Dørene åbner: 19:00
Kvelertak
KVELERTAK har taget verden med storm med deres norske blanding af hardrock, punk og blackmetal, og inden længe udgiver de nyt som de vil tage med på landevejen.
Bandet blev dannet i 2007 i Stavanger og i 2010 udkom den selvbetitlede debut som gik guld i hjemlandet. I 2013 udkom ‘Meir’, hvor Kvelertak samlede tråden op fra debuten, og endnu en gang var det Kurt Ballou, der stod for den rå produktion. I 2016 så treeren ‘Nattesferd’ dagens lys, og hvis rygtet taler sandt, udkommer der ganske snart et nyt album fra de norske strangulister.
Blandt deres fans kan Kvelertak tælle Foo Fighters’ Dave Grohl og Metallicas James Hetfield. I 2017 og 2018 åbnede de for Metallica på WorldWired-turneen, og de har også varmet op for Ghost på Popestar-turneen.
Når Kvelertak vender tilbage til Amager bliver det for tredje gang, hvor de tidligere både har begejstret i Beta og Amager Bio.
Blood Command
I 12 år har det norske band Blood Command givet en stemme til de udstødte verden over gennem deres knivskarpe rock. Bandet er kendt for deres tætte bånd til publikum når de optræder på turnéer, festivaller eller som support. I 2017 udgav de studiealbummet Cult Drugs, der fik mange anmeldelser i store punk- og metalmedier i hele Europa – og blev generelt rigtig godt modtaget.