-
Copenhell festival 2022
4
Copenhell 2022
Efter to år med Corona, er Copenhell endelig tilbage, og folk har virkelig glædet sig til endelig at blive sluppet løs i festivals københavnske omgivelser. Programmet har selvfølgelig haft ændringer, men har formået at holde nogle af hovednavnene til festivalen. Copenhell kan så meget og derfor er det så fedt, at Copenhell har åbnet op for endnu en scene, nemlig Gehenna, så det bliver et godt langt program. Vi glæder os til at kunne komme med nogle ord om nogle af de oplevelser, der er undervejs.
Spilledag 1 – onsdag
Wargasm
Wargasm er en britisk electronic punk/rock-duo, som indtil nu har udgivet 11 singler, og regner med at udgive deres debutplade i løbet af sommeren 2022, og de er et band med masser af energi og kraft.
Efter et fantastisk indråb fra Sofia Schmidt, hvor hun fik råbt hele åbningspladsen op, startede Wargasm Copenhell som det allerførste band på den nye scene, og på dette års Copenhell, og det var et virkelig godt valg. De gav den hele armen med deres meget punkede attitude. Det er lige noget, der kan få de fleste til at have en fest.
Gehenna-scenen var fuldstændigt proppet. Der var selvfølgelig hellere ikke andre scener åbne, men folk stod helt tæt for at komme tæt på og være med i festen. Det var en super god lille appetizer inden festivalen faktisk gik i gang.
Angstkríg – Se fotos her
Der er faktisk ikke specielt meget at sige om bandet. Det er en dansk duo, som har valgt at holde sig anonym, men på deres debutalbum, der udkom den 28. maj 2021, havde de dygtige og etablerede navne som Attila Vörös, Frédéric Leclercq, Mathias Lillmåns, Tomas Elofsson, Frederik Brandt Jakobsen og Sylvain Coudret. Så man kan kun spekulere i, at det er folk med forbindelserne i orden.
Gruppen spiller skøn melodisk black metal med dansk lyrik, der både er virkelig lækkert spillet, men også viser deres evne til at inkludere en masse forskellige talenter i deres musik, fra folk med erfaringer fra mange forskellige bands og styles.
Selvom Wargasm officialt startede Copenhell, så er det Angstkríg, der i den grad bliver første band, der får fanget folk og får dem med i groovet. Carsten Holm får budt folk velkommen, og ind på scenen går de to medlemmer med ham, og deres sække.
Bandmedlemmerne har hver deres podie og tilhørende hvid stand Før de gik på, overvejede jeg om man ville få et billede op på de her standere, men de var der nok mere for at stå ud, særligt med deres helt sorte tøj og nedtrukket sorte nylonstrømper over hovedet.
På bandets udgivelse har de benyttet sig af en bunke gæste musikere. Her til aften har de fået en til at tage de dele. Musikken rammer enormt plet hos de fremmødte, og til trods for at bandet er ret nyt, synger flere af gæsterne med på ”Lucifer Kalder”, og deres guitarist/sanger får budt op til dans på en yderst velkendt måde. Det var tydeligt på de gæster, der var mødt op, at flere blev glædeligt overrasket over et band, de ikke rigtig kendte.
Suicidal Tendencies – Se fotos her og her
Suicidal Tendencies startede i 1981, og fik en varm modtagelse af deres meget punkede stil. Senere fik de blandet mere metal ind i deres lyd, og da bassist Robert Trujilo (Metallica mm.) tilsluttede sig bandet, fik de en mere funket lyd, men vendte senere tilbage igen (uden Trujilio) til den originale stilart.
Sammen med andre bands som D.R.I, Corrosion of Conformatity og Stormtroppers of Death bliver de betragtet som at være fædrene af crossover/thrash stilen. Det eneste originale medlem tilbage er forsanger Mike Muir, som er kendt for at være dygtig til at skrive lyrik, der tager alvorlige emner op med humor og et glimt i øjet.
