Københavnerdrenge laver album som forlanger at blive hørt!
Jeg havde, pinligt nok, aldrig hørt om Helhorse før deres fjerde album, Hydra, landede på mit bord til anmeldelse. Nogle gange er det let at finde en rigtig god grund til, at man ikke har hørt om et band før. Men efter at have hørt denne plade fra ende til anden mere end en håndfuld gange, så har jeg meget svært ved at retfærdiggøre min egen uvidenhed.
Amerikansk-inspireret metal udført til perfektion
Lige fra det første nummer ”Overboard”, som desuden er første single udgivet fra albummet, så kan man let høre, at bandet bærer deres musikalske inspiration med stolthed. Alt fra rytmen og vokalens føring igennem hele nummeret, til guitartonerne skriger ’Amerika!’. Det er ikke overraskende i vores globaliserede samfund, at et band fra Danmark lader sig stærkt inspirere af vores venner på den anden side af Atlanten. Det der overrasker mig er, når et band gør det så overbevisende, at jeg lige bliver nødt til at dobbelttjekke, om bandet nu også er fra København, som de påstår.
Det skal ikke fortolkes som om, at jeg synes bandet efteraber nogen bestemt amerikansk gruppe eller lignende. Når jeg lytter til Hydra, så skabes der tankeforbindelser til Metallica, og Volbeat. Når de er på deres allerbedste, minder de mig om et sydstats band jeg lyttede meget til i mine teenageår, Maylene & The Sons of Disaster. På den måde er titlen på albummet faktisk perfekt, da Helhorse er et band med mange hoveder, men alligevel formår at komme sammen og skabe et komplet væsen, som er sin helt egen skabning.
Skaber både den perfekte energi og stemning
Når jeg selv skaber så mange konnotationer mens jeg lytter til Helhorse, så er det fordi, at bandet gør et rigtig godt stykke arbejde, i at opbygge en imponerende mængde lydlandskaber i løbet af albummets godt tre kvarter lange spilletid. Faktisk er to af mine personlige yndlingstracks på albummet et rigtig godt eksempel da dette, da de kommer lige efter hinanden. Mit måske absolutte favoritnummer er ”Cycle of Vain Attempts”. Det er simpelthen bare et fantastisk track, som har en energi, jeg kun kan beskrive som Punk’N’Roll, og med et omkvæd og en gennemkørende guitar, der bare giver en lyst til både at danse og headbange, som man aldrig har gjort før. Dette nummer er efterfulgt af det mærkbart mere stemningsfulde ”Northern Lights”. Denne sang fungerer ikke kun som et eksempel på forsanger Mikkel Wad Larsens imponerende evne til også at inkorporere følelse ind i sin ellers temmelig kraftfulde og robuste vokal. Det er også en perfekt lille pause fra de mere tempofyldte og aggressive numre. Begge disse numre er helt sikkert nogen, som vil være interessante og potentielt mindeværdige oplevelser at høre til et Helhorse-show.
Ikke så meget at sætte en finger på
Lige fra vokalens ofte Hetfield-lignende styrke, til samtlige instrumenters formidable synergi, så er der ikke rigtig noget, som jeg kan udpege som en mangel på Hydra.
Hvis jeg skulle tvinges til at frembringe et kritikpunkt, så vil jeg måske sige, at sidste nummer ”War Drums” godt kan føles lidt langtrukkent ved gentagende lyt. Men det må være en smagssag for den enkelte lytter, og selv hvis det ikke var, så er det absolut ikke noget, som ville bemyndige andet end en varm anbefaling til alle der læser dette.
Med mindre du allerede rullede med øjnene, da jeg fremhævede musikkens amerikanske inspiration, fordi den genre simpelthen ikke siger dig noget, så er der definitivt ingen grund til, at du ikke tjekker Helhorse ud. Jeg vil sågar sige, at hvis dine tidligere møder med denne form for metal har efterladt dig med en ligegyldighed overfor genren, så er Helhorse’s nye album af sådan en kvalitet, at det måske kan være et vendepunkt for den holdning.
Tjek singlerne ud, og hvis du kan li’ hvad du hører, så kan jeg glædeligt meddele, at Helhorse har releasefest den 23. august på Hotel Cecil i København.
Trackliste:
- Overboard
- Avalanche
- Outcome Ruin
- Cycle of Vain Attempts
- Northern Lights
- Hydra
- Crystal Blades
- Scarlett Meadow Scarlett Brook
- Under a Bad Moon
- War Drums
About the author:
Assignments: Reviews of concerts and releases / Band interviews / Editorial Tasks
Active since: 09-09-2019
Favorite genres: Punk / Hardcore / Metal in all shapes and sizes