-
Manticora
-
Artillery
3.75
Midt i en international, historisk epoke med pandemi og raceligestillingsoptøjer må kulturen tænke i nye baner for at overleve. Selvom det kan virke lidt akavet og anderledes med siddende koncerter på landets spillesteder, ødelægger det ikke publikums passion for liveoptrædener. I aften var det i sandhed tydeligt, hvor meget folk havde savnet det sociale samvær og det, at komme ud og opleve musikken tæt på igen. Men kan man headbange fra en stolerække, og kan man stadig mærke pustet fra de store fronthøjtalere? Det må du læse videre og finde ud af…
Manticora
Manticora er en lidt aparte power metal-gruppe fra Hvidovre, som har valgt en ny vinkel på den ellers fortærskede genre. De blev dannet i 1996 af Lars og Kristian Larsen efter deres band Fear Itself gik i opløsning. Det lyriske hovedtema på især de seneste to albums er mere horror-fikseret end det traditionelle heltetema, som ellers er karakteristisk for netop denne metal-stilart. Trods skiftende lineup bag instrumenterne har de to grundlæggere af bandet holdt ved og slået gruppens navn fast i vores allesammens trommehinder.
Adspurgt var der blandt publikum bred enighed om, at lyden drillede på begge sæt og især på vokalen hos Manticora. Enten svigtede forsangerens mikrofon eller også var lyden for svag, og dette trak ned hos flere af gæsterne i deres oplevelse af koncerten. Derudover var der også meget vekslende vurderinger af bandets optræden. Nogen syntes, den var for langt fra traditionel power metal, andre at den var for ensformig, og atter andre syntes, det var fedt med lidt horror og dysterhed. Personligt synes jeg, det er forfriskende, selvom jeg selv efterhånden sjældent lytter til denne stilart.
Dog er jeg enig med de tilskuere, jeg har fået feedback fra, i, at der var lidt problemer med ikke bare lyden men også interaktionen mellem bandmedlemmerne. Dette blev til dels vejet op af, at Lars til bravour kom ud over scenekanten til det siddende publikum og fik de forreste rækker til at ryste garn og kaste horn på hans signal.
For nylig anmeldte vi de to seneste albums, To Kill to Live to Kill og To Live to Kill to Live. Begge albums havnede i den høje ende af karakterskalaen. Aftenens sætliste bestod hovedsagelig af numre fra disse, selvom der også var plads til et par gamle kendinge fra tidligere releases tilbage fra starten af dette århundrede. Med snart 25 år på scenen skal man jo også have lidt i bagkataloget, der kan findes frem ind i mellem.
De to førnævnte albums udgør til sammen soundtracket til en bog skrevet af forsanger Lars F. Larsen – et koncept der tiltaler mig virkelig meget. Nu hvor jeg selv har læst omtalte bog og hørt begge albums, må jeg sige, at de supplerer hinanden ganske godt. Den røde tråd i programmet er indlysende: Vold, horror og monstre. Dette iscenesatte Lars iført beskyttelsesdragt og solbriller – som en mand der ikke ønsker at gøre tøjet beskidt, mens han flænser folk med sit skarpe, japanske sværd.
Dette i symbiose med skæringer som ”Katana – Beheaded” og ”Katana – Death of the Meaning of Life”, krydret med en letpåklædt, bagbundet og blindfoldet kvinde som ”gidsel” på scenen og en virtuel henrettelse af de andre bandmedlemmer nogle få numre før slutningen af koncerten, – hvor lydmanden i øvrigt endelig var vågnet til dåd og tingene lød, som de skulle.
Sætliste:
- Stalin Strikes
- Ten Thousand Cold Nights
- Katana – Beheaded
- Eaten by the Beasts
- Creator of Failure
- Tasered/Removal
- Cantos
- Gypsies Dance pt. 1
- Katana – Death of the Meaning of Life
- Tjajkovskiy intro
- Echoes of a Silent Scream
- Revival of the Muse that is Violence
Artillery
Når man taler om dansk metalhistorie, kan man ikke komme udenom dette band. Artillery blev dannet i metallens spæde ungdom i starten af firserne og har været gennem mange udskiftninger i lineuppet sidenhen, uden de har mistet deres identitet eller fanskare. Jeg vil gå så vidt som til at sige, at de sammen med Metallica var med til at grundlægge thrash-metallen, som vi kender den i dag.