Suicidal Tendencies gik på scenen med en masse iver, men det stod godt nok en smule skidt til med kontakten ud til publikummet, og det gjorde at responsen fra publikum blev tilsvarende halvhjertet. Bandet havde hentet nye kræfter ind i form af Robert Trujillos søn, Tye Trujillo. Således kommer han til at spille på samme scene, som far skal spille på lidt senere. En scene der er bygget op med snakepit, som Metallica benytter sig af. Det får bandet her til at fremstå endnu mere fladt, fordi guitaristerne er lidt bundet fast oppe på scenen, langt væk fra publikum, og det er kun Muir og Trujillo der faktisk får bevæget sig ud på scenen, rundt om snakepitten. Jeg håber at Copenhell får fjernet den del af scenen til de resterende dage.
Vola – Se fotos her
Danske Vola stormede frem i udlandet og blev langt mere kendt uden for landet grænser end inden for landets grænser, men langsomt er danskerne ved at få øjnene op for det københavnske progressive rock band. De tilføjede i 2018 svenske Adam Janzi, som de fandt på You Tube.
Bandet har enormt mange influencer som Opeth, Devin Townsend, Soilwork, Meshuggah, Massive Attack, Mew med flere, og har en blanding mellem Rock og elektronisk musik, krydret med metal og jazz elementer. De har spillet rigtig mange koncerter, særligt i udlandet, nu er tiden kommet til vækst i hjemlandet, og i dag spiller de så på Copenhell!
Vola har fået kørt det store lysshow i stilling Desværre spiller de mens det er lyst. Det ville have været meget federe at have oplevet det om aftenen. Vola får virkelig givet den gas i dag, og folk er også mødt talstærkt op! Det var fedt at se hvor hurtigt at det pludselig gik, før pladsen var spækket med folk.
Bassisten og trommeslageren har en fest og er dybt engageret i deres spil. De kan have nogle helt opslugte udtryk fyldt med glæde, som man næsten kun kan blive i godt humør af. Publikum er fuldstændig opslugte af bandet, som ikke helt danner moshpits, men mere at nyde en stund opslugt af musikken.
Ugly Kid Joe – Se fotos her og her
Bland satire og heavy metal, og hvad kan så gå galt. Allerede deres navn startede som en joke. Hvad der skulle have været et one show navn, da de skulle spille med Pretty Boy Floyd, endte med at blive bandets blivende navn. Pretty Boy Floyd trak sig fra koncerten.
I 1992 udgav de debutalbummet America’s Least Wanted, og de har måtte være noget, som scenen manglede for den blev en succes allerede fra start, og det er også fra den, at de fleste af de sange, som folk kender Ugly Kid Joe for, er fra. Bandet gik fra hinanden i 1997, men blev samlet igen i 2010, hvorefter de har udgivet et enkelt album nemlig Uglier Than They Used Ta Be i 2015. Gad vide om der er nyt på vej fra dem.
Der var mødt stort op foran scenen til Ugly Kid Joe, og de lavede da også et show, der slet ikke skuffede. Selvom bandet selvfølgelig er lidt oppe i årene, og man godt kunne være lidt nervøs for om de kunne levere, men det gjorde de. De var allesammen rigtig gode til at komme ud til folk.
Scenen havde ikke et snakepit, så de kom ikke til at stå helt bagude, men var faktisk fremme. Forsanger Whitfield Crane formåede at få fat i alle, og få dem med på at klappe og hoppe, underholdte med historier, og fik folk til at synge med. Der blev skrålet, råbt og moshet derud af. Folk svarede kaldet!
De fik spillet noget nyere materiale, men de fik også tid til at levere nogle af de hits folk higede efter, med lidt sing-along på ”Cats in the Cradle” og ”Everything About You”, som blev leveret sublimt næstsidst, og da folk troede det var det. Så leverede de et cover af Mötorheads ”Ace of Spades”! – Well Done! – hele vejen igennem.
Spilledag 2 – Torsdag
Ivy Crown – Se fotos her
Denne danske gruppe fra København består af fire kvinder med ben i næsen. De startede ud i 2017 og spillede på Distortion. Her skulle de fremføre deres version af en anden kunstners sang. De fik tildelt Suspekt og omskrev deres sang ”Sut den op fra slap” til deres egen version ”Slik den våd fra tør”.
