-
Space Of Variations
-
Khroma
-
The Agonist
-
Jinjer
3.5
Hvad har Ukraine, Finland og Canada tilfælles – ud over at det kan blive forbandet koldt om vinteren alle tre steder? I aften har de det tilfælles, at de skal stå på samme scene og få os til at glemme det våde, kolde og blæsende danske efterårsvejr udenfor og få banket nogle generisk tunge metalrytmer ind i blodet til at varme os på, og løfte stemningen med.
Space Of Variations
Ukrainske Space of Variations har efterhånden et par år på bagen. De blev dannet tilbage i 2009, og de efterfølgende år blev det til en stribe singler og EP’er. Efter at være blevet anerkendt som det bedste metalband i Ukraine af ”The Best Ukrainian Metal Act” i både 2015 og 2018, kulminerede deres karriere i 2018 med albummet Mind Darknet, der fik en noget blandet modtagelse hos anmelderne.
Pumpehuset havde desværre fået meldt en forkert starttid ud på de sociale medier, hvilket betød et begrænset opbud foran scenen, da koncerten begyndte 30 minutter før angivet. Lysvalget til Space of Variations var heller ikke så heldigt, eftersom det var meget svært at få et godt foto af dem. Stilen var en sær blanding af traditionel metalcore og et snert af orientalske undertoner. Selvom bandet gjorde et ihærdigt forsøg, lykkedes det ikke at få indfanget publikum, og flere opsøgte baren i underetagen eller stod bare afventende rundtom i salen.
Personligt fandt jeg det tredje nummer, ”Tibet”, på sætlisten mest catchy og iørefaldende. Jeg tog faktisk mig selv i at nynne melodien i toget på vej hjem efter koncerten. Der var bestemt heller ikke en mangel af energi på scenen – det virkede mest af alt, som om guitaristen og forsangeren havde en indbyrdes konkurrence om, hvem der kunne hoppe højest mens de performede. Men energi er desværre ikke helt nok til at holde publikum fanget; der skal også lidt variation i musikken til, og det kunne jeg forstå på flere af tilskuerne, at de følte manglede.
Space Of Variations sluttede af med en invitation til at følge dem på diverse sociale medier – noget, man ellers kun oplever i slutningen af en YouTube video. Dette fandt både jeg selv og flere fra publikum meget malplaceret, og i kombination med deres manglende variation, er det nok årsagen til, at deres karakter for aftenens koncert ikke blev højere. Alt taget i betragtning er det småting, folk har hæftet sig ved af kritikpunkter, så jeg er sikker på, at der ikke skal meget til, for at bandet med tiden vil få bedre anmeldelser – både hvad angår deres live-optrædener og deres kommende album, der vidst er lige på trapperne.
Sætliste:
- Suicide Rave
- Dance On My Bones
- Tibet
- Moonlight
- Razorblade
- Perfect Enemy
- Fuck This Place Up
Khroma
Khroma blev dannet i 2010 og har siden da udgivet to albums: Collapse i 2014 og Stasis i 2016. De kommer fra Finland, som ligger omtrent 2000 kilometer fra Ukraine – næsten samme afstand som den, man følte, der var mellem Space of Variations og Khroma i musikstil og udtryk. Bandets navn er græsk og bliver brugt som en målenhed for farveintensitet; et passende navn, når man tænker på lysvalget til aftenens koncert; stroboskoplys med masser af lilla, ikke helt optimalt set med en fotografs øjne.
Hvor Space of Variations blandede metalcore og det orientalske, lader det til, Khromas stil var mere doom-tung metal-core krydret med spacesounds fra forsangeren Riku Rinta-Seppäläs mixer-pult. Det henledte tankerne på et doom-band, der forsøgte at djente samtidig med, at de tilføjede diverse lydeffekter for at gøre det mere specielt. Faktisk kunne jeg rigtig godt lide den mere tunge tilgang til metalcore som Khroma leverede – den var et frisk pust og noget, jeg synes, de skal gøre mere i.
En hurtig gennemgang af sætlisten viser, at de har haft fokus på numrene fra Stasis, men også havde nummeret ”Kill The Friction” fra deres kommende 2020-album med. Et album, der efter sigende vil blive frigivet til foråret. Ser man YouTube-videoen til denne, kan man se, at bandet åbenlyst selv foretrækker det lilla lys og kun at fremstå som silhouetter. Nummeret er et typisk djentet metalcore-nummer, heldigvis uden mange af de tidligere nævnte lydeffekter. Personligt mener jeg, at det er deres bedste track, og at det tegner godt for, hvad der ellers måtte komme fra dem fremover.
