Vor konge er borte. Der var ingen på denne jord, som var modigere end ham.
Med de ord starter Leaves’ Eyes’ nye album. Er du klar til at lade dig føre ud på eventyr i det mørke, vindblæste nord og de dunkle kældre i Byzans med mestrene af symfonisk vikingemetal? Leaves’ Eyes er tilbage med deres ottende album, og endnu engang har de skabt et mesterværk, som enhver fan af symfonisk metal uden tvivl vil nyde hvert et sekund af.
Det er vigtigt at holde stilen
Siden 2003 har Leaves’ Eye lavet symfonisk metal, med rødderne dybt plantet i vikinger og nordisk historie, tilsat en fascination af den store natur og en kærlighedshistorie eller to. Deres lyd indeholder autentiske instrumenter som luren, der er et horn lavet i træ. Samtidig glemmer de aldrig, at de laver metal.
Det er andet album med Elina Siirala som forsanger. Det er en hård tjans at være Liv Kristines efterfølger, og det hører hun uden tvivl for alt for ofte, men Siirala er en virkelig dygtig sanger, som fortjener bedre end den evige sammenligning, så bare nyd hendes smukke, emotionelle stemme. Hvis du elsker Simone Simons fra Epica, så vil du også nyde en times tid med Siirala i The Last Viking.
Hårdt arbejde giver resultater
Der bliver ikke ligget på den lade side, når Leaves’ Eyes skriver musik, og meget af det foregår ikke i et studie. Det kræver uendeligt meget research at lave et album, der er så tæt på historisk korrekt som muligt, for det er en ufravigelig del af bandets vision for sig selv. Det kan man jo ikke andet end beundre dem for, og der er også rigelig spændende historie at tage af. Alexander Krull, der er bandets mandlige vokal og primære sangskriver, har gjort sit arbejde langt bedre end bare tilfredsstillende.
Nu fortæller de om Harald III, der i år 1066 ligger døende på en slagmark i England. I sine sidste øjeblikke mindes han et imponerende liv med krig, rejser til eksotiske steder, bemærkelsesværdige kvinder, konger og kejsere, der ender i ruiner. “Chain of the Golden Horn” fortæller om Haralds flugt fra Byzans, og “Dark Love Empress” er historien om Kejserinden Zoë, der bliver rasende over, at Harald ikke vil være hendes elsker og spærrer ham inde.
Der er et smukt afbræk med den intense ballade ”Black Butterfly”, hvor Clementine Delauney fra Visions of Atlantis medvirker. Kombinationen af to sopraner er ikke nødvendigvis særlig vellykket, men her supplerer de hinanden godt, og med Krulls grove vokal ender det med at være et af de mest smukkeste numre på et allerede virkelig gennemarbejdet album.
Undervejs er der god variation, så hver del af Haralds historie adskiller sig tydeligt fra de andre. Hele albummets bund bliver solidt lagt med Joris Nijenhuis’ sikre hånd bag trommerne, og undervejs mærker man guitarist Micki Richters følelse med musikken. Han har god hjælp i bassisten, Thorsten Bauer, som ligeledes lægger passion i sit spil.
Det er altid et godt tegn, når et band ikke er afhængig af deres vokal for at få en harmonisk og sammenhængende lyd. Det er især godt i et band, hvor man engang imellem får det indtryk fra deres photoshoots, at det er sangerinde med band, ikke ligeværdige musikere.
Gode udsigter for fremtiden
Når verden engang bliver normal og vi kan komme til koncerter igen, så er jeg ikke i tvivl om, at ”For Victory” hurtigt bliver en fast del af deres setliste. Med et catchy omkvæd, der indbyder til medvirken fra publikum, bliver det jo næsten ikke bedre.
Det er altid spændende at se, hvilket nummer et band vælger til at repræsentere dem og deres nye album, ved at lave en musikvideo til det. Leaves’ Eyes valgte ”Dark Love Empress” om den vrede kejserinde. Der er ikke alle tracks, der er lige spændende, men på The Last Viking er der ikke noget, der hedder et dårligt nummer.
Endnu engang holder Leaves’ Eyes standarden imponerende højt og skiller sig ud fra mængden med både tema og evner, og for enhver med kærlighed til symfonisk vikingemetal er det et album, som skal opleves. God fornøjelse på dit eventyr med Harald III.
Trackliste:
- . Death of a King
- Chain of the Golden Horn
- War of Kings
- Black Butterfly (featuring Clementine Delauney)
- Serpents and Dragons
- Dark Love Empress
- Two Kings One Realm
- For Victory
- Varangians
- Serkland
- Night of the Ravens
- Flames in the Sky
- Break Ineto the Sky of Aeon
- The Last Viking
About the author:
Assignments: Reviews of concerts and releases
Active since: 07-02-2020
Favorite genres: Power Metal / Heavy Metal / Symphonic Metal