-
Light This City
-
Ghost Iris
3.75
Så er koncertsæsonen i gang igen efter en god varm sommer. Hvad er bedre end at skulle ind i varmen i Temple of Doom til en god omgang fe’ mædl, hvor man hurtigt glemmer gråvejret udenfor, og det ikke kun er efterårsvinden, der får gang i garnet, eller hvor musikken går så meget i blodet, at man nærmest koger indvendig.
Light This City
Amerikanerne kan bare det der med female-fronted melodisk dødsmetal. Bandet Light This City blussede op omkring San Franciscos kyst tilbage i 2002. Desværre var der ikke helt fyret godt nok op under bandet, hvilket bevirkede, at de blev opløst to-tre gange i mellem 2003 og 2008. De følgende otte-ni år mødtes de flere gange til reunions, indtil de i 2017 endelig så lyset, annoncerede deres gendannelse og smed albummet Terminal Bloom på gaden året efter.
Man er ikke i tvivl om, hvor drivkraften i Light This City kommer fra. De to tilbageværende bandmedlemmer, trommeslager Ben Murray og forsanger Laura Nichol, fra det oprindelige line-up havde en sådan energi på scenen, at det nærmest skinnede ud af dem. Bassisten Jon Frost og guitaristerne Steve Hoffman og Ryan Hansen gjorde det også godt, men var lidt mere stationære på den lille scene i Templets mørke. Laura fortalte, at dette blot var deres anden koncert i Europa nogensinde, og vi må da bestemt ikke håbe, at det bliver den sidste på dansk jord.
Lauras aggressivt knurrende vokal blev leveret helt nede i ansigtet på de forreststående i salen. Selvom de andre bandmedlemmer ikke bevægede sig nær så meget rundt på scenen, så havde de konstant øjenkontakt med publikum. De instrumentale harmonier sad lige i skabet på en måde, så man virkelig kunne mærke, at bandet var rutinerede musikere med sans for detaljer i lydbilledet. Aftenens lysmand havde virkelig fingeren på pulsen og forstod at sætte lys ud fra stemning og toneart i musikken aftenen igennem. Hvis jeg endelig skal pege noget ud, der tæller ned i karakteren for bandets optræden, så var det, at vi savnede mere interaktion med publikum mellem numrene. Dette kombineret med, at de i Danmark er forholdsvis ukendte, gjorde nok, at ikke alle i salen blev revet med af stemningen. Men når det er sagt, vil jeg sige, at det er et band, vi bør holde øje med fremover.
Sætliste:
- Reality in Disarray
- A Grotesque Reflection
- Death Downwind
- Agents of Fate
- Wake Me At Sunset
- Facing the Thousand
- Sand and Snow
- The Collector. Part 1: Muse
- Terminal Bloom
- Stormchaser
- Like Every Song’s Our Last
- Unwelcome Savior (encore)
Ghost Iris
Det kun fire år gamle band har siden sit debutalbum, Anecdotes of Science and Soul, udviklet og finpudset sin lyd og sine harmonier i en grad, der har gjort, at det har fået sig en stadigt voksende trofast fanskare. Læser man anmeldelser fra andre sider, er der meget skiftende meninger om, hvilket album der er bedst, og om den genre, som de spiller. Personligt mener jeg ikke, at det spiller den store rolle, så længe fanskaren bare kan lide, hvad de hører.
Hvis man syntes, at Light This City ikke havde nok energi på scenen, så ville man da blive helt forpustet af dét, som Ghost Iris leverede på den alt for lille scene denne aften. Selv trommeslageren havde svært ved at blive på sin plads. I starten var jeg lidt paf over, at de havde frabedt sig fotografering på og fra scenen, men efter at have oplevet dem live forstår jeg det meget bedre.
Sætlisten var tight og bestod primært af numre fra det netop udgivne album Apple of Discord, men der var også plads til nogle få numre fra de to foregående albums. Faktisk viste det sig til min store overraskelse, at min egen favorit ”Parallel Passage” stammede fra deres første album. Et andet nummer, som jeg også følte gik direkte i nakkemusklerne og nærmest tvang mig til at ryste hårpragten, var ”The Devils Plaything” fra det nye album.
Der var masser af interaktion med publikum fra samtlige bandmedlemmer hele koncerten igennem, og det var tydeligt, at størstedelen af de fremmødte var kommet for at høre dette anmelderroste band. Der blev opfordret til en moshpit, der fyldte det meste af salen. Publikum var bestemt ikke sene til at kaste sig smilende ud i denne, imens de skrålede med på lyrikken fra forsangeren Jesper Vicencio Güns sprøde vokal. Min eneste kritik af denne aften er længden på sættet, som desværre var alt for kort med sine sølle 40 minutter mod det mere end 10 minutter længere sæt med Light This City.
Sætliste:
- The Rat And The Snake
- Final Tale
- The Devils Plaything
- Parallel Passage
- Heaven Was Pure Hell
- Save Yourself
- Pinnacle
- Beauty In Expiration
- Virus
Hvis ikke din puls på nuværende tidspunkt nærmer sig kogepunktet, og dit humør endnu ikke er steget til nye højder, så kan du umuligt have været med til den samme energiske koncertaften, som jeg var i aftes. Selvom begge sæt var korte, formåede de i dén grad at få vækket folk fra deres begyndende efterårsdvale. Hvis stemmen svigter og er hæs, så er det med stor sandsynlighed ikke, fordi det er koldt udenfor, men fordi du sikkert har sunget alt for højt med. Er nakken øm, er det nok heller ikke på grund af træk fra efterårsvinden, men fra din voldsomme headbanging aftenen igennem.
Light This City
Ghost Iris
About the author:
Assignments: Music reviews and photographing / Editorial Tasks
Active since: 11-06-2018
Favorite genres: Melodic Death Metal / Industrial Metal / Symphonic Black Metal
Hammerschmitt
Feather Mountain