-
The Order - Supreme Hypocrisy
4
Musikken går i flere retninger, men det er i hvert fald heavy!
Jokeren, man aldrig rigtig helt kan placere, da alting kan gå i alle retninger. Sådan er det lidt med dette The Order, også selvom det ikke er det, de prøver at blive kendt på. Det er fordi bandet har mange talenter, og de udfolder sig og viser alt, hvad de har at byde på, til lytteren. Samtidig er der skruet op for den heavy stilart – en genre, der giver den gas.
Et skridt frem kvalitetsmæssigt
The Order er et af de mere unikke bands; de er svære at kategorisere, og passer ikke rigtig ind på de forskellige hylder, hvor der allerede er skabt orden. På den måde bliver bandet lidt af en joker på markedet. De sidste to udgivelser har været fokuseret på sjove og glade minder.
Nu har de udgivet deres nye album, Supreme Hypocrisy, hvor de ifølge dem selv er gået mere i dybden med musikken og tager det op på et mere seriøst niveau. Samtidig får jeg en fornemmelse af, at gruppen måske prøver at holde hele ”joker-facaden”, mens de bagved undersøger en mere genrefast stil, hvor de rækker ud til deres originale rødder fra stiftelsen i 2005.
Et godt, varieret album
Der er fuld fart på den heavy stil, når man hører numrene igennem, og det byder på mange forskellige underliggende strømninger, hvor The Order fuldt ud får vist alle deres talenter. Tilmed er der en ro, som i hvert fald giver mig som lytter en afslappet følelse af, at bandet har styr på det, de laver – og at jeg derfor bare kan læne mig tilbage og nyde musikken. Dette er nummeret ”Dreams Are Not The Same” et glimrende eksempel på.
Som sagt er musikken meget afvekslende, hvilket afspejler albummet, og det kan jeg godt lide. Vi kommer både helt op og ned i tempi med tracks som ”Sometimes” og ”Supreme Hypocrisy”, der næsten ikke kunne være større modsætninger af hinanden. Bandet består af kun fire medlemmer, men de fungerer sammen som en velsmurt maskine.
Med alle de mange skift af tempi og rejser ud i forskellige genrer, kræver det dygtige musikere og ligeså en god vokal som gruppens Gianni Pontillo: Han viser, hvordan han har kontrol over sin stemme. Der er passager, hvor han synger med en nærmest skrigende stemme på bedste AC/DC-manér og andre, hvor vi er helt nede i en ru hvisken som hos Mark Lanegan.
Musikere der viser deres fulde potentiale
Jeg har ikke meget kritik til Supreme Hyprocrisy; Jeg synes, lyrikken er velskrevet – ikke noget ekstraordinært, men kvaliteten virker til at være i orden. Tilmed ser vi musikerne fra deres bedste side hvor de viser, at de er her for at spille igennem. Jeg har aldrig oplevet The Order live, men jeg er, efter denne udgivelse, ret overbevist om, at de kan sætte en vild fest i gang. Selvom bandets tidligere albums lægger op til fest, er det rigtig fedt at se dem tage lidt omhyggelighed i brug for at komme ud med det her rigtig fine album.
Måske er det kun den del med, at alting kan gå i flere retninger, som bandet har tilfældes med en joker. Selvom de ikke passer formstøbt ind i en bestemt kasse på en hylde, betyder det jo ikke, at musikken slår fejl – tværtimod. Det viser blot en anden form for kreativitet og overskud. Det er også med til at klarlægge, at gruppen både kan have det sjovt med det de laver og udforske de mange muligheder i heavy-genren.
Trackliste:
- The Show
- Supreme Hypocrisy
- Back To Reality
- Dreams Are Not The Same
- Save Yourself
- No Messiah
- August In Miami
- Where I Come From
- Sometimes
- Only The Good Die Young
Oz 
Sodomisery