Dansksproget debut er en vældig tankestrøm af interessante ideer
En melankolsk doom-stemning blandet med eksperimentelle avantgardeindslag, alt sammen pakket ind i en progressiv rock- og metalpræsentation med en punkrockenergi. Dette er bare én måde at beskrive det, som møder en i Ephemeros: Virvar-albummet. Forpligtet lytning for alle fans af alternativ og nytænkende musik, er en anden.
Modig introduktion
Nogle bands kan have en tendens til at prøve at finpudse det første indtryk, som deres album giver lytteren, især når der er tale om en debut. Der er dog intet ved introen ”Ephemeros”, der lugter bare en smule af nogen form for målrettet vurdering. Alt fra skrigende metal til dystre og vemodige guitarsektioner møder dig på dette nummer.
Forstenet er ikke ude på at ramme én bestemt målgruppe, men giver i stedet en rå og stemningsfuld præsentation af, hvad de kan og har lyst til at spille, samt hvad man kan forvente at høre mere af, hvis man vælger at fortsætte. Tracket har en god længde på lidt over otte minutter, der giver hvert bandmedlem god mulighed for at demonstrere sine færdigheder.
Jeg er især imponeret over bandets evne, til komplet at kunne ændre et nummers gennemgående atmosfære på en måde, der virker helt naturlig. Det gør, at de lidt ekstra lange numre, Forstenet fyrer af på dette album, for det meste undgår at falde i den ensformige rille, som mange nye progressive grupper har det med at gøre.
Et band som oser af talent
Jeg nævnte før, at bandets samlede evne til at kunne koordinere lydbilledet i forskellige retninger under et nummer, var meget imponerende. Dette er dog ikke noget der lykkedes, uden at hver eneste plads i orkesteret er besat af en musiker, som virkeligt kan sit kram. Forstenet har dog, trods ”kun” at have været et band siden 2011 (2011-2018 kendt som Poisoner), en flok musikere, der lyder mere sammenspillede end mange af de bands,der har flere årtier på bagen.
Rytmesektionen kan være knald eller fald for et band som Forstenet: hvis ikke melodierne og vokalen har et godt fundament at opbygge og nedbryde forskellige lydlandskaber på, så kan et nummer på over fem minutter blive meget langtrukkent at lytte til. Heldigvis leverer Emil Deleuran Poulsen på trommerne og Morten Gustav Eide på bassen al den stabilitet og fleksibilitet, et band kun kan håbe på.
Guitaristerne Lasse Sølling Madsen og Lauritz Andersen spilder ikke på noget tidspunkt deres tid på albummet. Det resulterer i, at jeg som lytter føler, at sangene altid er på vej imod et eller andet mål. Dette lyder måske, som om det burde give sig selv. Jeg tror dog, at mange vil give mig ret i, at bands med en mere progressiv eller eksperimentel tilgang kan have en tendens til at blive lidt for stolte over et enkelt femten-sekunders riff, hvorefter publikum skal udsættes for dét i flere minutter i streg. Dette skåner Forstenet, heldigvis lytteren for.
Mit absolut favoritelement ved Forstenet må dog være vokalen fra Lauritz Andersen. Det er en vokal, man enten elsker eller hader, hvilket generelt er det, jeg falder hårdest for. Han rammer mange forskellige lydbilleder med sin stemme; alt fra ufin-men-passioneret-punkrockråb til depressive metalskrig. Derudover overraskede hans pludselige og samtidigt velplacerede falsettoner mig mere end én gang på mine første gennemlytninger af albummet.
Jeg skal heller ikke lade Troels Mathiesen slippe for pris. Det meste af tiden på albummet står han for ganske veludførte keyboardpassager, som, trods det at de ikke står alene, alligevel er en aktiv tilstedeværelse i melodierne. Det er mere, end hvad man kan sige om mange andre keyboardspillere i moderne rock- og metalgrupper. Det, som gør mig allergladest ved Troels, er dog hans trækbasun. Jeg kan kun håbe på, at han kan være fakkelbæreren for mere trækbasun i dansk rock og metal, for kun gud ved, at vi har brug for det. Det har jeg i hvert fald.
Umulig at sætte i bås
Det er nok svært at sætte skjul på, at jeg er utrolig glad for, hvad Forstenet præsterer på dette debutalbum. Samtidigt har du måske også lagt mærke til, at jeg ikke er gået alt for meget i detaljer med, hvad de enkelte numre på albummet faktisk indeholder. Det er der en grund til.
Ephemeros: Virvar er et album, der først og fremmest nydes bedst af en aktiv og interesseret lytter. Det vil sige, en, der lytter til et album for første gang, som skulle vedkommende læse en bog eller se en god film. Derfor vil jeg ikke spolere alt for mange specifikke detaljer ved albummet, men i stedet varmt anbefale – hvis noget i denne anmeldelse har vækket din interesse bare en smule, at sætte en time af til at få lyttet denne debut igennem snarest muligt.
Jeg kan nemt se mange potentielle lyttere blive skræmt væk første gang de giver sig i kast med den auditive rejse, som er Ephemeros: Virvar. Det er længe siden, jeg har hørt et band lade ideerne flyde så frit på deres debut. Det har dog vist sig at være det værd, og jeg kan ikke vente med at se, hvad fremtiden byder for Forstenet.
Trackliste:
- Ephemeros
- Afmagtskvad
- Intet Bliver
- Falske Vår
- Udryddelsesønsket
- Dissonans I
- Dissonans II
- Skønhed Blandt Kolossale Masser af Grå
- Urskov
- Virvar
About the author:
Assignments: Reviews of concerts and releases / Band interviews / Editorial Tasks
Active since: 09-09-2019
Favorite genres: Punk / Hardcore / Metal in all shapes and sizes