Deres stil er melodisk metalcore med ren kvindevokal også tilsat lidt gæstevokaler her og der. Deres inspirationskilder er mange, lige fra Beyonce og Christoffer til Slipknot og System of a Down, hvilket også afspejles i deres opfattelse af sig selv som et band, der både har noget blødt og hårdt i sig, men en ting er sikkert: Det er et band, som tør kaste sig ud i nogle fede ting.
Bandet er seks medlemmer på scenen, med tre guitarister, og noget af det første, der virkelig skinner igennem er hvor forskellige disse kvinder er, men at de alligevel har fundet et fælles fodfæste. Det er virkelig fedt at opleve, hvordan diversiteten bliver udnyttet på scenen, men også hvor godt i spænd det går.
Der var en smule rumklang på vokalen, men ellers spillede det faktisk meget godt. Publikum var godt tændte på at se Ivy Crown og hyldede dem vildt med at kalde deres navn, horn, lettere mosh og en del crowdsurfing.
Da forsangeren første gang bød op til en wall of death virkede hun lidt overrasket over, at der blev dannet en mindre en af slagsen, og at de afventede hendes go. Den sneg sig næsten ind på læben af hende, men hun fik den desværre ikke helt ud, lidt ærgerligt. Ved andet indkald til Wall of Death havde publikum lært dette og afventede ikke signal, der hellere ikke kom.
De sluttede af med en opfordring til at få kvinderne til at crowdsurfe (indtil da var det kun en enkelt kvinde der havde gjort det). Det gav en masse at lave til securityvagterne, som inden koncerten havde snakket om, der ikke blev så meget at lave, fordi det var tidligt på dagen. Det svømmede ind med folk over hegnet i bølger, og rigtig mange af dem var kvinder, så vagterne havde lidt svært ved at følge med. Det var en fornøjelse at se deres udtryk af forundring.
Midnight – Se fotos her
Altenar kørte Midnight som et sideprojekt i et stykke tid og udgav i starten mest nogle enlige EP’er, indtil han valgte at satse det hele på sit soloprojekt, der benytter sig af gæste live-musikere til koncerterne. Stilen er Black’N’Roll til den meget thrashet side, og der er ikke sparet på at køre ens image fuldt ud sleasy.
Det er et band, der virker virkelig undervurderet, særligt her på denne side af Atlanterhavet, og som om de har et massivt image allerede i USA. Man må håbe, at Copenhell er en chance for at få skabt noget opmærksomhed omkring dette band, der er hurtigt, direkte og fuldstændigt straight up i skuffen.
Det var stadig ikke alle, der helt havde fået læst, at Sacred Reich var blevet erstattet af Midnight på programmet, men de er en virkelig god erstatning, fordi deres musik er så tiltagende live. Denne lidt klicheagtige udklædning med hætter, hans trofaste læderjakke, bullet bælte og den bare mave. Jeps, som han ikke tager af under interviews (både dem han giver og laver).
Deres black thrash er godt, velspillet og catchy, og de er dygtige til at være på hele scenen. De er måske nok ”kun” tre mand på en ret stor scene, men det gør slet ikke noget, fordi bortset fra trommeslageren, der er lidt bundet af sit instrument, så styrter de andre to rundt og sørger for at få givet et show til alle. Deres live-guitarist har også en fest og finurlige bevægelser på scenen, men det er tydeligt at han nyder det han laver, og det til trods for, at det jo kun er en live-guitarist. Virkelig et top-gennemført show!
Nyredolk – Se fotos her
I 2018 udkom et demobånd, der væltede landet, Nyredolk havde sendt deres første udgivelse afsted. Det blev modtaget med kyshånd alle steder, og det blev spået en kæmpe fremtid. Disse to københavnere havde lavet en super rå og upoleret crust black metal skive med tydelige inspirationer fra Burzum og det tidlige Darkthrone.
Et par live gigs viste et band, der var lige så kaotiske live som de lød på pladen – der blev smadret lamper og vokalisten slog sig selv bevidstløs under deres optræden. Der gik ikke længe fra deres første demo til booking på Copenhell, men så kom Corona. Tiden brugte bandet på deres første EP Indebrændt, som er i noget langsommere i tempo, men med samme rå og upoleret produktion.
