-
Persecutor
-
The Dark Overlords
-
Lamentari
-
Hearteater
-
Aphyxion
-
Deadnate
-
Solbrud
-
Shadowspawn
-
Defecto
3.33
Kom du ind på pladsen foran Amager Kulturpunkt klokken femten, kunne du straks mærke den gode energi fra siddeområdet. Snakken kørte højt, de frivillige smilte og snakkede indbyrdes, og en enkelt studerende færdiggjorde hendes lektier med en øl i hånden. Det var fredag, og Copenhagen Metal Fest skulle til at begynde. Desværre var meget af festivalen præget af, at publikum ikke var på, og alle bands kæmpede for at bringe stemningen op, flere uden held.
Persecutor
Persecutor kommer fra Horsens og består af bassist og vokalist Christian Almanza, guitaristerne Benjamin Stage og Stefan Sørensen og deres trommeslager Christopher Hejgaard. I 2019 udgav de deres debutalbum Rebirth, og har ved denne festival spillet to helt nye sange som end ikke kan findes på streamingtjenesterne.
Som man træder ind i Betas lille koncertlokale, står folk som sild i en tønde. Scenen syntes for lille til det massive trommesæt, men Persecutor formår alligevel at få hele bandet op at stå på de få kvadratmeter. Vokalisten Almanza giver et skævt smil mod publikum, som det røde lys gløder bag ham. Med hans charme gejler han publikum op og aktiverer dem, men det er en død indsats, for når han ikke selv holder lytterne oppe, vender de tilbage til stille headbanging og krydsende, afventende arme.
Én ting man dog kan sige om Persecutor, er, at de er glade for scenen, og det kan mærkes. Hele deres sceneshow virker professionelt uden at være standardiseret. Lyset fungerede desværre ikke altid til deres musik, for det virker malplaceret, når det aggressive thrashmetal får blødt, blåt lys. Det skaber en kontrast mellem stemningen fra musikken og fra scenen, der støder sammen i destruktiv interferens.
Persecutor er et band som skal have mere plads at folde sig ud på, og måske nogle overvejelser om lysvalget. Deres musik passer godt til både til headbanging og moshing, desværre var ikke alle i publikum med på den slags netop denne aften.
Sætliste:
- King of the World
- Cannibal Island
- A king is Born
- Veil of Dispair (ny)
- Burn
- 4 More Beers
- The Blitz
- Legacy (ny)
The Dark Overlords
En af de første ting, man lægger mærke til ved The Dark Overlords, er en markant mangel på individualitet blandt musikerne. Klædt i sort fra top til tå, som det rene Antifa, med et sort klæde foran deres ansigter. Meget vides ikke om dem, da de er rimelig private, en tendens de tager med sig på scenen.
The Dark Overlords spiller melodisk dødsmetal som er hårdtslående og angstprovokerende. Deres frontfigur stiller sig op over publikum og spreder armene for at tage hæderen ind. Desværre reagerer publikum ikke med stor entusiasme, og scenen falder lidt hen bag det kolde, blå lys. De andre musikere, selvom de ikke har været helt fremme, trækker sig også en smule mere tilbage. Det gode er, at de hurtigt kommer frem igen, de ved at de er her for at give en god oplevelse, og de er opsat på det.
Desværre er det sådan, at The Dark Overlords meget hurtigt mister den publikumskontakt, de har. Deres væremåde og æstetik stemmer ikke overens, det mærker man hurtigt, og det ender med at føles som et halvfærdigt produkt. Det syntes ikke som om de er 100% engagerede i deres maske-gimmick. Det gennemtrængende nihilistiske synspunkt er til gengæld genial, da det gør op med individualiteten. På grund af deres fejlslåede karakteræstetik fungerer det ikke så kraftigt som det var tiltænkt.
