Type: Album
Genre: Death Metal
Antal Numre: 12
Ord kan ikke beskrive hvad jeg har hørt, men tal kan
Som jeg skimter gennem vores arkiver med albums, vi endnu ikke har nået at få anmeldt, rammer mine øjne dette: Fleshcrawl: Into the Catacombs of Flesh. Uden at vide noget om det, spørger jeg min redaktør, om jeg må anmelde albummet; med et navn som deres, kan det kun være godt – og jeg må sige, jeg ikke blev skuffet: musikken fik hårene på mine arme til at rejse sig.
Professionelle trommer og sangskrivning
Fleshcrawl er et band, der har eksisteret i lidt over tredive år. Det kan man sagtens høre: deres trommeslager, Bastian Herzog, kan man allerede fra starten mærke, ved, hvad han laver. Hvad Fleshcrawl har gjort så godt i Into the Catacombs of Flesh, er, at trommerne ikke bare er et rytmeinstrument, men i stedet får lov til aktivt at spille sammen med de andre bandmedlemmer. Det gør det ikke nødvendigvis mere brutalt, men får albummet til at lyde meget mere sammenhængende.
Det er ikke bare med trommerne, at Fleshcrawl får albummet til at lyde sammenhængende: førsteguitaren spiller også virkelig dygtigt: der er riffs, som jeg end ikke ved, hvordan jeg skal beskrive med ord. At det er stærkt, er nok den mest dækkende beskrivelse.
Det eneste ærgerlige for mig, er tempoet. Godt nok er albummet 40 minutter langt, men kun ét nummer er moshpit-værdigt, resten er bare headbangers. Jeg synes, det er kedeligt med et 12-track-langt album, hvor man kun kan moshe til ét nummer. Jeg tænker ikke, at Fleshcrawl er noget jeg sætter på, når jeg skal læne mig tilbage og slappe af, men det er heller ikke noget, jeg ville moshe til.
Gennemarbejdede numre
Hvis vi skal dykke ned i numrene, så vil jeg gerne udpege sang nummer fire, ”Furneral Storm”. På trods af, at den kun er sølle to-et-halvt minut langt, viser den meget godt, hvordan Fleshcrawl spiller og hvor teknisk dygtige de er. Hør lige trommerne, for godt nok er der ikke noget temposkift, men selv uden, er det fedt. Det lyder, som om der er tænkt over selv trommerne, hvilket betyder, at resten af nummeret mister en tilfældighed, jeg ellers oplever, trommerne kan påtvinge musikken. Det er det her, der gør Fleshcrawl interessant at lytte til.
Også det sidste nummer på albummet er værd at fremhæve: jeg kan roligt sige, at det er det mest gennemarbejde nummer på albummet. ”Among Death and Desolation”, er nok det mest tempofyldte nummer på albummet, men det har også sine langsommere perioder. Med en solo, der sagtens kunne komme fra en synthesizer, lægger de op til moshpit, blær og dystopi. Det er nok det nummer, jeg bedst kan lide fra albummet.
Dog ikke agressivt
Alt i alt synes jeg, det er et godt album. Jeg ville ikke sætte det på hjemme i stuen, men måske på en bar eller til en fest. Ej heller ville jeg købe en billet kun til Fleshcrawl: sangene og stilen er god, men for mig mangler det en del aggressivitet og tempo til, at jeg ville se dem live. Til gengæld er der en del kreativitet i bandet, og der er absolut intet ved mixningen af albummet, der kan sættes en finger på, så jeg kan ikke sige meget dér.
Hårene har lagt sig, og jeg er stadig ordløs. Jeg endte med at tage mig en kop kaffe og slappe af mens jeg hørte albummet igennem, så det passer egentlig alligevel meget godt sammen. Albummet er hverken dystopisk, misantropisk eller mørkt og aggressivt. Jeg har ikke ord til at beskrive lyden, men godt lyder det.
Trackliste:
Assignments: Reviews of concerts and releases / Band interviews
Active since: 29-09-2019
Favorite genres: Post Punk / Darkwave / Classic Rock / Industrial / Ambient
Ivy Crown 
Artillery Artillery – Deadly Relics