-
Artillery - In The Trash
4
Firserne har ringet og de vil have deres trash tilbage.
Gør klar med touperet hår, læderjakker, skinny jeans og leopardprint, for Artillerys album In The Trash bliver ikke meget mere firser. De ondeste tekster bragede ud af mine højtalere, og jeg anede ikke helt, hvad jeg havde udsat mig selv for. Men jeg blev både glædeligt overrasket og en smule skuffet, da jeg hørte albummet. Det er fyldt med klassikere, og det er fyldt med energi; så det er et stykke metalhistorie for mig – en historie, som jeg hverken troede jeg behøvede eller forventede, men som jeg er kommet til at holde af.
Klassisk 80’er hørm
Jeg vil starte ud simpelt: Artillery er fra firserne, det kan man høre i deres vokal, og deres stil som man i dag ellers kun forbinder med glam. Selve In The Trash er en samling af bandets hits fra firserne og nogle, ikke før, udgivet demoer. De her sange er altså fra før, deres mest kendte firsersanger Flemming Rönsdorf, blev en del af bandet. I stedet bliver vi præsenteret for vokal fra både Per Onink og Carsten Lohman. Udover det, er det de samme mennesker, der spiller i bandet i dag – bortset fra Josua Madsen, der har overtaget trommerne.
Efter en pause kom de tilbage i 2008, for igen at trashe rundt på scenen, og nu, 11 år efter, får vi dette opsamlingsalbum.
De fire stjerner
Hvis jeg skal være ærlig, så startede In The Trash ikke med at imponere mig. Indspilningen i ”Mind of No Return” gjorde, at vokalen ikke kunne høres, men det kunne dens ekko til gengæld. Derimod kunne man høre, at de gav hinanden plads til at skinne med instrumenterne, og så er der en fed solo med masser af sweep.
I det fjerde nummer, ”We Are the Dead”, bliver vi præsenteret for 5 minutters headbanging. Artillery viser dette for os med en langsom start, der bliver samlet op på med energiske trommer, samt et ulvehyl fra Onink. Vi får også en lækker guitarsolo, der støttes heftigt op af det langsomme riff, det viser mig, at de bare vil gøre det her fedt.
En tredje sang jeg også vil fortælle om, er ”Hey Woman”. Her hører man den rene vokal af Lohman, over nogle heftige blastbeats og guitar-wanking. Det er det eneste nummer med blastbeats i albummet; en tendens, man kan høre, har overlevet tidens erosion.
Den sidste sang jeg vil lægge vægt på, er klart min favorit i albummet. Den er nærmest klassisk død med dens halv-akustiske introsolo. Måden, Artillery får både bas, trommer og rytmeguitaren til at arbejde sammen på, var klart det spark, der skulle til, for mit vedkommende. De formår stadig at holde en Trash lyd, når det kommer til den egentlige guitarsolo, og Lohman lyder mere desperat, som tempoet stiger. Det har bare en god komposition.
Fælles for hele albummet, er det heftige sammenspil, og at de giver hinanden plads til at blive hørt. Der er ikke noget centrum, og det gør hele albummet mere organisk, og nemmere at lytte til. Og det er vigtigt, for når man sætter et album på, så hører man det, for det meste, til ende.
Musikhistorisk album
Når jeg hører albummet, føler jeg, at jeg forstår, hvorfor det lige er Trash metal, en af mine venner er til. Det er dejligt energifyldt – og det er ikke bare et album, det er et stykke musikalsk historie, med dens medgrundlæggelse af Trash metal. For en nørd som mig, er det, det rene guld musikhistorisk set, også selvom stilen ikke falder i min smag. Det her er altså ikke bare albummet for dem, der vil kunne blære sig, for det lyder også rimeligt godt.
Så når alt kommer til alt, er der en ny metal-genre, jeg kan lide. Jeg, der er vant til firsernes musik, tog alligevel glædeligt imod dette album, og jeg tænker også, at jeg vil anbefale det til min ven. Det tætteste, jeg kan komme på andet musik, der lyder som Artillery, og dette er gamle anbefalinger fra min ven, er 2015’s Cattle Decapitation. Imens vil jeg gå tilbage til mine firsere, med fishnet-trøjer og lidt for meget guy-liner. Inkluderet som smagsprøve, er nummeret ”Bitch”.
Trackliste:
- Mind of No Return
- Day of Doom
- All for You (version 1)
- We Are the Dead
- Bitch
- The Challenge
- In the Trash
- Therapy
- Let There Be Sin
- Hey Woman (Version 2)
- Blessed Are the Strong
About the author:
Assignments: Reviews of concerts and releases / Band interviews
Active since: 29-09-2019
Favorite genres: Post Punk / Darkwave / Classic Rock / Industrial / Ambient
Tommy Sonne Skøtt
Nightwish