De danske dødsmetal-legender er tilbage!
Siden Illdisposed blev dannet i 1991, har de aldrig ladet deres fans vente i mere end tre år på en albumudgivelse. Det er en arbejdsetik, som kan få de fleste bands til at svede bare ved tanken. Selv som casual fan, kan der være nogle bekymringer om, at sådan et hyppigt output kan have en negativ indflydelse på musikkens kvalitet eller musikernes kreative evner. Disse bekymringer viser sig dog at være ubegrundede når det kommer til Illdisposed, som med deres nu 14. album har givet den danske metalscene endnu mere at være stolt af.
Iørefaldende og brutalt
Med en mørk titel som Reveal Your Soul For The Dead, så er der en vis forventning til den kant som albummet skal udvise. Introtracket opfylder de forventninger meget hurtigt, med trommer der buldrer af sted, imens hårde og samtidigt dystre guitartoner perfekt bygger op til det første rigtige track på albummet ”… For The Dead”. Allerede her bliver man som lytter mindet om, at Illdisposed på ingen måde har mistet deres mojo. Bo Sommers dæmoniske vokal kræver al opmærksomhed, uden at overskinne de overraskende catchy riffs og ørehængende rytmer fra resten af bandet. I løbet af den første håndfuld numre blev jeg straks ramt af, hvor fængende kompositionerne faktisk formåede at være på første lyt. I forhold til dødsmetal plejer jeg ofte, at skulle lytte til enkelte sange flere gange, før mine ører opfanger de finere nuancer i musikken. Men især Ken Holsts evner på guitaren er umulige at overhøre, selv for en som ikke er vant til at lytte til denne genre.
Noget for alle
Hvis du er fan af dansk dødsmetal, så har du nok slet ikke brug for at høre min mening om det nye album, i forhold til om du skal tjekke det ud eller ej. Du har sandsynligvis allerede forudbestilt det. Men til alle de andre – især dem, som måske normalt er lidt tilbageholdende, når det kommer til dødsmetal, så kan jeg sige, at der er masser af gode grunde til at give Reveal Your Soul For The Dead en chance.
Igennem hele albummet har Illdisposed en god evne til, at bringe elementer fra både groove, og endda en smule deathcore, ind i deres sangskrivning. Det som bandet gør rigtig godt er, at det på intet tidspunkt kommer alt for tæt på en crossover-arrig lyd. De beholder deres rødder i dødsmetal-genren og formår stadig at holde lytteren på stikkerne, ved at kaste nogle ekstra groovy og/eller tempofyldte sektioner ind i deres numre, som selv en garvet dødsmetalfan måske ikke lige ville forvente at høre. Jeg må give cadeau for, at de opnår denne inkorporering så gnidningsløst.
Længe leve Illdisposed!
Det er skønt at et band, som efterhånden er ved at være relativt langt oppe i årene, stadig er i stand til at give os en udgivelse af denne kvalitet. Selvom den sidste halvdel af albummet efter min mening måske ikke er helt så mindeværdig som den første halvdel, så er udgivelsen som helhed stadig så stærkt opbygget, at det ikke påvirker den samlede oplevelse i negativ retning. Med dét taget i betragtning, så er der ikke andet jeg kan gøre, end at give Reveal Your Soul for the Dead en glødende anbefaling!
Trackliste:
- Reveal Your Soul…
- …For The Dead
- With Hate
- This Is Our Calling For The Dead
- What Will I Become?
- We Must Endure
- To Sail You Away
- We Are One
- Drink It All
- She’s Not In Our Way
- All Is Sworn
About the author:
Assignments: Reviews of concerts and releases / Band interviews / Editorial Tasks
Active since: 09-09-2019
Favorite genres: Punk / Hardcore / Metal in all shapes and sizes