-
Cemetery Echo - Come Share My Shroud
2
Meget stilrent, men forkert vokaldynamik
Der er fokus på lig-ædere, vampyrer og de levende døde, når Cemetery Echo sætter lyd på en gravstensturists spadseretur under fuldmånen. Med lyden af klassisk, gotisk rock udgiver bandet ”Come Share my Shroud”, som er både stilren og stilsikker, men også en kende kedelig. Lad det ikke skræmme jer væk, for de her drenge kan noget – de skal bare være mere sikre i sig selv.
Der er fokus på lig-ædere, vampyrer og de levende døde, når Cemetery Echo sætter lyd på en gravstensturists spadseretur under fuldmånen. Med lyden af klassisk, gotisk rock udgiver bandet ”Come Share my Shroud”, som er både stilren og stilsikker, men også en kende kedelig. Lad det ikke skræmme jer væk, for de her drenge kan noget – de skal bare være mere sikre i sig selv.
Ukendte fra Amerika
Cemetery Echo er et relativt nyt band fra det urbane Buffalo i staten New York, USA. Gruppen består af Rob Palumbo, Erik Wagonblott, Jay Zgoda og Kenny Zotara. Man kan godt mærke, at det er nye kunstnere i scenen, men det gør ikke noget, for energien og charmen kan høres gennem deres musik. Orkesteret har fat i både den erotiske vokal af forsangeren fra HIM, men også de gutturale grynt fra en lig-æder.
Usamarbejdsdygtige vokalister
Bandet har den typiske lyd af gotisk rock, hvor man sagtens kan høre inspirationen fra Sisters of Mercy, men også de distinktive lyde af deathrockens flængende guitar. EP’en er desværre ikke særlig lang med dens tre numre. Vi kan dog høre fra første sang, hvad Cemetery Echo kan finde ud af, og det er ikke så lidt.
Fra det første trommeslag i ”Come Share my Shroud” kan man ikke vente med at ville høre, hvor det fører hen. Vokalen er meget omskiftelig – fra noget, der minder om Dani Darks hvisken i Principle of Evil Made Flesh, til den forførende stemme af HIM, desværre er begge uden større held. Guitaren, trommerne og bassen sidder lige i skabet, dog lyder det ikke helt, som om vokalen kan følge med.
Det rå udtryk fortsætter ind i næste sang, hvor ”Youth Disease” mere minder om mørket, som igen genkendes fra bands som Sisters of Mercy. Guitaren er meget stilren deathrock, så derfor er der heller ikke meget, dén kan tiltrække med. Man ender med at savne, at der sker noget andet, og når det endelig kommer, er det for undervældende.
Dr. Jekyll and Mr. Hyde
Det plejer ikke at være et problem, når der er to vokalister, men den Dr. Jekyll and Mr. Hyde-energi, de kører, er tåkrummende. Ikke fordi dynamikken er malplaceret i genren, men fordi man kan høre, at de ikke er sikre i vokaltypen eller kan skrive med den for øre.
Vokaldynamikken ender også med at trække fokus væk fra resten af musikken på en negativ måde, hvor det ender med at lyde, som om den ikke er blevet skrevet helt færdig.
Snavset og beskidt, måske ikke helt på den måde som forventet, men sådan er gravturisme. Cemetery Echo har fat i noget, men deres koncept er ikke fuldendt. De har lyden og stemningen af en hjemsøgt krypt, men det føles som højlys dag. Man skal vente, til de udgiver deres debutalbum, hvis man er nysgerrig. Der er det forventeligt, at de er mere stilrene.
Trackliste:
1. Beneath The Crypts
2. Come Share My Shroud
3. Youth Disease
4. Transylvanian Moon
About the author:
Assignments: Reviews of concerts and releases / Band interviews
Active since: 29-09-2019
Favorite genres: Post Punk / Darkwave / Classic Rock / Industrial / Ambient
Deterium
Chaos Over Cosmos