Nyredolk fik virkelig givet den gas, og det var som om det var en speed-pedal, som aldrig rigtig blev sluppet. Der var konstant energi, der strømmede ud fra scenen. Nyredolk var seks mand på scenen, alle iført elefanthuer med undtagelse af forsangeren, der havde hvid hætte som taget ud fra deres albumcover.
Der blev sprunget ned fra scenekanten, balanceret på hegnet og crowdsurfet af forsangeren. Det er i den grad det band, der har haft allerstørst publikumskontakt indtil videre. Publikum jublede, og det gjorde fotograferne nok også, for der var virkelig noget at få her.
Publikum virkede måske en smule forstummet af hele affæren, fordi godt nok blev der kastet horn med mere, men i forhold til Ivy Crown, der spillede sammen scene lidt tidligere, var de faktisk meget, stille.
Opeth – Se fotos her
Opeth er et svensk metal band, der svinger lidt mellem at spille progressivt dødsmetal og progressiv rock. Bandets musik og levetid har gennemgående været mest præget af det progressive, og af guitarist og forsanger Mikael Åkerfeldt. Resten af lineuppet har været skiftet ud løbende.
Inspireret af Jonas Renkse fra Katatonia lavede bandet en kombination af et blødt og et hårdt album på én gang, og det blev til at de optog Deliverance og Damination samlet, men udgav dem hver for sig i henholdsvis 2002 og 2003. Sidst bandet udgav noget var In Cauda Veneum, hvor man udgav sangene med tekster på både svensk og engelsk, og derfor blev det udgivet som et ”dobbelt” album selvom sangene var helt ens, kun lyrikken og vokalen anderledes. Det var rigtigt smukt også at høre dem på modersmålet.
Opeth er et band, der har virkelig mange følgere, og det med god grund. De er virkelig dygtige, deres musik er kringlet og progressivt, og lige netop derfor fungerer det vildt godt, når de spiller i DRs koncerthus eller på Det Kongelige Teater. Men i dag spiller de på Copenhell, deres fans står og nyder musikken og kompleksiteten.
Forståeligt, fordi Opeth spiller rigtig godt, men det bliver meget langtrukkent til en festival, hvor man lidt kunne ønske mere gang i den. De får spillet nogle af deres gamle klassikere også til stor begejstring for dem der er mødt op, også dem der har bevæget sig en smule væk fra scenen, fordi de godt kan lide bandet, men måske er ved at trække over til Blood Incantation. Det må have været lidt af en fejl i planlægningen af tidsplanen.
Blood Incantation – Se fotos her
Dette amerikanske band leverer normalt noget af det mest brutale og lækre dødsmetal, som man overhovedet kan forstille sig med temaer om universet, men et eller andet må være sket under corona-krisen. Jeg tror at udenjordiske væsner må have besat dem, for i 2022 udgiver bandet en ny EP og denne har i den grad taget udgangspunkt i de nye væsners smag. Denne gang står vi med et meget elektronisk og ambient projekt, som ikke alle fans tog lige godt imod.
Bandets bagkatalog, med undtagelse af den nyeste EP, er inspireret af dødsmetal som Incantation, Pestilence, Morbid Angel, Chthe’ilist, Immolation med flere, og deres sidste fuldlængde udgivelse Hidden History of the Human Race er en sublimt lækker dødsmetal skive, som de fleste dødsmetal fans burde stifte bekendtskab med.
Der er ret mange der har fundet vej ned til Blood Incantation. Nu har de også været på vej til Danmark (og Europa) i meget lang tid, for at promovere en af deres allerbedste plader, og det er først nu, vi får en mulighed for at se dem.
Blood Incantations musik har numre, der er mere tunge og introverte, og nogle som går en god del hurtigere. Dette ses også på publikummets opførsel, der både står lidt i deres egen verden og nyder musikken, men også får dannet lidt moshpit.
