Gammel guitarlegende lader sine fingre glide hen over strengene.
Lysende toner befalet af Morgenstjernen: Denners Inferno er lige så storslået som Lucifer selv. Vi ser bort fra Davids hemmelige akkorder, og ser på, hvilken musik Satan selv ville spille: Denners Inferno er et godt eksempel på, hvordan det ville lyde. Jeg kan kun forestille mig Michael Denner stå i flammerne, helt rolig, mens han lader fingrene lege på guitaren. Alt dette som en forestilling for en gammel ven, de hyldende toner og selvsikkerheden – kun for Lucifer selv.
Håndplukkede bandmedlemmer
Denners Inferno er selvfølgelig Micheal Denners projekt – guitaristen fra King Diamond og Mercyfull Fate. Sammen med vokalisten Chandler Morgel, Bjarne Holm på trommer og bassisten Flemming Tranberg, har Denner udgivet et brag af et album. Han lægger ikke skjul på, at han har håndplukket lige præcis disse artister til hans hardrock-band; og det kan høres, for hele albummet oser af sammenhold, sammenarbejde og kammeratskab bag musikken.
Energirig selv i de stille numre
Ikke bare oser Denners inferno af musikernes kærlighed til hard rock, men hele albummet har også denne legende, guddommelige energi. Albummet er bare storladent og selvsikkert, og det elsker jeg. Dette kan man høre i alt fra riffene til guitarsoloerne til Chandlers – undskyld jeg siger det, til tider jazzede vokal. Trackene er velskrevne i det, at man kan høre alle instrumenterne, og at man ikke er i tvivl om, hvad man hører.
Hvis vi skal kigge på albummet som helhed, er det også et virkeligt godt mix af hurtige, energirige numre og de mere langsomme, afslappede numre. Det er blandet så godt, at ens interesse bliver fastholdt, og det syntes jeg, er et stort plus.
Lydmæssigt er der intet at klage over. Musikken er dyster; det kan man for eksempel høre i ”Pearls On a String”, som nok har en af de mest dystre introer på albummet, støttet af Chandlers engle-agtige vokal. Riffene, sammen med soloen i sangen, gør, at det dystre bliver blandet med det storslåede. Denne kombination skaber en uhørt pærevælling af noget dystert og noget glad. Jeg elsker det.
Sikkert bedre live
Jeg ved ikke helt, hvilket nummer jeg skal fremhæve fra dette album – for de lyder ikke ens. Selve albummet er et dejligt mix af idéer og leg: man kan mærke, at musikerne nyder at spille det her musik, også igennem en CD. Til gengæld var det ikke sådan, at jeg ligefrem dansede rundt mens jeg hørte sangene. Men jeg kan alligevel snildt forestille mig Denner, Morgel, Tranberg og Holm give den gas på en scene, og det vil jeg kun se frem til: de er blandt andet allerede blevet hyret til Nordic Noise, hvor jeg er sikker på, at de vil give et brag af en fest.
Og til slut lægger mørket sig på. Infernoet er forbi, og Michael Denner forlader helvede – efterfulgt af Dante. Dæmonerne og de hvileløse sjæle baner vejen for ham. Jeg er selv lidt ked af, at det tog så lang tid at skrive anmeldelsen, men sådan er december måned. Hvis ønskesedlen ikke allerede var sendt ud, så var In Amber blevet skrevet på. Jeg må bare forlade den røgfyldte kælder jeg kalder et koncertsted og tage til Nordic Noise.
Trackliste:
- Matriarch
- Fountain of Grace
- Up and On
- Sometimes
- Taxman (Mr Thief)
- Veins of the Night
- Run For Cover
- Pearls on a String
- Loser
- Casttrum Doloris
About the author:
Assignments: Reviews of concerts and releases / Band interviews
Active since: 29-09-2019
Favorite genres: Post Punk / Darkwave / Classic Rock / Industrial / Ambient