Doomy og atmosfærisk black metal fra det tyske
Med en blanding af tidens populære black metaltendenser, har Abkehr med stor omhu fået produceret deres anden fuldlængde. De gør det uden de store nyskabelser, men med deres helt egen snørklede og specielle stil som de forsøger at finpudse hen af vejen. Således får de skabt noget grandiost, hadefuldt og aggressivt, med store massive lydbilleder fyldt med masser af atmosfære og melankoli.
Aske, Ild og Blod
Duoen er fra Hamborg i Tyskland, og blev dannet i 2015. De er nu ude med deres tredje skive efter en EP i 2017, samt et album i 2019. De følger en nærmest autistisk opskrift: Der er fire tracks på samtlige releases, og de er alle navngivet med romertal. Deres frontcovers har masser af fællestræk rent grafisk, om de er lavet af samme kunstner er uvist. Udgivelserne har også det til fælles at starte med ”In” og så et andet ord som: ”Asche” – Aske, ”Feuer” – Ild og nu ”Blut” – Blod.
Der er ikke meget at sige om bandet, da de holder sig anonyme, og de ikke selv virker til at have en stor kontaktflade med deres lyttere. Umiddelbart er det ikke fordi, der sker den store udvikling gennem deres karriere, det virker mere til at de har fokus på at få finpudset dén lyd, de har fået skabt sig. Målet er at blande den nordiske black metal tradition med den amerikanske atmosfæriske stil, og en god portion desperation fra den depressive black metal, tilsat en smule doom.
Gys og kuldskær
Det afsluttende track ”IV” starter ud med en længere instrumental intro, kort før vanviddet sætter ind med voldsomme dobbeltpedaler og rå riffs, der virkelig banker nådesløst og hårdt derudaf. En skinger stemme og flere skrig, ryger direkte ind og skærer dig dybt i rygraden, som en gaffel mod en tallerken eller negle mod en tavle. Skiftende fra det aggressive over i den mere atmosfæriske og creepy lydkulisse og tension man kender fra en klassisk Alfred Hitchcock gyserfilm.
Tracket ”I” er næsten helt black ’n’ roll i stilen, den veksler med tunge og groovy sektioner, der står sammen side om side med flere stykker, hvor den nordiske black metal er i front. Den har virkelig fået et godt nøk op ad med tempi, melodiske færdigheder og masser af fylde. Det er også det mest opløftende nummer på skiven, hvilket får den til at skille sig markant ud.
Gentagelsens lænke
Abkehr trækker inspiration fra bands som Darkthrone, Gorgoroth, Craft, Cornigr, Mgla og Ash Borer, en samling inspirationskilder fra mange forskellige dele af black metal-scenen, og det lykkes egentlig Abkehr rigtig godt. Særligt hvis du er til den depressive og melankolske stilart, selvom man godt kunne savne en smule mere vovemod og vilje til at eksperimentere.
I virkeligheden er der meget anonymitet omkring Abkehr, og der er også meget stille omkring dem på de sociale medier, selv interviews er det heller ikke til at finde med dem. Derfor kan det være udfordring rigtig at lære bandet at kende.Det ville være rart hvis man i det mindske kunne få et indblik i deres lyrik eller visioner, men tiden må vise om det er noget de ønsket at afsløre.
Abkehr er et fantastisk bekendtskab at stifte for dig, der er til black metalens grandiose majestætiske scenerier og masser af atmosfære, tilsat en god del aggressive riffs- og trommer. Du skal være åben over for at musikken er inspireret af mange genrer, og ikke altid følger en fast rille. Men er du dét har denne plade, virkelig mange kvaliteter at spille på. Jeg er sikker på at det her band ville kunne udvikle sig i en fantastisk retning, og jeg ser frem til at høre mere fra deres side.
Trackliste:
- I
- II
- III
- IV
About the author:
Assignments: Reviews of Releases and Concerts and Interviews. Nerd on all levels (finding releases, bands and labels) - Giving the editor gray hairs...
Active: 13-12-2019 - 27-08-2022, now freelance-reviewer
Favorite genres: Blackened Death Metal - but listens to all kinds of metal and rock!