Fredag den 13. startede Dead Letter Circus med support fra Daze of June og Siamese deres tour på Beta2300 i Kbh. Der var hverken dræber klovne eller undslupne mordere (af hvad jeg ved af), derimod var der fed musik og fantastisk stemning!
Daze Of June
Drengene i Daze of June lagde stærkt ud med ”Two Suns”, som straks tilkaldte de sidste publikummer fra barområdet. Der var smæk på lyden og fed kontakt bandet imellem, selv med lånetrommeslageren Mikkel Hvam som ellers hører til hos Sons of Death Valley.
Med Hulk (Benjamin Ganzhorn) som forsanger rykkede især de kvindelige gæster tæt på scenen, hvor der var vild energi mellem band og fans.
Som fotograf kunne jeg godt have ønsket mig bedre lys på scenen og især trommeslageren var så godt som umulig at se under meget af koncerten, men lyden var overraskende god i så lille et lokale.
En fantastisk start på en vild aften!
Sætliste:
- Two Suns
- It Stays
- The Current
- Summit Fever
- June
- Heart Of Silver
Siamese
Da gutterne i Daze of June sluttede første del af support af med nummeret ”Heart of Silver”, som også er titlen på deres album, så var stemningen lagt solidt for Siamese til at følge.
Guitaristen Andreas Krüger var med en sidste gang, inden Christian Stilling låner rollen på deres kommende tour sammen med Dead Letter Circus og Daze of June.
Der var et kort ophold i showet pga. en smule tekniske problemer. Dette blev dog hurtigt fikset, imens forsangeren Mirza Radonjica trak tiden ud. Desværre nægtede han at fortælle jokes, men med charme, selvtillid og lækkert hår behøver man måske heller ikke at fyre vittigheder af.
Man kunne mene det ville ødelægge lidt af oplevelsen, men tværtimod jeg synes, at det gav os muligheden for at få et glimt af fyrene bag musikken, og det var fedt at se hvor køligt de tog det.
The show must go on, and so it did. Siamese startede smukt ud med ”Souls and Chemicals” og byggede op til et brag af en fest da folk gik, ja bananas, til ”B.A.N.A.N.A.S.”.
Jeg havde glæden af et se drengene live for første gang til deres release show på Hotel Cecil tilbage i maj måned. De har en fantastisk energi og forsangeren Mirza har en smuk kontakt til publikum. Hvis man følger dem på de sociale medier, fornemmer man hurtigt, at det er en flok der har det fedt sammen, hvilket kun styrker den respekt jeg har for bandet.
Dette er et band der skal opleves live, og jeg ser frem til de snart får større scener at stå på, for det fortjener de.
Sætliste:
- Souls And Chemicals
- Give Me Up
- Cities
- Not Coming Home
- Ablaze
- Liar Cried Wolf
- Tunnelvision
- Party Monster
- B.A.N.A.N.A.S
- Ocean Bed
Dead Letter Circus
Endelig blev det tid til charmetroldene fra Australien! De lagde ud med min personlige favorit ”The Armour You Own”, hvilket fungerede godt da den har en fed opbyggende effekt.
Forrest stod to unge kvinder, som havde vundet meet’n’greet konkurrencen med de søde fyre i Dead Letter Circus. Jeg nåede desværre ikke at tale med dem, men ud fra kvindernes hvin og røde kinder tolker jeg det som en fed oplevelse.
Det var ikke kun unge kvinder, der kom for at se vores gæster from down under. En ældre herre stod så tæt på scenen, at jeg indimellem var bekymret for om hans fagter ville ramme forsangeren, der med sit intense blik holdt publikum fanget.
Som fotograf må jeg dog kommentere på at sceneshowet var lettere ensformigt, lige bortset fra bassisten som kunne have underholdt helt alene. Stort hår, stort skæg og fed energi – mere af det, tak!
Som helhed synes jeg der manglede en smule hos vores headliner, Uden helt at kunne sætte en finger på det, mener jeg de manglede den sidste power til at gøre det federe at opleve dem live fremfor at høre dem hjemme på anlægget. Lad os kalde det jetlag og ønske dem en fantastisk tour!
Sætliste:
- The Armour You Own
- In Plain Sight
- While You Wait
- Space On The Wall
- Change
- Tremours
- The Burning Number
- Cage
- I Am
- We Own The Light
- Running Out Of Time
- The Mile
- The Real You
- Next In Line
Som endelig konklusion vil jeg mene, trods tekniske problemer, at Siamese var højdepunktet på aftenen. Både på grund af show, lys og energi, men også ud fra publikums deltagelse og tilslutning. Vores Australske gæster var ikke helt oppe på mærkerne denne gang, men de har en hel tour til at komme op i gear, og jeg ønsker alle 3 bands en fantastisk tour.
Daze Of June
Siamese
Dead Letter Circus
About the author:
Assignments: Concerts/Promotion Photographing
Active since: 19-09-2019
Favorite genres: Punk / Rock