Det var en småkold tirsdag aften på Amager i København. Det hang lidt i luften, at der ville komme død over det hele denne aften, når de fire stærke metalnavne: Stormruler, Ingested, Dark Funeral og Cannibal Corpse gæstede Amager Bio. Det var ugen op til påsken og flere havde vist fri dagen efter. Dette kunne klart ses på køen ved alle udskænkningsstederne hos spillestedet. Men det gjorde ikke spor – folk var glade! Ved merchandiseboderne var der en konstant række af mindst tyve mennesker, men det var da også klart med de priser: 250 for en t-shirt, det er billigt, og der var rigtig mange at vælge imellem.
Stormruler
Et par minutter i syv lagde amerikanske Stormruler ud med deres melodiske black metal. De blev dannet i 2019 af Jason Asberry på både vokal og guitar, samt trommeslageren Jesse Schobel. De to har indspillet begge gruppens skiver sammen.
I 2022 valgte man så at tilføje Derek Engmann på bas og Dave Palenske også på guitar. Endelig har de så udskiftet Dave med guitaristen Nick Burks i 2023. Deres nyeste skive hedder Sacred Rites & Black Magick og udkom sidste år.
Bandet lagde ud med ”Reign of the Winged Duke” fra deres første album. De resterende fire numre var fra deres nye plade. De to guitarister stemte deres instrumenter meget ofte, både før og under hele koncerten. Hvilket virkede en smule uprofessionelt. En gæst spurgte, hvorfor de dog ikke bare skiftede guitar, i stedet for at stemme hele tiden?
Der var allerede mødt mange mennesker op og flere af dem var unge, som havde godt gang i en fest på gulvet. Derek på bassen er en sjov mand, to meter høj, solbriller og var meget fremme på scenen. Han var meget svær ikke at få øje på.
Det fjerde nummer ”Upon Frozen Shores” var virkeligt fedt med en god intro og guitarpassager, tilsat matchende lyd og lys. Alt-i-alt en lækker, men kort koncert, de var jo også bare det første band ud af hele fire. Efter Stormruler skulle der skiftes trommesæt, før Ingested skulle til, så der kom en smule ventetid. Her overhørte jeg en tilskuer udtale, at han havde håbet at Stormruler havde været dét band, som skulle spille lige inden Cannibal Corpse, i stedet for bare at være det første navn på menuen – men man kan jo ikke vinde hver gang!
Sætliste:
- Reign of the Winged Duke
- Sacred Rites & Black Magick
- In the Shaded Vlasian Forest
- Upon Frozen Shores
- Internal Fulmination of the Grand Deceivers
Ingested
Ingested kommer fra Manchester i England. De blev dannet i 2006 og de tre, som var med fra starten er der stadig. Der var en såkaldt ”hired gun” med på bassen. Bandets seneste album hedder Ashes Lie Still og udkom for mindre end et år siden.
Ingested gik i gang… Bum! Påskeferie! No tomorrow! Fuld fart! De lagde ud med ”Rebirth” fra den nye plade. Vi fik i alt to numre derfra, det andet var ”Shadows in Time”. Circlepit fra andet nummer af og folk var vilde. Der var dømt deathcore! Der blev allerede i tredje nummer lavet en Wall of death, hold da op hvor folk fyrede den af! Bandet havde de her skæve bånd på halsen af både guitar og bassen – en virkelig sjov detalje, som åbenbart er en ting i deathcore-stilarten!
Der var kun én guitarist med, og en masse backing track hvor rytmeguitaren var indspillet på. Det blev lidt mærkeligt. Men både bassisten og den guitarist dér var fysisk med, gav den fuld gas da de havde spillet et par numre.
”De klarede det nu godt, men deres stilart virker lidt malplaceret i denne aftens setup”, er der en af gæsterne der bemærkede, og det kan have jo nok have haft lidt ret i. Lyden var god, men man var flere gange i tvivl om, hvad de egentligt spillede og hvad der var på backing track. Hvilket gjorde det svært for flere helt at kunne vurdere hvad de syntes om oplevelsen.
Sætliste:
- Rebirth
- No Half Measures
- Shadows in Time
- I, Despoiler
- Impending Dominance
- Invidious
- Echoes of Hate
Dark Funeral
Dark Funeral er et svensk black metal band fra 1993. Det var guitaristen, Lord Ahrima, som grundlagde bandet. Han er den eneste originale medlem tilbage af gruppen. I 2018 fik de deres nyeste medlemmer ind: Trommeslageren Jalomaah og bassisten Adre-Melek. De er nu på tour med deres album fra 2022, som hedder We Are the Apocalypse.
Der blev skiftet trommesæt for tredje gang i aften, og vi var dermed klar til Dark Funeral, et ”co-headliner navn”? Folk stod lidt passivt og kiggede i starten, men så begyndte festen. Flere af de voksne gæster havde deres børn med, men de havde jo også fri fra skole – det må man da anse som god musikalsk børneopdragelse!
Forsangeren, Heljaradr, talte svensk til publikum, hvilket de syntes var helt fint. Der var jo også en del svenskere til stede i salen. Han råbte og fik publikum til at gentage ”Hail Satan” flere gange, og så gik de i gang med ”The Secrets of the Black Arts”, og folk gik bersærk.
Som meget andet black metal omhandler lyrikken satanisme og anti-krist, og de optrædende var iført nitter, læder og corpse paint, da de kom onstage. Musikerne stod meget stationært på scenen, dog med undtagelse af forsangeren, som var meget over det hele. Men det må også veje en del med det outfit!
