-
Kataklysm - Meditations
3.5
For evil to triumph, it only takes good men to do nothing!
Sådan indledes bandets 13. og seneste album, og når man graver dybt ned i teksterne på dets skæringer, så er det nemt at se, hvad der menes. I snart tre årtier har Kataklysm prydet de internationale death metal-hitlister med deres ørehængende tilgang til genren. Siden de fandt sammen tilbage i 1991, har de udforsket temaer omhandlende mystik, historie, krig, materialisme og nu, med albummet Meditation, også død og vold i flere afskygninger. Det virker, som om de virkelig forstår at grave sig dybt, dybt ind i sindets allermørkeste afkroge og skrive tekster, der handler om alt det, som vi tænker og føler helt derinde, men ikke helt tør indrømme eller udtrykke.
Tilbage til rødderne
Efter at bandet rundede milepælen 25 år i deres karriere, besluttede de sig for, at de med Meditations ville finde tilbage til deres oprindelige unikke rødder, som gav dem deres første fans. De har aldrig rigtig villet tilskrive sig en genre eller stil 100% og det, mener de, har ført til forvirring, og jeg kan da kun give dem ret i, at de gennem tiden har været meget svære at stemple med kun én specifik genre eller stil, idet hver skæring, man hører fra dem, er unik og tilfører nye elementer.
Forsangeren Maurizio Lacono har blandt andet udtalt dette om albummet: ”Drengene og jeg isolerede os under samme tag under hele skriveprocessen, ligesom i gamle dage … uden andre bekymringer end at have det sjovt, være ærlige og levere et seriøst album, der repræsenterer os, som vi er i dag, men som samtidig respekterer vores fortid.”
Det må også være svært at skelne, når man faktisk har to bands inden for næsten samme genre at holde styr på. For tilføjer du Dano Apekian til bandet, så har du pludselig sideprojektet, Ex Deo. Men jeg synes, at de er sluppet ret godt fra at adskille de to bands – både i stil, genre og lyd. Navnlig synes jeg, at det her album tydeligt afspejler, hvor bandet fremover vil hen med deres musik.
Går de store i bedene
Hvis du er vild med dødsmetal, der skifter i tempo og svinger lidt mellem traditionelt og melodisk i stilen, så er du bestemt ikke gået forkert med et band som Kataklysm – tværtimod!
Efterhånden som pickuppen arbejder sig gennem hver eneste rille i pladen, opdager man, at samtlige skæringer er unikke og velspillede, og man er slet ikke i tvivl om, at der er blevet lagt liv og sjæl i arbejdet med musikken – de mange timer i isolation har virkelig båret frugt.
Flere af deres numre henleder nemt associationerne til andre kendte store bands, hvilket jeg kun ser som et tegn på, at de er yderst professionelle og favner deres fans virkelig godt. Eksempelvis er der flere riffs på den første skæring, ”Guillotine”, der nemt får en til at tænke på Amon Amarth eller Arch Enemy, og på sjette skæring, ”In Limbic Resonance”, er jeg slet ikke i tvivl om, at både vokal og band lægger sig meget tæt op ad Cradle of Filth – tre store bands som jeg personligt er ret glad for; så dette, kombineret med deres topprofessionelle tilgang til musikken og deres band, ligger til grund for min karakter og jeg er slet ikke i tvivl om, at andre vil kunne nyde albummet lige så meget som jeg.
Trackliste:
- Guillotine
- Outsider
- The Last Breath I’ll Take Is Yours
- Narcissist
- Born To Kill And Destined To Die
- In Limbic Resonance
- And Then I Saw Blood
- What Doesn’t Break Doesn’t Heal
- Bend The Arc, Cut The Cord
- Achilles Heel
Dette review er også blevet uploadet til heavymetal.dk
About the author:
Assignments: Music reviews and photographing / Editorial Tasks
Active since: 11-06-2018
Favorite genres: Melodic Death Metal / Industrial Metal / Symphonic Black Metal
Peter Hesseloe
Imperial Sin