Dørene åbner: 18.30
Koncerten Dizzy Mizz Lizzy i Ceres Arena lørdag 18. april flyttes til lørdag 21. november 2020.
Sikkerheden for vores artister, fans, og personale er altid vores højeste prioritet og udskydelsen er planlagt i overensstemmelse hermed. Billetkøbere skal blot beholde den nuværende billet som vil være gyldig til den nye koncert.
Dizzy Mizz Lizzy
Tim Christensen, Martin Nielsen og Søren Friis-Larsen udgav 20. marts 2020 Dizzy Mizz Lizzys fjerde album, med titlen “Alter Echo” som i udgivelsesugen gik nummer ét i Japan, og modtog 5 stjerner af GAFFA og Jyllands-Posten samt 4 stjerner af Politiken, Berlingske og Ekstra Bladet.
Dizzy Mizz Lizzy har en stak Special Tour Edition-vinyler, som de har fået produceret til den planlagte Arena-tour. I lyset af de ændrede live-planer, kan de farvede vinyler forhåbentlig skabe større glæde ved at blive sat til salg nu. De står klar på hylderne så snart din lokale pladebutik får dem hjem.
”Det har taget længere tid, end vi havde troet, men nu er vi der, og kan alle tre mærke ’den’. Lysten til at skabe noget nyt er stor, og vi nyder hver dag at være i studiet,” siger Tim Christensen om indspilningen af albummet.
Han har selv – for første gang – taget producerkasketten på under indspilningerne, der finder sted i bandets eget studie i København. Siden skal de mixes af Jacob Hansen, som bl.a også mixede bandets forrige lp, Forward In Reverse, fra 2016.
Dizzy Mizz Lizzy ser frem til at spille nogle af de nye numre – og mange af klassikerne – for deres store og trofaste publikum, og som en særlig gestus har bandet valgt at invitere Bersærk og Psyched Up Janis med på turneen.
”Jeg mødte Bersærk på Copenhell i år og synes, at de er noget af det bedste i nyere dansk metal, så jeg er glad for, at de har lyst til at tage med rundt. Og lige sådan med Psyched Up Janis, som startede samtidig med os og er samme generation. Det bliver spændende at dele scene med dem igen, så vi glæder os meget til de koncerter,” afrunder Tim Christensen.
Psyched Up Janis
I 1989 stiftede de to Sønderborg-knægte, Jakob Jørgensen og Sune Rose Wagner, Psyched Up Janis. Deres indflydelse på den danske rock- og grunge-scene har været definerende for dansk musik. I 1992 udgav de deres første demo, I Never Change, der blev karakteriserende for bandet. I Psyched Up Janis-regi lykkedes det Sune Rose Wagner og Jakob Jørgensen at skabe en unik lyd og attitude gennem udtryksfuld støjrock. De skar tydelige riller i start 90’ernes rocklandskab, og blev musikalske stilikoner for en hel generation af 90’er-unge. Senere fortsatte Sune Rose Wagner sin karriere i The Raveonettes, og Jakob Jørgensen er skolelærer og far til fire børn.
Bersærk
Siden de hedenske heavyrockere BERSÆRK udsendte deres seneste single og video ‘Balders Bål’ i november sidste år, er der sket meget i verden, som også har påvirket bandet direkte. Den igangværende pandemi forhindrede BERSÆRKs arena-tour med Dizzy Mizz Lizzy i april, og de planlagte optrædener på Copenhell, Roskilde og SmukFest er ligeledes afblæst. Hertil har påbuddet om social distancering også forsinket indspilningerne og udgivelsen af bandets nye album.
Ikke desto mindre lader BERSÆRK sig ikke så nemt slå ud. Bandet er i fuld gang med indspilningerne til det nye album, som i stedet bliver udsendt til efteråret, og touren med Dizzy er rykket til november/december. BERSÆRK sætter for alvor hårdt mod hårdt med deres nye single ‘Blod og stål’, der udkom den forgangne fredag 8. maj 2020 – en hymne, som spår lysets komme på den anden side af kampen og en verden i kaos.
‘Blod og stål’ udspiller sig som altid i BERSÆRKs mytiske univers, hvor fortidens nordiske livsverden får nyt liv i en nutidig kontekst, alt sammen energisk tilvejebragt af bandets groovende melodiske tungrock og alsidige sangskrivningstalent. Singlen akkompagneres nu af en rå og symbolfyldt musikvideo skabt af kunstner og runemagiker Ræveðis.
Efter udgivelsen af EP’en “Trældom” i 2012, debutalbummet “Mulm” i 2015 og det seneste album ‘Jernbyrd’ fra 2018 har BERSÆRK spillet sig godt og grundigt igennem det danske land. De er kendt for at levere intense og energiske liveoptrædener og har med tiden fået opbygget et solidt og loyalt publikum – efterhånden bedre kendt som “Bersærkere”.
BERSÆRK har i de sidste år headlinet på de store spillesteder i Danmark, og Roskilde Festivalen besøgte de i 2016. Derudover har de spillet support for store ind- og udenlandske navne og var i 2017 på turné i både Norge og Tyskland. I juni 2018 spillede de for anden gang på Copenhell, hvor de samlede et historisk stort publikum på Pandæmonium-scenen. I april 2019 kunne BERSÆRK melde udsolgt i Pumpehusets store sal. Dette højdepunkt blev til det dobbelte livealbum ‘Live i Pumpehuset’, der blev udsendt i oktober 2019.
Guitarist Lars Evers og sanger Casper Roland-Popp medvirkede desuden i Copenhell all-star bandet Omvendt Korstog, hvor Evers skrev tekst til festivalhymnen ‘Ulvens Ed’, og Tim Christensen og Jacob Binzer fra DAD stod for musikken. Sangen er en del af Copenhells jubilæumsudgivelse ‘Ti År i Helvede’, som blev fremført til Copenhells jubilæumskoncert foran 18.000 mennesker på sidste års festival.
1. november 2019 udsendte BERSÆRK endelig helt ny musik i form af singlen ‘Balders bål’, som var første udspil fra bandets kommende tredje album, der udkommer efteråret 2020. Singlen blev ledsaget af en video, hvor bandet sammen med instruktør Thomas J. Mikkelsen (Carpark North, UFO Yepha m.fl.) har skabt en for dansk målestok uhørt ambitiøs og storslået videoproduktion.