Brillant blackened death metal debut fra Sankt Petersborg
Koldt, råt og slæbende melankolsk starter introen på Immemorial Existence, inden du bombastisk bliver blæst bagover af voldsomme, lækre riffs. Edoma kommer her med deres svar på, hvordan blackened death metal bør lyde. De skal nok sætte sig fast i din hukommelse og spinne rundt på din afspiller i de kommende måneder. En af de bedre debuter fra corona-året, bliver nu genlanceret på alle medier – parat til at endnu flere kan stifte bekendtskab med disse talentfulde russere!
Isen rummer gamle hemmeligheder
Ved floden Neva i det nordvestlige Rusland ligger byen Sankt Petersborg, anlagt som et vindue til Europa i et håb om at tiltrække kunstnere, intellektuelle og håndværkere. Tilbage i 2017 fandt nogle gæve gutter fra byen sammen og skabte Edoma. Navnet stammer fra en stor isslette bestående af permafrost, som i hjertet gemmer på oldgamle hemmeligheder.
Bandet har lavet en fantastisk debutskive, de selvstændigt udgav sidste år. Petrichor hørte denne og valgte at udgive den på alle formater. Genudgivelsen er fuldstændigt fortjent da det er et originalt og velspillet værk, som fortjener at blive delt med hele verden.
Det Edoma sender på gaden med denne debut er ikke materiale som er ekstraordinært nyt, men måden hvorpå de bruger deres arsenal, er kompetent og velkomponeret, således at musikken bliver deres helt egen. Udgivelsen starter med en typisk intro, meget velvalgt navngivet ”Gates”. Derefter stiger farten lynhurtigt. Det lige på og rene guitarspil er velspillet og fabelagtigt sammen med et udsøgt og vellykket trommespil fuld af dybde til at danne bund.
Dybt i permafrosten
Det er tre af de mere klassiske black metal tracks, som indleder pladen: ”Herald of Death”, ”Edoma” og ”Northern Heart”. Indeholdende lækre, indtagende, kolde og rå riffs samt betagende dobbeltpedal. En flot opbygning med følelsen af natur, vidder og bredder. Man kan levende forestille sig de store issletter og den sneklædte natur. Naturens magter udtrykt gennem det instrumentale lydbillede.
På ”Northern Heart” får man helt klart en følelse af at befinde sig i en båd på en rivende flod, hvor strømmen flår dig afsted, og ikke vil give slip. Lyrikken til sangen handler om skoven, men et stykke går: ”Eternal forests await the wanderer, The road is opened to me, And it just leaves a trail behind me”. Den altomsluttende skov, der opsluger én lige såvel, som den brusende strøm i floden.
Mere groove kommer på den senere del af pladen med numrene ”Depletion of Faith”, ”Labyrinth of Torment” og ”Demons of Eternal Twillight” – tracks med masser af lækre, groovy riffs og en følelse af at blive trukket længere og dybere ind i albummets univers. Skæringen ”Demons of Eternal Twilligt” skiller sig ud fra resten af skiven, som generelt er enormt lækkert indspillet. På dette nummer kan man godt føle, at bækkenet træder for meget i baggrunden og at der er en del rumklang i produktionen. Ærgerligt, da trommespillet ellers er eminent godt på pladens resterende materiale.
Fortryllende afslutning
Albummet slutter med nummeret ”Permafrost”, som er et betagende, inderligt nummer, der langsomt trænger ind under huden på dig. Det er tungere end de første numre på pladen, men efterlader dig ikke i tvivl om, at Edoma leverer bastant, beundringsværdigt og godt komponeret blackened death metal. Det bliver enormt spændende at se, hvor disse gæve russere tager den herfra. Se, hvordan de i fremtiden vil formå at få sat deres eget individuelle præg på deres kommende udgivelser. Det er en stærk plade, der har lagt et kompetent grundlag, hvorpå der kan bygges videre.
En ubestridelig fantastisk debut. Et veloplagt startskud for et band, der kan gå hen og blive værd at følge fremover. Med plads til en del headbanging kunne liveoplevelserne godt gå hen og blive en mindeværdig oplevelse. Er du fan af Unanimated, Watain, Necrophobic eller udsøgt og flot komponeret blackened death metal, kan du med fordel tjekke Edoma ud! Lad den spinne på din afspiller i månederne som kommer. Selv for dem som allerede kender dem, er de absolut mere end et genlyt værd!
Trackliste:
- Gates
- Herald of Death
- Edoma
- Northern Hearth
- Depletion of Faith
- Labyrinth of Torment
- Last Hours
- Demons of Eternal Twillight
- Permafrost
About the author:
Assignments: Reviews of Releases and Concerts and Interviews. Nerd on all levels (finding releases, bands and labels) - Giving the editor gray hairs...
Active: 13-12-2019 - 27-08-2022, now freelance-reviewer
Favorite genres: Blackened Death Metal - but listens to all kinds of metal and rock!