Dørene åbner: 19:00
PRIME IS COMING er tilbage. Den omrejsende metal fest til fordel for velgørenhed er tilbage for 4. gang i træk. Sidste år gav Prime Collective 100.400 kr. til Ronald Mcdonald huset hvilket bragte velgørenhedsbeløbet op på +200.000 kr fordelt over 4 år. Line-up i år består udelukkende af Prime Collective bands, og tæller sværvægtere som MØL, Aphyxion, og The Interbeing, der i år spiller ekstra lange headliner sets. Et evt. overskud gives i år til Sandholmlejren, Sjælsmark og Avnstrup asylcenter.
“Jeg har selv boet på et asylcenter i 4 år fra 1992 til 1996 da jeg flygtede til Danmark som flygtning. Vi boede fire mennesker på 12 kvdm hotelværelse i 4 år, i en utrolig svær situation. Jeg kender alt til situationen og hvor svært det er. De midler vi kan give til asylcentrene vil være fokuseret omkring børnene og deres trivsel. Pengene vil således gå til legetøj, og aktiviteter til glæde og gavn for børn der er flygtet den lange vej til Danmark” – Udtaler stifter og tidligere flygtningebarn Mirza Radonjica.
PRIME IS COMING foregår denne gang over 4 shows henover Februar måned. Prime Collective er Danmarks førende musikselskab inden for dansk heavy. Selskabet har siden 2016 udgivet nogle af de stærkeste udgivelser inden for heavy inkl. Møl, Aphyxion, Defecto og Cabal.
THE INTERBEING
The Interbeing er et dansk industrielt-melodisk dødsmetalband. Det blev etableret i 2006 af Toibin, Pedersen og Hansen, der delte en fælles vision om at udvikle et lydlandskab, som blev influeret af forskelligartede musiske genrer – fra trip hop til dødsmetal.
Bandet udgav demo-ep’en Perceptual Confusion i 2008, og blev i kølvandet herpå nomineret til Årets Talentpris ved Danish Metal Awards 2018 (DMeA). I 2010 vandt The Interbeing prisen som “Bedste Metal Act” ved Underground Music Awards, og samme år vandt de Royal Metal Grand Prix i Aarhus.
Debutalbummet Edge of the Obscure blev udgivet via det danske metal label Mighty Music d. 2. maj 2011 i Danmark og blev generelt positivt modtaget af anmelderne. Deres andet album, Among the Amorphous, blev udgivet d. 23. juni 2017 via det tyske sublabel Long Branch Records og pladeselskabet SPV GmbH – et album, der også generelt blev positivt modtaget af anmeldere.
Bandet har spillet på Copenhell både i 2012 og 2017. I februar 2019 udgav The Interbeing en ny single, Depressor, fra deres kommende tredje album.
SOUTH HAVEN
Nydannet og fra København: South Haven spiller tung rock, der skiller sig ud fra resten af den europæiske scene. Bandet har to kvindelige forsangere, som kombinerer en sjælfuld vokal med en rå, følelsesmæssig kraft, der giver bandet kant.
Bandet udgav singlen Dancing In Nightmares via Prime Collective i 2019, og den fungerer som en forsmag på, hvad deres kommende debutalbum vil indeholde. Singlen bliver beskrevet som smitsom, magtfuld og intens – en, der vil ramme dig hårdt. Der gik tre år fra dannelse til deres første udgivelse, og det gjorde, at produktionen var perfektioneret.
THE VISION ABLAZE
Bandet blev dannet i København i 2010 og har fra start af haft et tydeligt mål: at skrive original musik, der får folk til at føle noget. The Vision Ablaze er et metalband, men lader sig ikke begrænse af deres genre: de bruger episke melodier, følelser og spiller på den rå nerve.
Bandet har udgivet to roste EP’er, Youtopia og Reach for the Stars, og de indeholder hver især klare budskaber: man skal være aktiv i sit eget liv og deltage i oprør mod myndigheder der misbruger sin magt. Musikken spiller på lytterens følelser, for eksempel lykke, sorg, dedikation, frygt og vrede. EP’erne er mixed af Jacob Hansen, der har gjort et specielt godt stykke arbejde med at blande det brutale og det skrøbelige gennem lydbilledet.