Sætliste:
- Death From The Sky
- Soul Taker
- Region of Demons
- Ritus Daemonius
- Sacrificial Chamber
- The End of the World Is Coming…
Lamentari
Dannet i 2019, Lamentari er et ungt projekt bestående af seks medlemmer, der alle er dygtige musikere. Deres EP fra 2020 er skrevet af guitarist Emil Partsch og keyboardspiller Max Pedersen. Resten af bandet er Thomas Mascagni på trommer, Ingolf Schjødt på rytmeguitar, Daniel Lønberg som vokalist og Thomas Fischer som deres bassist.
Som vi står inde i Amager Bio sænker lyset sig, og en lettere vampyrisk stemningsmusik sættes i gang for at byde Lamentari ind. Som var de uniformeret kommer de sortklædte, corpsepainted musikere ind på scenen, guitarerne er begge kridtet hvide og giver bare et ekstra spark til udtrykket. Man er draget til at stirre på bandet, som er badet i røg og iskoldt, blåt lys.
Det, der er med Lamentari, er at de lynhurtigt sætter en stemning for publikum, som bare passer med deres æstetik. Det er med til at få lytterne på og med, men det går lidt tabt fordi de ikke får holdt fast i gæsterne. Det sker at deres sanger, på en eller anden måde mister hans tilstedeværelse i bandet, når han ikke synger. Han virker bare malplaceret og helt ny på scenen i de øjeblikke. Hvis der er noget de har brug for, så er det erfaring på scenen og på at underholde. Den erfaring skal nok komme, og hvis man ikke får billet for showet, så fest med for musikken.
Sætliste:
- Intro
- Synodus Horrenda
- Lacrimosa
- Dies Irae
- Piano Solo
- Confutatis
- Nihilitatis
- Sede Vacante
Hearteater
Fjerde koncert på vores program var Hearteater, bestående af Emil Breuning på vokal, Michael Christiansen på trommer, guitaristerne André Sønderbæk og Mikkel Clausen og deres bassist Emil Jensen. Drengene var på hjemmebane til denne koncert, for Beta var hvor de spillede deres første live-act sammen. De blev stiftet i 2015, og i 2019 udgav de deres første album – og med mængden af nye sange på sætlisten, kunne man forvente, at de snart er klar med et nyt album?
Med scenen badet i blødt, lilla lys fra baggrunden og en guitarist der spinder sin guitar til at spille bløde melodier, hænger vokalisten Christiansen fra et af udluftningsrørene og kigger smilende ned på alle gæsterne. Der er charme og karisma i Michaels øjne, og efter at han annoncerer at de vil optage en musikvideo, giver publikum den virkelig gas oppe foran.
Selvom Hearteater gav den max gas på scenen, var publikum der ikke. De ville hellere stå med krydsede arme og nikke med hovedet. Et ærgerligt resultat på trods af energien fra scenen. Selv en massiv mængde scenetilstedeværelse og nærvær fra Hearteater har ikke kunne samle aftenens publikum.
Sætliste:
- (Ny sang)
- She Whispered the World
- Kiss Me Kill Me
- Teeth
- Carcosa
- (Ny sang)
- Fire
- (Ny sang)
Aphyxion
Aphyxion er nok det band som har haft publikum i sin hule hånd denne aften. Koncerten osede ikke kun af professionalisme, men også af glæde fra scenen. Bandet blev formet i Ribe i 2007 og består nu af vokalisten Michael Vahl, Jais Jessen på bas, Jonas Haagensen og Jesper Haas på guitar og Jakob Jensen på guitar. Man kan godt mærke på den måde, de opfører sig på scenen, at de har varmet op for blandt andet store bands såsom Metallica.
Som Aphyxion kommer ind på scenen, skifter hele Amager Bio stemning, man mærker straks at der er noget specielt over disse drenge. Jais trækker straks hele salens øjne mod ham, med måden han bevæger sig på og den energi han bringer til scenen, hvilket fortsætter hele koncerten. Stemningen blev hurtigt sat fast, og den rykker sig ikke en meter, som publikum ved vi straks hvilken slags fest vi er mødt op til. Hvis vi glemmer at feste, minder hele bandet os om, at vi skal.