Lyden har igen rumklang på denne scene, den var ellers ikke mærkbar under Nyredolk, og det er lidt ærgerligt, fordi der bliver givet gas og musikken er virkelig velspillet. Det står klart, at de er meget dygtige og tekniske musikere, men de fifler også lige lovligt hyppigt med deres dele af musikken. De formår ikke helt at komme ud over scenekanten, og deres forsanger er bundet af både at spille guitar og synge.
Spilledag 3 – Fredag
Horndal – Se fotos her
Horndal er navnet på en svensk by og hjemby for dette band, det er da er deres hjemby der er det lyriske og tematiske emne for gruppens plader ind til nu, den lille by døde nemlig langsomt da man lukkede byens stålværk, deres første plade er baseret på et teaterstykke skrevet i 1979, som beboerne skrev for at få lyst op om de problemer ville give at stålværket lukkede.
Bandet leverer solidt Sludge Metal, med musiske inspirationskilder som Entombed, High on Fire, Autopsy, Black Sabbath, ja der er nok at vælge fra, deres musik er nok sludge og hardcore, men for det almindelige dødsmetal findes absolut noget lækkert også, melodiske og heavy tunge riffs, der er melankoli og så er der bare så meget på hjertet fra dem, og det kan i den grad mærkes.
Hold nu op kan godt være de ikke startede dagen op for Copenhell men for mange af de fremmødte var det, det første band de hørte, og så er dagen da også lige sat… Horndal de kan altså bare noget, de havde bare energi og lyst og de skinnede bare op, ja selv deres stagehand var helt op af køre med at opfordre til horns og pit og alting.
Bandet har et voldsomt lækkert groove som der faktisk nærmest kun kan fange dig og det var en virkelig god opstart, folk var lige vågnet op og det kunne godt mærkes, det tog lige lidt til at varme op, før der kom gang i pitten, selvom den meget lille dreng foran på scenen gik næsten mere amok end alle andre til dette band.
Forsanger og guitarist Henrik Levahn valgte også at lade sin guitar passere ned til en security vagt, og senere til en på forreste række så de kunne være med til at spille, det blandet med gode historier gjorde at bandet var godt til at med at engagere deres publikum.
Kun en lille anke guitarist Fredrik Boëthius Fjȁrem stod lidt for fast på venstre side af scenen, I det mindste stod han helt yderst, en eller anden booker måtte gerne få dem til Danmark, så de kan opleves i lidt mindre rammer, tættere på deres publikum.
Urne – Se fotos her
I Copenhell App’en blev dette Urne beskrevet som Heavy Metal, men med lidt research dukkede der en masse andre labels op. Bandet er fra England nærmere bestemt London området de er en trio og udgav deres debutalbum Serpent & Spirit i 2021, så de er et relativt nyere gruppe som har været aktivt siden 2016.
Hvad spiller de så metalcore, men i perioder sænkes tempoet og du kommer ud i nogle ret groovy melodiske og tekniske dødsmetal passager, og så har de også typiske heavy metal soli. Og det er alt sammen blandet sammen på yndigt vis så det hænger sammen – selvom de får vævet sig ud i mange genre, inspirationerne er lige spredte fra Metallica, Mastodont, Death og Alice In Chains. Fik du ikke tjekket dem ud på Copenhell skulle du måske overveje det.
De kom til landet hvor Lars Ulrich er født og takkede vores forfædre for at have sex, også kom de med masser af aggression, det var nærmest en fornøjelse at se hvor rød i hovedet nogen kan blive af at skrige sine lunger ud…. Smukt!
Bandet klarede sig simpelthen så godt og det var tydeligt at rigtig mange havde tjekket bandet ud på forhånd og virkelig glæde sig til at se dem, det her er så fedt! Jeg har lyttet til dem derhjemme var kommentarer som jeg jævnligt hørte blandt publikum.
Bandet spillede virkelig imponerende godt det var hårdt og aggressivt og det var også tydeligt at Metallica var en inspiration for gruppen i flere riffs, som var blev leveret godt og med glæde.
Både forsanger og bassist Joe Nally og guitarist Angus Neyra fik gået frem og tilbage på scenen og sørget for at komme ud til folk, med masser af iver for at spille og underholde. De ville gerne tilbage og spille i Danmark, og der var også flere der gerne ville se dem igen.