Desværre havde den føromtalte mixerpult også den kedelige effekt, at den forviste bassisten Teemu Ruokonen, til et mørkt hjørne – ude af stand til at komme frem i lyset. Bandets faste bassist Maarik Leppä var desværre forhindret i at komme med på touren. Desuden virkede det af og til, som om, trommeslageren kom ude af trit med de andre, og sprang et slag eller to over hist og her. På nær guitaristen var alle på scenen mere eller mindre stationære; derfor var det også begrænset, hvor meget publikumskontakt de havde.
Guitaristen Mikko Merilinna havde til gengæld en energi og indlevelse, der gjorde, at man nemt fik en fornemmelse af, at guitaren ligefrem var en del af ham selv. Hans ansigtsudtryk og bevægelser af ren nydelse viste med tydelighed, at han elskede at stå på scenen. Dette, samt det meget specielle udtryk fra mixerpult-lydene, gjorde, publikum var enige om, at showets rating ender på lidt over middel.
Sætliste:
- Alarmists
- Collapse
- Kill The Friction
- A Simple Lie
- The Push
- Slaves For The Virus
- Machinal
The Agonist
Nu blev det tid til et band, jeg havde glædet mig til at opleve live. Canadiske The Agonist blev dannet tilbage i 2004 af Arch Enemy-forsangeren Alissa White-Gluz. Alissa indspillede to-tre albums med The Agonist, inden hun forlod bandet til fordel for Arch Enemy i 2013. Vicky Psarakis overtog mikrofonen efter Alissa, og har formået at føre bandets succes til nye højder. Allerede på de fem år, hun har stået i fronten, er det lykkedes at frigive tre anmelderroste albums – og det ville ikke undre, hvis der snart er et nyt på vej.
Mange gange kan man godt frygte, at når et band får ny forsanger, så prøver de at få vedkommende til at passe ned i aftrykket fra den forrige. Heldigvis var dette ikke tilfældet med The Agonist; de har tværtimod rejst sig som en Fugl Fønix, og deres stilrene, progressive og melodiske dødsmetal sidder lige i skabet. Hvert eneste bandmedlem bliver set og hørt – der er plads til alle i lydbilledet, og Vickys mange skift i sangstil og toneleje klæder den instrumentale del af bandet fantastisk. Et fun fact er, at Vickys efternavn udspringer af græsk og betyder noget i retning af ’lille fisk’. Når man oplever hendes stemme udfolde sig, bliver denne lille fisk nok nærmere til en megalodon: en meget stor fisk.
The Agonist gik på scenen med en hæsblæsende fart på musikken. Med sig i godteposen, havde de en sætliste spækket med numre fra deres seneste album Orphans – men også ældre numre, Vicky havde gjort til sine egne. Det gælder numrene ”Panophobia” og ”Dead Ocean” fra albummet Prisoners: det sidste album, Alissa var med til at producere. Især ”Panophobia” virkede til at få folk ud af starthullerne, og aftenens første moshpit var født. Et moshpit, der varede langt ind i det næste nummer: monsterhittet ”Gates of Horn and Ivory”.
Der var slet ingen tvivl; dét her, det var hvad publikum havde ventet på siden de kom. Lys og lyd var helt perfekt, og havde jeg ikke vidst bedre, kunne jeg nemt være blevet foranlediget til at tro, at netop The Agonist var aftenens headliner – ikke Jinjer. En lidt pudsig ting var, at jeg syntes at ane tonerne fra Rammsteins ”Ich Habe Keine Lust” i interluden til deres afsluttende nummer. Der var slet ingen tvivl at spore hos de tilskuere, jeg spurgte efter koncerten, om at ratingen skulle ligge i den høje ende. Flere udtrykte et ønske om forhåbentlig snart at se dem i Danmark igen – bare som headliner.
