Tag med på et hedensk togt imod korruption
Verden ændrer sig. Nornerne trækker i skæbnens tråd, og vi kaldes til kamp mod undertrykkelse for at genvinde vores frihed. Fem år er gået siden Heathen Forays forrige udgivelse, men stridsøksen er ikke lagt på hylden endnu, og de er tilbage med et nyt album, Weltenwandel, der omhandler verdens forandringer. Slangerne spreder korruptionen helt ned til jordens kerne, selv verdenshavene skriger om hjælp, og ude i samfundet kan vi se uligheder, der er værd at kæmpe imod.
De hedenske østrigere kalder til kamp
Østrigske Heathen Foray startede deres historie for 15 år siden, hvor de efter nogle skift i deres lineup udgav deres første EP, Forest. Til Paganfest i 2008 optrådte de som opvarmning for store navne som: Ensiferum, Moonsorrow, Korpiklaani, Tyr og Eluveitie. Året efter viste musikgruppen tydeligt deres hedenske toner, da de udgav deres første skive, The Passage. Her blev de kåret som det bedste østrigske upcoming-band, og var blandt de nominerede til årets bedste pagan/folk album af Metal Storm Awards.
Efter tre års pause siden udgivelsen af Into Battle i 2015 og efterfølgende to år i studiet, er gruppen tilbage med deres femte album, Weltenwandel, som er produceret i kreative og trygge rammer i deres eget studie.
Selvom det ikke er nyt for bandet at synge på deres modersmål, er det første gang, alle sangene bliver sunget på tysk. Deres sprog blandet med forsangerens rå growls giver en fed mørk og melodisk klang, og de hedenske toner og lyrikken kalder én til kamp imod korruption og ulighed.
Tag skæbnen i egen hånd
Heathen Foray har på tidligere produktioner haft en mere krigerisk tilgang med titler som Into Battle og Armored Bards, men denne gang omhandler det forandringer i verden. Dette sætter dog ikke deres galoperende rytmer i stilstand, og jeg fik også lysten til at finde ringbrynjen og øksen frem og drage afsted på togt. Weltenwandel med titler som “Schicksalsknecht” (umiddelbart “Skæbneslave”), “Soldat” og “Schlangegrube” (“Slangegrav”), omhandler temaer som frihed, samfundets ændringer og kampen imod undertrykkelse. Dette perspektiveres yderligere til menneskets indflydelse på verdenen omkring os, og hvordan såkaldte slanger i magtpositioner er mere interesserede i profit end klimaet.
Albummet drager inspiration fra klassisk, hedensk, melodisk dødsmetal, som vi kender det fra for eksempel Amon Amarth og Týr. Der er growls hele vejen igennem og rene stemmer er en sjældenhed, men alligevel er der en tydelig forskel mellem de individuelle sange, hvor “Monolith” nærmest har en shamanistisk klang med rå chants. “Weg” tager dig på et eventyr i højt tempo og “Tanz” byder dig til ritualistisk dans, der tilfældigvis minder om diverse pits, vi kender fra koncerter.
Det er ikke kun klimaet, der er i fokus; nogle af numrene giver også en vis eventyrlyst – men der er en klar hensigt om at give et mere kritisk perspektiv på tilværelsen, med henblik på at tænke selv, og turde gøre op med vores problemer.
Hedensk, melodisk dødsmetal, som vi kender det
Hvis du elsker at headbange, er dette et fantastisk album, da både bassen og trommerne nærmest får en til instinktivt at rokke hovedet frem og tilbage. “Tanz” er et oplagt nummer til at lave diverse pits til under koncerter eller til andre fester, og man får en generel fed følelse af musikken fra albummet.
Der bliver ikke nødvendigvis bragt noget nyt på bordet inden for denne genre, men hvis man allerede elsker hedensk metal eller er en nykommer til genren, kan albummet varmt anbefales, da det kan hamle op med de store navne indenfor genren.
Weltenwandel opfordrer os til at åbne vores øjne for at se den forandring, der sker i verdenen, og tage initiativ til at ændre de problemer, vi møder. Fyldt med billedsprog og metaforer, og trods deres tre år lange pause, viser bandet, at de stadig har nogle tricks oppe i ærmet. Jeg føler personligt, at deres tyske tekster giver noget specielt til albummet, men det er ikke uhørt inden for genren, at der bliver sunget på andre sprog end engelsk.
Der er stadig håb – grib stridsøkserne og tag ringbrynjerne på. Slangerne skal fanges, så de ikke spreder deres gift, jorden skal helbredes og verdenshavene renses. Der er lagt op til både headbanging og dans med Heathen Forays rå og galoperende toner, når vi alle skal stå sammen og tage skæbnen i vores egne hænder i kampen mod ulighed. Weltenwandel er et fantastisk album, der tænder den indre gnist, og giver lyst til eventyr i en verden af forandring.
Trackliste:
- Schicksalsknecht
- Essenz
- Tanz
- Verfall
- Weg
- Monolith
- Soldat
- Schlangengrube
About the author:
Assignments: Former reviewer of concerts and releases
Active: 17-05-2020 - 19-11-2020
Favorite genres: Melodic Death Metal / Folk Metal / Symphonic Metal