Vreid – Se fotos her
Vreid er bandet der opstod af asken fra norske Windir stoppede da deres forsanger døde. Flere af medlemmer opstartede gruppen. I starten spillede de Melodic Black Metal, men med tiden forvandlede deres stil sig til Black ’N’ Roll.
Deres still er en slags Entombed med 70er riff og en masse Rock ’N’ Roll elementer med en black atmosfære a la Enslaved. Tilsat en black metal vokal og perioder hvor vi får nogle hidsige black metals riff til at følge med de andre elementer.
Røgen spredte sig i den åbning i skoven hvor Gehenna var placeret, musikken startede og langsomt kom medlemmerne af Vreid på scenen. Det var yderst atmosfærisk og inden man fik set sig om, så stoppede de med at spille, tiden var simpelthen gået! – kære Copenhell lidt mere spilletid til Vreid en anden gang!
Nå tiden gik jo så stærkt fordi de rullede ind på scenen med iver og fordi at de havde så meget fat i publikum at man ikke kunne undgå at have en fest og der blev også gået til den i moshpitten, vi fik også lidt Windir sange med på vejen, med gæste musiker, nemlig på keyboard Gaute Refsnes, som tidligere spillede i Windir og Valfars bror Vegard Bakken på vokal.
Med godt lys, fantastisk musik, flammer, der var opfordringer til at være aktiv, havde Vreid så meget kontakt og scene tilstedeværelse at det fik opslugt rigtig meget af publikum der blev lidt overrasket over hvor hurtigt det stoppede og rigtig gerne ville have hørt mere.
Emperor – Se fotos her
Emperor er et symfonisk black metal band fra Norge, og de er også en del af opstarten af første generations black metallen på den norske scene bandet var aktiv og udgav 4 fuldlængde albums i årene 1991 – 2001 og er særligt kendte for pladerne: In the Nightside Eclipse og Anthems to the Welkin at Dusk, fans af bandet nævner ofte en af dem som deres yndlingsudgivelse.
Siden hen har bandet af flere omgange haft flere perioder hvor de har lavet reunions og spillet deres materiale rundt om i verden, på forskellige festivaler. Men det er her på Copenhell første gang at bandet spiller på dansk jord.
Black metal må gerne spilles om natten, men Emperor gik på da det var ved at blive mørkt, og det gør faktisk ikke så meget for lysmanden har gang i noget helt rigtigt, det fungere så godt, det er første gang at bandet jo spiller på Copenhell, og det bliver også sagt hvorfor er de ikke kommet noget før. Oh ja, hvor ville det have været fedt hvis de havde spillet i deres udgivelsesår.
De får spillet en masse klassikere til stor glæde for de fremmødte og Ihsahn har som altid en sindssyg vokal, og de spiller alle sammen helt igennem fantastisk det er faktisk super godt musikalsk, det imponere mig hvordan Ihsahn kan få folk til at råbe “hey hey” og svinge armen, bare ved brug af sin vokal.
Ser vi på resten af bandet mangler der en smule stage presence for det bliver rigtig meget dygtige musikere der spiller deres musik, men der mangler noget, enten noget mere atmosfære, noget ekstra lysshow eller lign.
Svartsot – Se fotos her
Lidt folk metal skal også opleves på sådan en Copenhell og hvorfor ikke fra Svartsot der har leveret dansksproget folk metal siden deres start i 2005, deres sange er om folkesagn og dansk historie, og de benytter sig af mange forskellige instrumenter, i deres musik.
Musikken hiver på dødsmetal elementer såvel som folkemusikken, vokalen er growl og det fungerer godt, I nogle sange er der meget sagn, og folkeviser i Svartsot fortolkning men de har også mere drikke lignende hymner. Så vi har en god mix af det hele og ikke bare en ensporet retning.
Svartsot trådt på scenen, næsten alle mand, og begyndt at spille og have en fest og der var vokal på, men han var ikke rigtig på scenen. Det kunne måske have fungeret, men i virkeligheden blev det lidt mærkeligt, men han kom da på scenen iført kutte. De gik lidt senere i gang, om det som forsinkede dem, havde at gøre med den manglende frontmand skal jeg lade være usagt.
