apocalypse
- As the Continents Collide
- Born Unspoiled
- Holy Lies
LIK
Hvorfor der ikke er flere mennesker som kender til LIK, det er faktisk lidt af en gåde. Bandet startede i 2014 og er fra Stockholm. De har også forholdsvis velkendte kræfter, herunder på trommer Chris Barkensjö med en fortid i Witchery og Joakim Antman fra Diatonic og Overtorture.
Derudover kan nævnes Tomas Åkvik, der har en del live-erfaring med masser af forskellige bands, blandt andre i Nale. Ikke mindst er der Niklas Sandin, som i virkeligheden nok mest er kendt som bassist for bandet Katatonia og tidligere for at have spillet i Siebenbürgen. I denne opsætning skiftede Sandin dog bassen ud med guitar hvilket lyder ganske fremragende.
Til trods for et forholdsvist lavt fremmøde og et par tilskuere, der smuttede inden LIK gik på, så fyrede bandet deres materiale af med glæde og masser af gåpåmod. Det var også under deres optræden, vi endelig fik gang i aftenens første og eneste mini-moshpit. Kommunikationen flød da også over scenekanten mellem band og publikum på syngende svensk, der fik dem til at forlænge spilletiden med ”Only Death is Left Alive”.
Bandets musik er ikke banebrydende på nogen måde. Kan du lide din Stockholm deathmetal som Dismember og Entombed, så er det en velkendt lyd. De er til gængæld virkeligt dygtige til at spinde det sammen, så det lyder fænomenalt live, til stor begejstring for alle blandt publikum, både dem, der kender bandet og deres materiale, og de som ikke gjorde i forvejen. Her har bandet sandelig formået at få skaffet sig lidt flere lyttere på dansk jord.
Hvis der skal sættes en finger på noget, så er det, at Sandin er forholdsvis stationær på venstre side af scenen og at Antman og Akvik gerne bevæger sig en del rundt. Hvilket efterlod højre side af scenen næsten helt øde og forladt under store dele af koncerten. Det er måske noget, man mest bemærker, hvis man har placeret sig derovre.
Hvis du ikke lige tog den lange tur til Gladsaxe eller var uheldig at gå glip af LIK, fordi du forlod koncerten før tid, så har du chancen for at se dem igen til Odense Metalfest den 21. og 22. oktober. Der er selvfølgelig en smule længere for nogen at tage til Odense frem for Gladsaxe, men det er togturen værd!
Sætliste:
- The Weird
- Decay
- Funeral Anthem
- Rid you of your Flesh
- Ghoul
- Deranged
- Corrosive Survival
- Femme Fatal to the Flesh
- Flesh Frenzy
- Celebration
- Necromancer
- Morbid Fascination
- Skin Necrosis
- Only Death is Left Alive
- Le Mort Homme
- Becoming
Hvis du kan lide dit dødsmetal, så skulle du have taget denne tur til Gladsaxe, for tre vidunderlige grupper bød op til sang, og ih hvor de strålede. Hvis du er en af dem der endnu ikke har stiftet bekendtskab med LIK, kan jeg kun råde dig til at finde dem på YouTube eller Spotify, trykke på play-knappen og lade dig rive med. Og så skal du tage chancen for at deltage i koncerter med fantastiske bands også selvom de ligger lidt længere fra dit lokalområde. Disse bands spiller helt sikkert gerne op igen, også for fulde huse, og det bliver ikke en dårligere fest af at der kommer flere gæster!
Fotos venligst udlånt af: Mark Skovbo Olsen
Six String Slaughter
Shadowspawn
LIK
About the author:
Assignments: Reviews of Releases and Concerts and Interviews. Nerd on all levels (finding releases, bands and labels) - Giving the editor gray hairs...
Active: 13-12-2019 - 27-08-2022, now freelance-reviewer
Favorite genres: Blackened Death Metal - but listens to all kinds of metal and rock!