Sætliste:
- In Vertigo
- Panophobia
- Gates of Horn and Ivory
- The Gift Of Silence
- Dead Ocean
- Orphans
- Burn It All Down
- As One We Survive
Jinjer
Nu skal enderne bindes sammen: aftenen både begynder og slutter med et ukrainsk band. Jinjer er ikke bare landsmænd med Space of Variations, de er også dannet samme år. Det første år efter dannelsen, havde de en hurtig udskiftning af vokal til den talentfulde Tatiana Shmailyuk, og deres trommeslagere så ikke helt ud til at kunne holde mere end et par år ad gangen. De seneste tre-fire år virker det dog til, at de endelig har fundet en konstellation der fungerer – et komplet match af bandmedlemmer, der gør, at de i dén grad har fået fintunet og afpudset deres sound til det, vi hører på scenen i aften.
Godt varmet op af de forrige bands, begyndte publikum at være lidt utålmodige, da det åbenbart tog lidt længere tid at lave sceneskift end først planlagt. Lettere forsinket kom bandet på, men det var først et stykke inde i andet nummer, de virkede til at være helt klar: justeret trommerne, spændt guitarremmen og korrigeret de sidste ting med lyden. Desværre var der også lige en lidt uheldig episode med en crowdsurfer, der kom i klammeri med vagterne, og måtte vises bort forholdsvis tidligt under koncerten. Det medførte en kort afbrydelse på scenen, og en lidt ubehagelig stemning i salen; det tog en del fokus og kom til at koste bandet nogle kræfter, at vinde publikum tilbage.
Selvom det nok ikke var helt planlagt, var det ret velplaceret, at netop tracket ”Judgement (& Punishment)” fra deres seneste album Macro, var det næste nummer på sætlisten. Et nummer, der viser, hvor alsidig bandet er. De inkorporerer elementer fra alverdens genrer, og i det her tilfælde var der reggae-toner, der henledte tankerne på den danske reggae-sangerinde Natasja. Også i nummeret, ”Teacher, Teacher”, som de indledte aftenen med, havde vi hip-hop elementer, og flotte skift mellem skønsang og growl.
Der var generelt en god energi både på scenen og på gulvet, og der var en fed interaktion mellem band og publikum gennem hele koncerten. Der blev headbanget og moshpittet, som var der ikke en dag i morgen, og jeg hørte også flere, der skrålede med på musikken, mens de kastede sig rundt mellem hinanden og havde en fest. Det skulle ikke undre mig, hvis de nåede at få en del knubs eller blev dehydreret, sådan som de knoklede rundt.
Det var ikke kun Tatiana der brillerede; også trommeslageren Vladislav Ulasevich, med hans abnormt lave trommesæt, imponerede med sin tekniske kunnen. Om jeg fatter, hvordan man kan tromme så hurtigt og stadig lyde så godt! Lyden blev desværre lidt for bastung indimellem, hvilket ødelagde den ellers fine diversitet i numrene, og de kraftige lysspots blændede lidt for ofte publikum frem for at fremhæve stjernerne på scenen. Med alt taget i betragtning, lå publikums dom og karakter fast i den høje ende af skalaen igen.
Sætliste:
- Teacher, Teacher
- Sit Stay Roll Over
- Ape
- Judgement (& Punishment)
- I Speak Astronomy
- Dreadful Moments
- Who’s Gonna Be The One
- Retrospection
- Perennial
- On The Top
- Pit Of Consciousness
- Just Another
- Words Of Wisdom
- Pisces (encore)
- Captain Clock (encore)
Således skal dét gøres! Stemningen var ekstatisk, humøret var højt, og havde du ikke fået varmen endnu, er det fordi du slet ikke var til samme koncert som os andre. Gennem aftenens forløb, har vi haft en rutchebanetur; op og ned i stemning, og nu har vi det adrenalinrush, man ofte oplever, efter at have kommet ned på jorden igen fra forlystelsen. Med et stille smil på læben, går turen hjemad – eller videre ud i byen, natten er jo stadig ung.
Space of Variations
Khroma
Yderligere fotos taget i samarbejde med: Mark Skovbo Olsen, Vildmark Studio
The Agonist
Yderligere fotos taget i samarbejde med: Mark Skovbo Olsen, Vildmark Studio
Jinjer
Yderligere fotos taget i samarbejde med: Mark Skovbo Olsen, Vildmark Studio
About the author:
Assignments: Music reviews and photographing / Editorial Tasks
Active since: 11-06-2018
Favorite genres: Melodic Death Metal / Industrial Metal / Symphonic Black Metal
Syreregn
Denners Inferno