Det var en mørk og sen aftentime, da High Voltages mange gæster i samlet flok tog på en tidsrejse tilbage gennem musikkens historie, fra den rytmiske fortid og frem til den mere rå og upolerede pigtråd. Hvor der dengang var alkoholforbud, så var der bestemt ikke lukket for natklubbens ølhaner denne aften, hvilket kun hjalp til med at løfte stemningen…
Flush The Fashion
Efter at have anmeldt bandets debutalbum tilbage i februar i år, havde jeg store forventninger til aftenens optræden. Lys og lyd var ikke i bandets favør, det var tydeligt at dette var en natklub og ikke et traditionelt spillested, men det lod bandet sig slet ikke mærke med. Fra starten af var humøret højt og det var tydeligt at bandet havde et godt sammenhold, en lun humor og en altomfavnende energi.
Da FtF gik på scenen, havde de ”glemt” forsangeren, de jokede med at man da aldrig kan stole på de svenskere når der er godt øl i nærheden. Men ikke desto mindre dukkede han pludselig op og kastede sig ud i nummeret ”Burn It Down”. Mine og publikums forventninger blev på ingen måde gjort til skamme, og jublen var stor da vi fik bandets største hit: ”Midnight Drunk At Noon”, som henførte os til forbudstidens USA og 20’ernes helt specielle swing atmosfære.
En ting der virkelig imponerede publikum var at alle i bandet undervejs roterede og skiftede instrument, således at eksempelvis forsanger: Magnus Möller pludselig endte bag trommerne. Det var ikke bare for syns skyld at de byttede plads, de vidste faktisk alle sammen hvad de gjorde, og beherskede hvert instrument til fulde. Selvom swingrock bandet er relativt nydannet – for cirka et år siden, så er det bestemt ikke amatører, samtlige bandmedlemmer spiller også i andre bands, og har gjort det i flere år.
Ud over et par covernumre fra bandets inspirationskilder Alice Cooper og Poison, så trak de også et par spændende juleoverraskelser op af hatten. Den amerikanske guitarist Kevin Hunter som blandt er kendt fra Shania Twain, Janet Jackson og Beavis & Butthead dukkede op halvvejs gennem deres optræden og brillerede med sine store evner på strengene. Til slut på aftenen dukkede også en anden velkendt gæst op, Fjeder Stavnstrup, fra et af Danmarks mest populære jam-bands School’s Out! – The Alice Cooper Show, og sang og spillede med på ”School’s Out”, som fin afslutning på aftenens energifyldte koncert.
Sætliste:
- Burn It Down
- Medicated Freakshow
- Midnight Drunk At Noon
- Preacherman’s Door
- Flash The Fusion
- Crackhead Yeti
- Talk Dirty To Me (Poison Cover)
- Bullies
- Backstage Pass
- Thunderdogs
- School’s Out (Alice Cooper cover)
Grumpynators
Ikke længe efter at Flush The Fashion forlod os, dukkede der nye instrumenter op på scenen, heriblandt noget så utraditionelt som en stor flot akustisk kontrabas. Selvsamme bas der blev brugt under indspilningen af det foregående bands musikvideo til ”Midnight Drunk At Noon”. Et tydeligt bevis på at det bestemt ikke var en tilfældighed at de to bands var på tour sammen.
Nu gik tidsrejsen nogle år frem genremæssigt, frem til et sted i midten af 70’erne og begyndelsen af 80’erne, en tid hvor Motörhead og Ramones toppede hitlisterne. Grumpynators forsanger Emil Øelund har sammen med resten af rockbandet forstået at videreføre datidens rå og uspolerede lyd. Den brummende bas, den gungrende guitar og den tonstunge lyd fra trommerne, kombineret med Emils ru stemme bidrog til illusionen om at være tilbage i tiden.
Bandet blev dannet tilbage i 2011, Guitaristen Christian Nørgaard trådte sine musiker-barnesko i bandet Volbeat. Emil og kontrabasspiller Jakob Øelund spillede dengang i opvarmningsbandet Taggy Jones, og sammen med trommeslager Kasper Jensen fødtes idéen til Grumpynators. De fik dog først deres debut i 2015 med albummet Wonderland, nogle få år efter at Jensen havde forladt bandet til fordel for den nuværende trommeslager Per Fisker.
Folkeskaren foran den lille scene var tæt, og selvom det ind i mellem var lidt svært at skelne den ene melodi fra den anden, så havde publikum en fest på gulvet. Navnlig hen mod slutning på koncerten, hvor ”Lemmy Queen Of Hearts” bragede ud over os og henførte en til at tro at Lemmy Kilmister var genopstået fra de døde i anledning af julen, for at hjemsøge os med sine ørehængende riffs og medrivende melodier, inden vi helt druknede i juletidens alt for sukkersøde sange.
Sætliste:
- Wonderland
- No Monsters
- Miss You
- Now I Know
- Break It Away
- The Stalker
- Fame
- Walking In The Night
- Hotel 2nd Age
- Grymponator
- Pretty Little Devil
- Burning In The Snow
- Pray For Your Life
- Lemmy Queen Of Hearts
- Then We Cried
- Take The Last Dance…
Det er sent og aftenen har været lang med musik fra dengang rocken var ung, med en følelse af at begge bands trods både lys- og lydproblemer har leveret alt hvad de havde i sig af energi og musikalitet vil jeg nu trave ud i det vinterkolde mørke igen. Med de sidste toner stadigt klingende i hovedet, og en fornemmelse af at have deltaget i en tidsrejse af dimensioner, går turen nu hjem i seng, for at vågne op igen i morgen til julens stress og jag og nutids-toner af det som rocken er blevet til i dag.
Flush The Fashion
Grumpynators
About the author:
Assignments: Music reviews and photographing / Editorial Tasks
Active since: 11-06-2018
Favorite genres: Melodic Death Metal / Industrial Metal / Symphonic Black Metal