Folk hoppede rundt, Aphyxion havde nok fredagens eneste moshpit. Det er en koncert hvor man bliver draget fremad, lige meget hvor langt man står tilbage. Hele showet var gennemført, fra det kolde, blå lys som blev brudt af hvide glimt til en lyn-effekt, sangene om jordens undergang, til hvordan bandmedlemmerne interagerede med hinanden. Det hjælper også at Vahl bare er en karismatisk person; en frontfigur som ville passe til alle genrer af musik.
Sætliste:
- Fork Tongued
- Happily Apathetic
- As We Blacken the Sky
- Dark Stains on Ivory
- Restless Nights
- Same Kind of Different
- Void
- Pain
- Ny sang – uden titel
- Destined to Fail
Deadnate
Deadnate fra Fredericia startede på en musikskole med vokalist og guitarist Kenneth Kejlstrup og trommeslageren Ole Frank, senere kom deres bassist Frederik Fammé og den anden vokalist og guitarist Simon Juul med i bandet. Du læste rigtigt, bandet kører med to vokalister: deres sange er skrevet til at have to stemmer, og under koncerten stod Kejlstrup og Juul i hver sin side af Beta-scenen og synger skønsang.
Du skulle komme tidligt hvis du ville have været oppe foran til Deadnates koncert. Det lille lokale var fyldt til randen, både med mennesker og den dysforiske musik. I hver sin side af scenen stod sangerne, og Fammé fyldte godt ud i midten og agerede scenetække. Det stod dog klart, at Beta var for lille til bandet, for uden for lokalet stod folk i kø for at se drengene fra Fredericia.
Hvis der var én ting som passede til hele oplevelsen, var det det pink lys der kom bagfra og på en eller anden måde skabte harmoni med vokalen og resten af musikken. Igen skete det, at folk stod med armene krydsede og bare nikkede med. Man mistænker at det ikke er en tilfældighed, men det hjælper aldrig på en performance når publikum ikke er modtagelige for underholdningen fra starten.
Sætliste:
- The North Sea
- Tribes of Giants
- Mountain
- Downhearted
- Dead Horizon
- Waves
Solbrud
Hvis der er en ting, Solbrud er, så er det æstetisk. Adrian Dietz på guitar og Tobias- og Troels Hjorth på henholdsvis bas og trommer startede egentlig et punkband tilbage i 2012, men da nuværende sanger og guitarist Ole Luk kom med ét år efter, skiftede lyden langsomt til black metal. Solbrud synger på dansk, og især Luk sætter et særpræg på lyrikken med oldnordiske ord.
Solbrud som band på scenen kunne næsten lige så godt have været en dj. Der var en væg af indelukket energi mellem dem og publikum, og de kom aldrig ud over scenekanten. Deres lysshow var til gengæld det flotteste på aftenen. Flere dage efter vil man stadig kunne huske deres forsanger Ole Luk stå i et røgslør badet i gulgrønt lys, der sammen skabte en sol på scenen. Lyset var også en perfekt, håbefuld kontrast til den melankolske musik og deres isolerede kropssprog. Til gengæld vil deres live-act ikke fange en, hvis man ikke kender musikken i forvejen.
En ting stod dog klart: publikum var heller ikke helt med på Solbrud. Ikke et ord var sagt fra bandet, og man kunne næsten tro, at det var aftalt mellem bandmedlemmerne. Der er en hårfin grænse mellem bare at møde op og spille koncerten, og møde op, og så være indelukket på scenen. Det er svært at placere Solbrud på en af de to sider, for man kunne ikke mærke om de gad at være der eller ej.
Sætliste:
- Tåge (ny sang)
- Forfald
- Forevigt, Foraltid, Forandret (ny sang)
- Besat Af Mørke
- Afbed
Shadowspawn
Det kunne være alle de gange der blev skålet fra scenen, eller hvordan hele bandet agerede sammen. Shadowspawn var en lækker liveoplevelse, og den mest jordfaste jeg har set længe. Det var så uhøjtideligt, at det blev lækkert nærgående uden at være intimt. Bue Jensen styrer både vokalen og hvor hurtigt der drikkes, der er et eller andet ved ham, der gør, at folk er med.
