-
Electric Boys - Ups!de Down
2
Stærkt skuffende album fra et veletableret band.
Fra det respekterede Ghost Ward Studio, der har indspillet navne som Opeth og Katatonia, kommer Ups!de Down fra Electric Boys. De byder på en moderne tilgang til hard rock, som de har mikset med den gode lyd fra funkmusikken. Blandingen er spændende, men det falder nok ikke i alles smag.
Udmærket arbejde og velproduceret lyd
Electric Boys fra Sverige er super dygtige musikere, med en professionalisme der gennempræger udgivelsen. De har siden det første særprægede album, Funk-O-Metal Carpet Ride i 1989, spillet sig ind i hjerterne på deres fans. Bandet har blandt andet fået kommentarer om, hvordan musikken har ændret lytternes liv. Med inspiration fra Jimmi Hendrix og Deep Purple udgiver Electric Boys nu Ups!de Down. På grund af coronanedlukningen har gruppen ikke kunnet få deres trommeslager Niclas Sigevall ind fra Los Angeles, og derfor spiller Jolle Atlagic på trommer.
Skiven er indspillet, mikset og mastered ved Ghost Ward med David Castello som co-producer, hvilket betyder at Electric boys ikke nødvendigvis skal lytte til ham, men at han kan komme med input til hvordan musikken kan lyde. Castello er også co-producer hos bands som Opeth, Katatonia og Bloodbath. Dette giver optagelserne en super god lyd, og man kan nyde Conny Blooms vokal, Martin Thomanders Guitarspil samt Andy Christell på bas. Man kan ikke tage fejl af, at de er dygtige musikere, som kender deres udstyr.
Overflod af lyd
En af de første ting, man lægger mærke til i intronummeret ”Upside Down Theme” er, at de skulle have stoppet, mens legen var god. Electric Boys bliver ved med at bygge ovenpå melodien, hvilket giver et udtryk med unødig overflødighed. Dette ville være okay, hvis der havde været en sammenhæng med resten af skiven. Intronummeret skulle der være brugt mere tid på at skrive, fordi det er markant anderledes end resten af albummet. Når man hører temaet, er der et episk og melodisk lydmønster, som bryder med den kommercielle 80’er rocksang, resten af udgivelsen lyder som.
”The Dudes and the Dancers” er nok den indspilning, der mærkes som mest gennemtænkt. Det svinger på en helt anden måde end resten af albummet med en basgang, som hurtigt sætter tonen. Sammen med riffet lægger det basen til en god, funky rocksang. Indslaget ”Globestrutter” starter ud godt, men falder i kvalitet så snart verset starter. Electric Boys forsøger at få energien op igen hen over nummeret, men det sker ikke. Sidste søm i kisten er et rap-stykke, som sangen ikke havde brug for. Rap-stykket ender med at udtrykke en klassisk skolemusical-følelse, som bare er utilgivelig.
Et gennemgående tema i musikken er, hvordan enten bridge eller omkvæd ikke hænger sammen med resten af nummeret. Mange af indslagene kører to forskellige energier i henholdsvis vers og omkvæd, hvilket kan være godt, men når det er størstedelen af albummet, bliver den hurtig gammel. Der er også steder, hvor man meget gerne ville høre, at deres producer var inde over indslagene, for med Castellos erfaring med denne type musik, kunne Ups!de Down lyde professionel.
Uden samarbejde og sjæl
Det er ikke fordi Electric Boys er talentløse musikere eller at co-producer Castello er dårlig til sit arbejde. De skulle nok bare ikke have arbejdet sammen. Ups!de Down er ikke et album, du ville kunne huske at du har hørt, og det giver dig heller ikke lyst til at finde mere fra bandet. Castello er en superdygtig metal-producer og fantastisk til at fremhæve det skæve i metal, men Electric boys spiller hardrock med funkelementer. Man mærker ikke, at der er fremhævet nogle gode kvaliteter.
Mange af sangene virker som fyld, som var de skrevet for at tjene penge. De få numre, som er velskrevne, er så overfyldt af detaljer, at det bliver en smule for meget af det gode. Energien forsvinder og de velskrevne indslag ender med at komme på niveau med de numre, som kan blive anset som fyld.
Meget moderne er Electric Boys ikke og deres fortolkning af musikken er også lidt skuffende. En uheldig ting er, at den runner, de sendte, indeholdt flere nøgleord end der kunne høres i albummet, hvilket giver en følelse af, at de ikke engang selv tror på, hvad de spiller. Det er ikke noget man forventer fra en gruppe, som har været i gang i 30 år.
Trackliste:
- Upside Down Theme
- Super God
- Tumblin Dominos
- Never Again Your Slave
- She Never Turns Around
- GlobeStrutter
- The Dudes and The Dancers
- Twang ’em & Kerrang ’em
- It’s Not the End
- InterStellafella
About the author:
Assignments: Reviews of concerts and releases / Band interviews
Active since: 29-09-2019
Favorite genres: Post Punk / Darkwave / Classic Rock / Industrial / Ambient
Demon Head
Bodom After Midnight