Bandet spiller supergodt, og de har en fest og musikken er sjov, fed og fuld af energi og latter, det gør også at bandet, har rigtig meget kommunikation mellem hinanden på scenen og sjove indslag, det bliver nogle gange en smule for internt, og når ikke rigtig at være en scene og optræden der inkludere publikum. Men det gør ikke så meget for deres fans har en fest og hygger sig.
Spilledag 4 – Lørdag
Wayward Dawn – Se fotos her
Dette old school dødsmetal band fra Skanderborg, mistede Niklas Lykke til Livløs, og i stedet for at finde en ny forsanger, valgte de at dele vokaltjansen ud på deres bassist Kasper Szupienko Petersen og guitarist Rasmus Johansen.
De spiller dødsmetal hen i retning af Cannibal Corpse og Obituary, med tiden har de udviklet deres stil til at være en tung brutalitet og mistet noget af den punkede attitude de havde førhen, det bliver spændende og se dette band live og at følge dem og se hvad retning de har tænkt sig at tage i fremtiden.
Hold nu op en start, til trods for tømmermænd, ømme fødder og lemmer efter et par dages festival, tænder Wayward Dawn up for fjerde dagen af Copenhell med masser af energi, som de sender direkte ud til publikum med masser af udfordringer de gerne modtager og kvitterede med moshpit, wall of death og circlepit inden klokken rammer 13.
Det er første gang at de spiller på Copenhell og de er så glade for muligheden at jeg håber at alle havde nået at tage solcremen på fordi de strålede, de dækker scenen helt utroligt godt, og er gode til alle sammen at komme så godt ud til folk, alle sammen, men Petersen går på med et kæmpe skrig og kridter godt nok banen op, flere gange tager han lige en cirkel rundt på scenen for lige at bygge et ordentlig ”vredes” udbrud ud over scenekanten, det bare vildt godt brølet, folk var glad og starter dagen, lidt mere ømme end da de kom – TAK!
Benediction – Se fotos her
Old School Death Metal, og denne gang ikke i en ny fortolkning, nej Benediction har leveret dødsmetal fra England siden 1989, og har da også spillet i Danmark flere gange før, men sidste gang var i 1998, så man må sige det er længe siden at bandet har spillet her i landet.
Vokalisten Dave Ingram forlod Benediction, af flere grunde men også fordi han var flyttet til Danmark, hvor han stadig bor, han kom tilbage til bandet i 2019, egentlig først midlertidigt men blev bedt om at blive permanent. Gruppen havde i den periode en lidt langsommere udgivelses rate, lad os håbe at det her gig får danskernes opmærksomhed tilbage på gruppen.
Hvor er det bare alt for længe siden at Benediction, har været i Danmark, det var et rart gensyn det er jo et band der har inspireret så mange bands i hele verden som man også holder af, det an glæde mig at vi igen er begyndt og kunne trække nogle af de bands hjem som vi førhen har haft stor glæde af.
Ingram fik spillet lidt på at spille i sin hjemby og at han ikke kunne snakke dansk nu han havde de engelske bandmedlemmer med sig. Som han også kom ud på en tophue hvor der stod Danmark på, den forsvandt hurtigt, men det var nok også lidt varmt. Han var også i det store fortæller hjørne med både kone og barn ude ved siden, men han fik nu også råbt sine lunger ud og fik sat gang i pitten.
De var alle sammen virkelig dygtige til at komme rundt og de havde en iver for at spille igen, det er et gammelt band og man kan altid godt blive lidt nervøs for om de nu også kan imponere en igen, som de gjorde da man var yngre og det gik nu meget godt.
Benediction lyd kan godt være lidt lys, og nede bagved kunne jeg godt have ønsket mig at vi havde været til en koncert på et spillested, for så ville lyden have været rammet ind, af væggene, men de blev modtaget supergodt af alle dem der var mødt frem. Derfor håber jeg også vi får dem at se igen, måske på et spillested snart.
Xenoblight – Se fotos her og her
Fra Silkeborg rejste Xenoblight sig med 4 medlemmer fra det tidligere band Velociter. De fik tiltrukket en ny guitarist også var det på tide med noget nyt. Og det er lige netop noget nyt for en scene som den danske.