Resten af bandet oser også af energi, deres Bassist Kelvin Dam trækker stjålne blikke til sig, som han interagerer med guitaristen Oliver Ragner. Deres førsteguitarist Nicolai Cheung er ikke så god til at fange opmærksomheden, men bliver et rent scenetække når han leverer sine soloer. Deres trommeslager Lukas Meier spiller dygtigt, men er samtidig også sat bagerst på scenen.
Man bemærker dog hurtig at publikum stadig ikke er klar på at headbange eller moshe, uanset hvor hård lyden bliver. De fleste står med krydsede arme eller skåler med Bue, når han skåler. Man mistænker, at hvis det havde været et andet publikum, ville der være mere gang i den. Så selvom Shadowspawn skaber et virkeligt godt udtryk på scenen, kommer de ikke meget langt ud over scenekanten.
De fem ellers dygtige musikere får så ikke meget fra hånden, for de har simpelthen ramt det forkerte publikum. Så kan mængden af rå lyd og professionalisme ikke redde den. Et andet sted, et andet tidspunkt, så kunne Shadowspawn sikkert have skabt en fest.
Sætliste:
- Dark Dawn Take Me
- State of Decay
- Daughters of Lot
- ashes of Sorrow
- Savage
- Under the Blood Red Moon
- Endless Suffering
Defecto
Det ville ikke være en underdrivelse, hvis man sagde, at Defecto havde trukket nitten. Publikum er begyndt at være trætte, og det tynger ud i Amager Bio. Det kan man også mærke på bandet, der ikke er en betonvæg som hos Solbrud. Man kan til gengæld godt mærke at musikernes tilstedeværelse er fanget på scenen. Fra graven er der udsyn til hele perfomancen, og Defecto skaber en kontakt med de tilbageværende besøgende. Man må give dem, at de prøver at komme ud over scenekanten, men de mangler noget til at bryde isen med.
Den umage optræden bestod af Nicklas Sonne på vokalen, Mikkel Christiansen som percussionist, Thomas Bartholin som bassist og Frederik Møller på leadguitar. De fire drenge spiller hurtigt og tempofyldt musik, men med klar kontrast på de musikalske stykker, og publikumskontakten forsøges at blive holdt i live mellem numrene.
Det var et velfungerende sceneshow, og på trods af det bjerg som skulle bestiges, vidste de hvad de skulle gøre på scenen. Showet var super professionelt, måske også lidt programmeret. Man skal have lov til at se dem på et andet tidspunkt, for de er dygtige og spiller fængende. Det er bare ærgerligt at de spillede halv tolv, og at halvdelen af festivalen var taget hjem.
Sætliste:
- Nemesis
- The Uninvited
- Ablaze
- We’re all the Enemy
- The Nameless Apparition
- Sovereign
- All for You
- Tempest
- Rise
- Savage
Man kunne godt mærke at det ikke har været en optimal aften for nogen. Hverken bands eller publikum har været 100% på, og hele aftenen kan hurtigt beskrives med det cirkulære kommunikationsmiddel. Hvert band kan noget særligt i sig selv, nogle skal øve deres show mere mens andre skal have et andet tidspunkt. Publikum selv skal have tiden til at slå sig løs, for en festival foregår ikke kun på pladsen uden for koncertsalene, som man ellers skulle tro her.
Fotos venligst udlånt af: Linda Dehn
Lamentari
Hearteater
Aphyxion
Deadnate
Solbrud
Clients
Idaslet
About the author:
Assignments: Reviews of concerts and releases / Band interviews
Active since: 29-09-2019
Favorite genres: Post Punk / Darkwave / Classic Rock / Industrial / Ambient
Crimson Fire
Rudi Buhl