Der er flere, som mener, at det var brødrene Morten og Michael Stützer, der hele vejen igennem bevarede sjælen i bandet. Da Morten desværre døde sidste år, var der gisninger om hvorvidt bandet ville gå i opløsning. Det skete heldigvis ikke, og denne aften kunne vi opleve dem for fuld udblæsning igen på scenen i Amager Bio.
Sætlisten bestod af et bredt repertoire fra størstedelen af bandets karriere, indledt af titelnummeret fra Artillerys anmelderroste udgivelse The Face of Fear fra 2018 – et meget rammende navn i denne tid. Efterfulgt af det 20 år gamle, men velkendte, nummer ”Beneath the Clay” fra albummet By Inheritance. Dette skød i dén grad festen i gang!
Der var et par enkelte svipsere med en forkert start på nummeret ”Terror Squad” og timingen hist og her, men det virkede ikke til, at ret mange lagde mærke til dette. Det veloplagte og godt opvarmede publikums jubel og stemning steg i takt med, at bandet rev det ene guldnummer efter det andet op fra bagkatalogets godtepose. Det virkede mest, som om bandet havde brug for både at ære Mortens minde, men også vise os alle sammen om hvor mange ørehængere, de har bedrevet gennem historien.
Én ting er sikker: De havde os alle i deres hule hånd gennem hele koncerten. Desværre var der også her en smule udfordringer med lyden på både trommer og vokal, men det blev til fulde vejet op af en energi og spilleglæde, som virkelig viste, at de havde savnet at komme ud og optræde igen. At dømme efter antallet af fans iklædt t-shirts og anden merchandise med bandets navn på, var det heller ikke få, der havde savnet at se eller gense Artillery på en scene.
På trods af Corona-restriktioner og alle sikkerhedsforanstaltninger, var scenen for lille til forsanger Michael Bastholm og hans famøse energi, hvilket førte til en løbetur ud mellem stolerækkerne blandt den storsmilende og hujende lytterskare.
Jeg kan ikke rigtig sætte en finger på, hvad det er, der gør Artillerys melodier så fængende, men det føles nærmest, som om at selv numre, man med sikkerhed ikke har hørt før, alligevel er mulige at synge med på. De tonstunge og galoperende riffs, der suppleres af Michaels sprøde vokal og en omgang pulserende bas- og trommerytmer, som går lige i blodet på én, kan ikke undgå at rive dig med i malstrømmen. Da koncerten sluttede til sidst følte man ligesom, der manglede noget – som en del af en selv. Men heldigvis spiller de snart igen i Studenterhuset i Aalborg samt til næste år i marts på Gimle i Roskilde.
Sætliste:
- The Face of Fear
- Beneath the Clay
- The Challenge
- By Inheritance
- Deeds of Darkness
- Live by the Scythe
- 10.000 Devils
- Khomaniac
- Legions
- Terror Squad
- The Almighty
Jeg kan hermed konstatere, at det faktisk ér muligt både at headbange og kaste horn, selvom man sidder ned. Selv ikke et par stolerækker kan dæmme op for den høje stemning, som god musik bærer med sig. Efterhånden som øllen gik ind, forsvandt folks fornemmelse af, at det var akavet og det varede ikke længe, før sidekammeraterne blev revet med. Trods håndsprit og stramme regler fandt folk ud af at have en fest i salen. Dette beviser, at selv ikke en pandemi kan stoppe os fra dyrkelsen af vores passion for livemusik og socialt samvær.
Manticora
Artillery
About the author:
Assignments: Music reviews and photographing / Editorial Tasks
Active since: 11-06-2018
Favorite genres: Melodic Death Metal / Industrial Metal / Symphonic Black Metal
Black Magnet
Peter Hesseloe