Bandet spiller meget en blanding mellem Thrash og Death Metal med en teknisk progressiv kant. Og det fungerer sublimt, den tynde spinkellyd, de flotte riffs og den røde tråd er til stede, de er en gruppe der live normalt giver den max gas,
Deres musik er virkelig lækkert teknisk og godt skruet sammen, hvilket gør de også står lidt og nørkler med de der guitarer, og det holder dem lidt stille i hver sin ende, men det er jo en konsekvens, som så gør at vi får noget virkeligt lækkert musik. Forsanger Marika Hyldmar så også bare energi nok nærmest for dem alle sammen så det passer fint sammen og scenegulvet på virkelig blive tyndere og tyndere under skoene på hende.
Ud og stå og synge på hegnet og Crowdsurfe, Hyldmar beder om en Wall of Death og hun får den, og hvor er det bare lækkert og se hvor mange der stemmer i, folk har en fest og der opstår en circlepit, et par rækker ude fra scenekanten, det virkelig fedt og se hvordan pitten giver rum til dem der også gerne vil stå op opleve koncerten.
Bandet er også superrørte over at spille på Copenhell, hvilket er fedt at se, men det er fuldstændigt velfortjent at se Xenoblight stå der på Pandæmonium – fordi de spiller virkelig lækkert, deres plader er supergode og der er så meget og hente, og deres forsanger, hun giver den max gas!
Gatecreeper – Se fotos her
Gatecreeper er fra USA og er en af de grupper i rækken der griber fat i de gamle dødsmetal dyder for inspiration til deres egen musik, men Gatecreeper formår alligevel at gøre det på deres helt egen måde, med inspiration fra bands som Entombed, Bolt Thrower og Dismember skaber de en lyd hvor de både får de tekniske melodiske dele af Dismember inspireret dele til at gå op i en højere enhed med de noget tungere Bolt Thrower inspirerede dele.
Bandet startede i 2013 og havde ellers lige smidt Deserted på gaden og skulle til at tournere med den, men så skete Corona, og de har i mellem tiden smidt deres EP An Unexpected Reality, så de har masser af nyt lækkert materiale med sig her i aften.
Der var super gang i publikum og musikken groovede bare igennem skoven, den dejlige scene Gehenna skabte nogle fantastiske forhold, og det var begyndt at mørkne en smule. Det var de helt perfekte settings, fordi Gehenna Scenen er altså bare federe at moshe på, pga. underlaget af træflis, og det blev der også gjort til den store guldmedalje, der var masser af cirkel pit, moshing, og crowd surfing blev der også gjort en del i.
Og Gatecreeper spillede deres tunge og dybe rytmer i det der tidligere var skovens stille ro. Og det var virkelig velspillet, jeg havde oplevet en del med lyden på den scene, men under Gatecreeper kørte det bare, og det var virkelig glædeligt. Programmet havde ikke så meget virkelig tungt dødmetal på programmet i år det blev lidt en forløsning for en del mennesker, mig selv inklusiv.
Super dejlig festival, det er tydeligt at mærke at folk har savnet og være til festival, til trods for at der har manglet frivillige har det kørt utroligt godt, Den nye Gehenna scene er vildt lækker, og passer godt til noget mørkt black om aften. Programmet har til tider virket lidt dumt planlagt og det kan undre at man ikke lader Pandæmonium og Gehenna køre uden overlap koncertmæssigt som man gør det på de store scener. Men pisse fedt – Det bliver ligeså godt næste år!
Fotos venligst udlånt af vores fotograf: Mark Skovbo Olsen
Stor tak til Claus Pedersen, Pernille Borød og Andreas Cassius Paulsen for at bidrage med fotos af Horndal, Urne og Wayward Dawn.
About the author:
Assignments: Reviews of Releases and Concerts and Interviews. Nerd on all levels (finding releases, bands and labels) - Giving the editor gray hairs...
Active: 13-12-2019 - 27-08-2022, now freelance-reviewer
Favorite genres: Blackened Death Metal - but listens to all kinds of metal and rock!
Ole Klein
Then Comes Silence