Smadremusik fra Ruslands hovedstad
Det er altid spændende når man skal lytte til et band, man aldrig har hørt om før – specielt, når genren er én, der lyder til lige at falde i min smag. På JARS II er jeg blevet introduceret til et band med en lyd, som jeg ville ønske, jeg kunne høre mere af. På samme tid har jeg mødt en flok musikere, der siden 2012 har udført et så stort stykke arbejde, at flere burde kende til dem. Det håber jeg, at denne anmeldelse kan hjælpe lidt til med.
Stemningsmættet og gennemtrængende
Første nummer, ”E”, møder lytteren med hårdtslående guitarer og trommer. Efter flere minutter med temposkift og nærmest hypnotiserende hardcorerytmer, kommer vokalerne fra Anton Obrazeena ind. De er russisksprogede, men passer alligevel unægteligt godt ind i den samlede stemning,der viser sig gennem hele albummet. Beskidt, lettere dystert – decideret pissed off: jeg har ærlig talt ikke den helt store forståelse for, hvad lyrikken i de ni numre omhandler. Et hurtigt kig på oversættelser af teksterne peger dog mod noget politisk nihilisme og ubeskåret vrede mod, ikke så præcist definerede, autoriteter.
Det lyder måske meget flyvsk, men det passer helt vildt perfekt på det meget direkte, intense og samtidigbrede lydbillede, JARS får opbygget gennem de godt tre kvarter,hvor de går amok på JARS II.
Et velorkestreret kaos
Nogle bands som bevæger sig ind i en noise-relateret lyd eller genre, kan have svært ved at komme udenom, at det hele kommer til at lyde bikset sammen. Ikke fordi det ikke også kan lyde meget fedt, men det gør måske selve komponeringsprocessen mindre imponerende end den ellers ville have været. Det problem løber JARS dog ikke ind i på noget tidspunkt: lige fra de lange åbnings- og afslutningsnumre, ”E” og ”All Matches are Random”, til de kortere, tempofyldte og energirige numre som ”Genesis on a Knife”, lyder alting meget gennemspillet og delibereret.
Jeg roste tidligere Antons vokaler, men jeg bliver også nødt til at rose hans både kaotiske, men også kontrollerede, guitarspil. De ville dog ikke betyde så meget, hvis det ikke var for rytmerne leveret af bassisten Vladimir Veselik og trommeslageren Alexander Seleznev. Det er lige præcis disse rytmesektioner, som kan make-or-break hele sammensætningen, når man laver et musikalbum med både hardcore- og noise-elementer. Hvis det bare er ’okay’, bliver det hele lidt det samme igen og igen, og kan derfor blive meget kedeligt – meget hurtigt. Heldigvis er bassen utrolig let at høre, og styrer med hård hånd rytmen både op og ned i sindssyge tempoer sammen med trommerne, så det aldrig bliver for ensformigt at være lytter.
En rejse til Rusland du ikke vil fortryde
Det er meget svært for mig at sige noget decideret negativt at sige om JARS II. Deres musik giver mig lyst til at smadre mine omgivelser – men på en god måde.Det er grimt, surt og bidsk, men lige som jeg godt kan lide det. Hvis jeg fik muligheden for at se dem live, men jeg blev nødt til at tage til Rusland for at gøre det, ville jeg ikke tøve. Jeg er blevet introduceret til et band, som jeg er meget spændt på at følge i fremtiden, og jeg er sikker på, at du vil det samme.
JARS har knoklet røven ud af bukserne i højere grad end de fleste selvskabte bands de sidste 7-8 år. Med både EP’er og livealbums oveni deres almindelige albumoutput, så kan jeg ikke se andet end kultstatus for dem i fremtiden, hvis de ikke allerede har opnået den i deres hjemland. De russiske myndigheder er for tiden tit i menneskerettighedsorganisationers søgelys, blandt andet omkring censur af musik, specielt rap, hip hop og punk. Det er derfor vigtigt at støtte bands, som er med til at holde scenen i live derovre.
Trackliste:
- E
- Genesis On a Knife
- A Holiday That is Always With You
- Catbus
- Man Swiss Knife
- Sabotage
- Killed
- Conspiracy of Silence
- All Matches are Random
About the author:
Assignments: Reviews of concerts and releases / Band interviews / Editorial Tasks
Active since: 09-09-2019
Favorite genres: Punk / Hardcore / Metal in all shapes and sizes