Der var godt gang i pitten og svedlugten bredte sig lystigt. En lille ballade var der også plads til i form af ”Unchain My Soul”. ”Kan i teksten?” råbte Heljaradr – og dét kunne publikum bestemt!
Der var igen god lyd, men lyset var på ingen måde så fedt som på Copenhell i 2016, hvor det var bedre designet efter melodierne.
Til det næstsidste nummer forlod alle på nær trommeslageren scenen og Jalomaah fyrede en voldsom gang rul på trommerne af. Nogle folk troede nok, at det er optakten til en trommesolo, men desværre… Den slags er vist kun noget man oplever til Scorpions koncerter med Mr. Mikkey Dee bag skindene.
Derimod var det optakten til det afsluttende nummer ”Let the Devil In”, hvor Heljaradr vendte tilbage med et Dark Funeral flag og de andre medlemmer. Han proklamerede, at de da vist hellere må komme tilbage til Danmark noget oftere. Mange sagde bagefter, at det burde man kunne holde ham op på. Atter en virkelig god koncert, men lyset må meget gerne være bedre næste gang de kommer til landet.
Sætliste:
- We Are the Apocalypse
- Vobiscum Satanas
- My Funeral
- The Secrets of the Black Arts
- When I’m Gone
- Nail Them to the Cross
- Unchain My Soul
- Let the Devil In
- Where Shadows Forever Reign
Cannibal Corpse
Cannibal Corpse blev dannet i New York for 35 år siden. De var oprindelig inspireret af thrash metal-bands som Metallica, Slayer og Kreator. Samt death metal bands som Morbid Angel og Death.
Deres lyrik og albumcovers trækker på gyserfiktion og -film i en grad der gør dem meget grænseoverskridende. Tidligere har de haft forbud mod at optræde, eller at spille bestemte sange, i lande som Tyskland og Rusland.
Bassisten Alex Webster fandt på navnet Cannibal Corpse, og bandet har haft flere lineup-ændringer siden begyndelsen, med Webster og trommeslager Paul Mazurkiewicz som de eneste originale medlemmer. I 1995 blev vokalist Chris Barnes udskiftet med den ikoniske George “Corpsegrinder” Fisher, som har stået for bag mikrofonen siden. På guitar finder man Rob Barrett og nyeste mand i truppen, Erik Rutan, som man måske allerede kender fra Hate Eternal. Han er også producer på den seneste udgivelse. Cannibal Corpse er på tour med deres 15. album Violence Unimagined.
Klokken havde passeret 22.00, da de gamle veteraner gik på. Nu blev dét trommesæt, der hele tiden havde stået gemt bagerst på et podie, afdækket og gjort klar til at blive brugt. Der var også kommet nogle gulvlamper på scenen, så man kunne fornemme, at det her var aftenens hovednavn, der kom på.
I pitten var gennemsnitsalderen steget markant, men folk var dog stadig friske og vågne. Der var en del piger til stede denne aften. På et tidspunkt henvendte George sig direkte til dem og jokede lidt med antallet. Han mente selv at der måske var 60-65 til stede, men der er nok snarere mere end 100. Han dedikerede det næste nummer er til dem, selvom de nok ikke blev særlig glade for det. Det hed nemlig ”Fucked With a Knife”.
Både lyd og lys på sættet var godt, hverken for voldsomt eller for blidt, men fint afbalanceret og ikke for vildt, i forhold til at de jo trods alt var hovednavn. Rob Barrett så ud som om, han havde været en tur på Christiania i løbet af dagen, uden at det påvirkede hans spillestil og evner. Det var helt klart Erik Rutan, deres nyeste medlem, som havde den bedste lyd og spillede de bedste soli aftenen igennem.
Vi kom meget rundt i deres bagkatalog, og der blev spillet numre fra hele 13 forskellige plader.
Forsangeren ville på et tidspunkt lave en konkurrence om, hvem som kunne headbange hurtigst til tracket ”I Cum Blood”… Han udråbte dog sig selv som vinder i løbet af ganske kort tid.
En ting som talte en smule ned i bedømmelsen hos folk var de lange pauser mellem hvert nummer, og det faktum at koncerten varede mere end 90 minutter udmattede flere af de tilstedeværende. For nogen kunne det måske virke, som om det bare var en almindelig dag på kontoret, men det var altså en voldsom lang sætliste vi fik serveret her.
Sætliste:
- Scourge of Iron
- The Time to Kill Is Now
- Inhumane Harvest
- Code of the Slashers
- Fucked With a Knife
- The Wretched Spawn
- Gutted
- Kill or Become
- I Cum Blood
- Evisceration Plague
- Death Walking Terror
- Condemnation Contagion
- Necrogenic Resurrection
- Unleashing the Bloodthirsty
- Devoured by Vermin
- A Skull Full of Maggots
- Stripped, Raped and Strangled
- Hammer Smashed Face
Alt i alt var det en dejlig koncertaften hvor vi fik lov at opleve Stormruler og Ingested for første gang i Danmark. Påskeferien var jo lige startet, så stemningen var høj. En mente at de skulle have spillet en fællessang, en anden havde håbet på en form for korsfæstelse, da det jo var påske. Da man drev ud i natten, føltes det som at komme ud fra en lukket fest, og alle havde store smil på læben. Der blev talt meget om påsken, og nogle kaldte den ligefrem for ”Den sorte påske” med det hav af metalkoncerter, der ville være de næste dage.
Fotos venligst udlånt af: Jimmi Brandt
Cannibal Corpse
About the author:
Assignments: Concert Reviews
Active since: 24-03-2023
Favorite genres: Most kinds of Heavy Metal / Hard Rock